SØGEMULIGHEDER
Hjem Medier Explainers Forskning & Offentliggørelser Statistik Pengepolitik €uroen Betalinger & Markeder Kariere & Job
Forslag
Sortér efter

Nøgletal

1 Ledelsens beretning

1.1 Formål med ECB's ledelses beretning

Ledelsens beretning[1] er en integreret del af ECB's årsregnskab og har til formål at give læseren kontekstuelle oplysninger om regnskabet.[2] Da ECB's aktiviteter og operationer bliver gennemført for at støtte de politiske målsætninger, bør ECB's finansielle position og regnskabsmæssige resultat ses i sammenhæng med de politiske tiltag.

I dette øjemed redegør ledelsens beretning for ECB's hovedopgaver og -aktiviteter samt deres indvirkning på regnskabet. Endvidere analyseres årets væsentligste udvikling i balancen og resultatopgørelsen. Beretningen indeholder desuden oplysninger om ECB's finansielle ressourcer. Endelig beskriver den det risikobillede, som ECB opererer i, idet den indeholder oplysninger om de specifikke risici, som ECB er eksponeret for, og om de risikostyringspolitikker, ECB gør brug af for at begrænse risici.

1.2 Hovedopgaver og -aktiviteter

ECB er en del af Eurosystemet, der har som hovedmål at fastholde prisstabilitet. ECB udfører sine opgaver som beskrevet i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde[3] og i statutten for Det Europæiske System af Centralbanker og Den Europæiske Centralbank (ESCB-statutten)[4] (figur 1). ECB udøver sine aktiviteter med henblik på at udfylde sit mandat og ikke med den hensigt at generere et overskud.

Figur 1

ECB's hovedopgaver

Eurosystemets pengepolitiske operationer registreres i ECB's og de nationale centralbanker i euroområdets regnskaber, hvilket afspejler princippet om en decentraliseret gennemførelse af pengepolitikken i Eurosystemet. Tabel 1 nedenfor giver et overblik over de vigtigste operationer og funktioner, som ECB skal udføre for at opfylde sit mandat, og hvordan disse påvirker ECB's regnskab.

Tabel 1

ECB's vigtigste aktiviteter og deres påvirkning af regnskabet

Gennemførelse af pengepolitikken

Gennemførelse af valutatransaktioner og forvaltning af valutareserver

Fremme af betalingssystemernes smidige funktion

Bidrage til banksystemets sikkerhed og soliditet og det finansielle systems stabilitet

Øvrige

1) Yderligere oplysninger om værdipapirudlån findes på ECB's websted.
2) Yderligere oplysninger om valutaswapaftaler findes på ECB's websted.

3) Yderligere oplysninger om Eurosystemets eurolikviditetsoperationer mod belånbar sikkerhed kan findes på ECB's websted.

4) Yderligere oplysninger om Target2 findes på ECB's websted.

1.3 Den finansielle udvikling

1.3.1 Balancen

I perioden 2016-18 udvidedes ECB's balance hovedsagelig som følge af nettoopkøbet af værdipapirer under programmet til opkøb af aktiver (APP).[5] Nettoopkøbene under dette program ophørte i december 2018 og begyndte igen i november 2019. I den mellemliggende periode geninvesterede ECB afdragene på hovedstolen fra værdipapirerne i APP-porteføljerne fuldt ud, efterhånden som de forfaldt. Som følge heraf aftog væksten i ECB's balance i 2019, og væksten skyldtes hovedsagelig stigninger i markedsværdien af ECB's valutareserveaktiver og i værdien af eurosedler i omløb. For at afbøde effekten af coronapandemien (covid-19) vedtog Styrelsesrådet i 2020 en omfattende pakke af pengepolitiske foranstaltninger, som også påvirkede størrelsen af ECB's balance.

I 2020 steg ECB's samlede aktiver med 112,2 mia. euro til 569,3 mia. euro. Stigningen skyldtes hovedsagelig den andel, som værdipapiropkøbene under det nye opkøbsprogram på foranledning af den pandemiske nødsituation (PEPP) udgjorde,[6] og APP. Opkøbene førte til en stigning i "Værdipapirer, der holdes af pengepolitiske grunde", mens kontantafviklingen af disse opkøb via Target2-konti medførte en tilsvarende stigning i "Eurosystem-interne forpligtelser". Den højere værdi af eurosedler i omløb bidrog også til denne stigning.

Figur 1

Hovedkomponenterne i ECB's balance

(mia. euro)

Kilde: ECB.

Eurodenominerede værdipapirer, der holdes af pengepolitiske grunde, udgjorde ved udgangen af 2020 61 pct. af ECB's samlede aktiver. Under denne balancepost indgår ECB's beholdninger af værdipapirer erhvervet i forbindelse med Securities Markets Programme (SMP), de tre programmer til opkøb af særligt dækkede obligationer (CBPP1, CBPP2 og CBPP3) samt ABSPP og PSPP.

I 2020 traf Styrelsesrådet flere beslutninger, som vedrørte opkøb af værdipapirer, der holdes af pengepolitiske grunde, for at imødegå de alvorlige risici i tilknytning til transmissionen af pengepolitikken og udsigterne for euroområdet, som covid-19-pandemien udgør. Styrelsesrådet besluttede således i marts 2020 at tilføje en midlertidig ramme for yderligere nettoopkøb under APP på 120 mia. euro til de allerede eksisterende månedlige opkøb på 20 mia. euro under APP indtil udgangen af året.[7] Senere samme måned besluttede Styrelsesrådet at lancere PEPP med en foreløbig ramme på 750 mia. euro indtil udgangen af året.[8] Som reaktion på udviklingen i pandemien besluttede Styrelsesrådet at forhøje den foreløbige ramme for PEPP med 600 mia. euro[9] i juni 2020 og med yderligere 500 mia. euro i december 2020[10], hvilket medførte, at den samlede ramme blev forhøjet til 1.850 mia. euro. Styrelsesrådet besluttede også at forlænge nettoopkøbene under PEPP i hvert fald indtil udgangen af marts 2022, og i alle tilfælde indtil det vurderes, at den kritiske fase af covid-19-pandemien er ovre.

Som følge af opkøbene var værdipapirporteføljen, som ECB holder af pengepolitiske grunde, steget med 98,6 mia. euro til 349,0 mia. euro i 2020 (figur 2). PEPP-opkøbene udgjorde størstedelen af denne stigning. Nedgangen i SMP-, CBPP1- og CBPP2-beholdningerne skyldtes indfrielser og udgjorde 1,4 mia. euro.

Figur 2

Værdipapirer, der holdes af pengepolitiske grunde

(mia. euro)

Kilde: ECB.

For så vidt angår de aktive programmer, der vedrører værdipapirer, som holdes af pengepolitiske grunde, dvs. APP og PEPP, havde ECB's beholdninger af værdipapirer ved udgangen af december 2020 en diversificeret løbetidsprofil[11] (figur 3).

Figur 3

Løbetidsprofil for APP og PEPP

Kilde: ECB.
Anm.: Løbetidsprofilen for asset-backed securities er baseret på værdipapirernes vægtede gennemsnitlige levetid og ikke den juridiske forfaldsdato.

I 2020 forblev den samlede værdi i euro af ECB's valutareserveaktiver, der består af guld, særlige trækningsrettigheder, amerikanske dollar, japanske yen og kinesiske renminbi, praktisk talt uændret på 75,8 mia. euro.

Værdien i euro af ECB's guldbeholdninger og tilgodehavender i guld steg med 3,1 mia. euro til 25,1 mia. euro i 2020 (figur 4) som følge af en stigning i markedsprisen i euro på guld, mens disse beholdningers størrelse i ounces finguld var uændret. Denne stigning førte også til en tilsvarende stigning i ECB's revalueringskonti (guld) (se afsnit 1.3.2 "Finansielle ressourcer").

Figur 4

Beholdninger af guld og guldpriser

(venstre akse: mia. euro; højre akse: euro pr. ounce finguld).

Kilde: ECB.
Anm.: "Revalueringskonti (guld)" omfatter ikke bidrag fra centralbankerne i de EU-lande, der blev medlem af euroområdet efter 1. januar 1999, til ECB's akkumulerede revalueringskonti (guld) på dagen, før de indtrådte i Eurosystemet.

ECB's nettovalutabeholdninger[12] i amerikanske dollar, japanske yen og kinesiske renminbi faldt med 3,0 mia. euro til 50,1 mia. euro (figur 5), hvilket primært skyldtes svækkelsen af den amerikanske dollar over for euro. Svækkelsen af den amerikanske dollar er også afspejlet i de mindre indeståender på ECB's revalueringskonti (se afsnit 1.3.2 "Finansielle ressourcer").

Figur 5

Valutabeholdninger

(mia. euro)

Kilde: ECB.

Amerikanske dollar udgjorde stadig den største del af ECB's valutabeholdninger med en andel på ca. 76 pct. af de samlede beholdninger ved udgangen af 2020.

ECB's forvaltning af investeringen af valutareserveren sker i tre trin. Først udarbejder ECB's risikoansvarlige en strategisk benchmarkportefølje, som godkendes af Styrelsesrådet. Derefter udarbejder ECB's porteføljeforvaltere en taktisk benchmarkportefølje, som godkendes af Direktionen. I det tredje trin gennemføres decentraliserede investeringsoperationer af de nationale centralbanker på daglig basis.

ECB's valutareserver investeres hovedsagelig i værdipapirer og pengemarkedsindskud eller holdes på anfordringskonti (figur 6). Værdipapirer i denne portefølje værdiansættes til markedspris ultimo året.

Figur 6

Valutainvesteringernes sammensætning

(mia. euro)

Kilde: ECB.

Formålet med ECB's valutareserver er at finansiere potentielle interventioner på valutamarkedet. Dette er årsagen til, at de tre målsætninger for forvaltningen af ECB's valutareserver er: (i prioriteret rækkefølge) likviditet, sikkerhed og afkast. Derfor indeholder denne portefølje hovedsagelig værdipapirer med korte løbetider (figur 7).

Figur 7

Løbetidsprofil for værdipapirer i fremmed valuta

Kilde: ECB.

I 2020 steg værdien af egenporteføljen med 0,1 mia. euro til 20,7 mia. euro (figur 8), hvilket hovedsagelig skyldtes geninvesteringen af renteindtægter og stigningen i markedsværdien af værdipapirbeholdningerne i porteføljen. Porteføljen består primært af eurodenominerede værdipapirer, der værdiansættes til markedspris ultimo året. I 2020 udgjorde statsgældsinstrumenter 73 pct. af den samlede portefølje.

Figur 8

ECB's egenportefølje

(mia. euro)

Kilde: ECB.

ECB's egenportefølje består primært af investeringer af ECB's finansielle ressourcer, nærmere bestemt den indbetalte kapital og indeståender i den almindelige reservefond og hensættelsen til dækning af finansielle risici. Som følge af geninvesteringen af indtægter og værdiansættelsen af værdipapirer til markedspris er størrelsen af egenporteføljen og førnævnte finansielle ressourcer ikke nødvendigvis ens. Formålet med denne portefølje er at give et afkast, som kan bidrage til at finansiere de af ECB's driftsudgifter, som ikke har relation til tilsynsopgaverne.[13] Den investeres i eurodenominerede aktiver inden for de begrænsninger, som sættes af rammerne for risikostyring. Dette resulterer i en større spredning af løbetidsstrukturen (figur 9) end i valutareserveporteføljen.

Figur 9

Løbetidsprofil for værdipapirerne i ECB's egenportefølje

Kilde: ECB.

Ved udgangen af 2020 var den samlede værdi af eurosedler i omløb 1.434,5 mia. euro, en stigning på 11 pct. i forhold til udgangen af 2019. ECB er blevet tildelt en andel på 8 pct. af den samlede værdi af eurosedler i omløb, hvilket svarede til 114,8 mia. euro ved udgangen af året. Da ECB ikke selv udsteder eurosedler, har ECB Eurosystem-interne tilgodehavender hos de nationale centralbanker i euroområdet til en værdi, der svarer til værdien af eurosedler i omløb.

ECB's Eurosystem-interne forpligtelser, der hovedsagelig består af de nationale centralbanker i euroområdets Target2-nettomellemværender med ECB og ECB's forpligtelser for så vidt angår de valutareserveaktiver, som er overført til ECB af de nationale centralbanker i euroområdet, da de kom med i Eurosystemet, steg med 103,8 mia. euro til 378,4 mia. euro i 2020. Stigningen i Eurosystem-interne forpligtelser i 2020 og udviklingen i disse i perioden 2016-19 skyldtes primært udviklingen i Target2-nettoforpligtelsen som følge af ECB's nettoopkøb af værdipapirer, der holdes af pengepolitiske grunde, og som afvikles via Target2-konti (figur 10).

Figur 10

Target2-nettobalancen og værdipapirer, der holdes af pengepolitiske grunde

(mia. euro)

Kilde: ECB.

1.3.2 Finansielle ressourcer

ECB's finansielle ressourcer består af kapital, hensættelsen til dækning af finansielle risici, revalueringskontiene og årets overskud. Disse finansielle ressourcer i) investeres i aktiver, der genererer en indtægt og/eller ii) anvendes til direkte at opveje tab, der opstår som følge af finansielle risici. Pr. 31. december 2020 udgjorde ECB's finansielle ressourcer i alt 46,2 mia. euro (figur 11). Dette beløb var 1,5 mia. euro lavere end i 2019, hvilket primært skyldtes i) faldet i revalueringskontiene efter styrkelsen af euroen i forhold til den amerikanske dollar og ii) det lavere overskud i 2020.

Figur 11

ECB's finansielle ressourcer

(mia. euro)

Kilde: ECB.
Anm.: "Revalueringskonti" omfatter de samlede revalueringsgevinster på beholdningerne af guld, valuta og værdipapirer, men ikke revalueringskontoen for ydelser efter fratrædelse.

Urealiserede gevinster fra guld, valuta og værdipapirer, som underlægges en kursregulering, opføres ikke som indtægter i resultatopgørelsen, men anføres direkte på revalueringskonti, der fremgår af passivsiden af ECB's balance. Indeståender på disse konti kan anvendes til at absorbere virkningen af en eventuel fremtidig ugunstig udvikling i de relevante priser og/eller valutakurser og styrker således ECB's modstandskraft over for de underliggende risici. I 2020 faldt revalueringskontiene for guld, valuta og værdipapirer[14] med 0,9 mia. euro til 29,3 mia. euro som følge af de lavere revalueringsbalancer for valuta, der var resultatet af euroens styrkelse i forhold til amerikanske dollar og japanske yen (figur 12). Dette fald blev delvis udlignet af stigningen i revalueringsbalancerne for guld, der var resultatet af stigningen i markedsprisen på guld.

Figur 12

De vigtigste valutakurser og guldprisen i perioden 2016-20

(ændringer i pct. i forhold til 2016; observationer ultimo året)

Kilde: ECB.

Trods Bank of Englands udtræden af Det Europæiske System af Centralbanker (ESCB) er den del af ECB's kapital, der er indbetalt af de nationale centralbanker både i og uden for euroområdet, fortsat uændret på 7,7 mia. euro i 2020, da de resterende nationale centralbanker har dækket den del af den indbetalte kapital på 58 mio. euro, som Bank of England har trukket ud. ECB's samlede indbetalte kapital stiger fra 7,7 mia. euro i 2020 til 8,9 mia. euro i 2022, idet de nationale centralbanker i euroområdets andele i ECB's tegnede kapital er steget som følge af Bank of Englands udtræden af ESCB og bliver indbetalt fuldt ud i to årlige rater på ca. 0,6 mia. euro i 2021 og 2022.[15]

På grund af sin eksponering over for finansielle risici (se afsnit 1.4.1 "Finansielle risici") foretager ECB en hensættelse til dækning af finansielle risici. Hensættelsens størrelse tages hvert år op til fornyet vurdering, idet der tages højde for en række faktorer, herunder størrelsen af beholdningerne af risikobærende aktiver, de ventede resultater for det kommende år og en risikovurdering. Hensættelsen til dækning af finansielle risici må sammen med eventuelle indeståender i ECB's almindelige reservefond ikke overstige værdien af den kapital, der er indbetalt af de nationale centralbanker i euroområdet.

I 2020 indbetalte de nationale centralbanker i euroområdet – som følge af justeringen af de nationale centralbankers fordelingsnøgle for kapitalindskud efter Bank of Englands udtræden af ESCB og Styrelsesrådets afgørelser vedrørende ECB's kapital i tilknytning hertil – 48 mio. euro til ECB's kapital. Herved steg maksimumgrænsen for hensættelsen til dækning af finansielle risici med et tilsvarende beløb. På baggrund af vurderingen af ECB's eksponering over for finansielle risici besluttede Styrelsesrådet at overføre 48 mio. euro til ECB's hensættelse til dækning af finansielle risici, hvilket medførte, at den nåede maksimumgrænsen på 7,6 mia. euro.

Overskuddet fra ECB's aktiver og passiver i et givet regnskabsår kan anvendes til at absorbere eventuelle tab samme år. I 2020 var ECB's overskud på 1,6 mia. euro (se afsnit 1.3.3 "Resultatopgørelsen").

1.3.3 Resultatopgørelsen

Efter flere års stigninger i ECB's årlige overskud hovedsagelig som følge af stigende renteindtægter fra valutareserveaktiver og fra værdipapirer, der holdes af pengepolitiske grunde, vendte denne tendens i 2020 (figur 13).

I 2020 var ECB's overskud på 1.643 mio. euro (2.366 mio. euro i 2019). Faldet på 722 mio. euro i forhold til 2019 skyldtes hovedsagelig lavere nettorenteindtægter.

Figur 13

Hovedkomponenter i ECB's resultatopgørelse

(mio. euro)

Kilde: ECB.
Anm.: "Andre indtægter og udgifter" består af "Nettoindtægter/-udgifter fra gebyrer og provisioner", "Indtægter fra aktier og kapitalindskud", "Andre indtægter" og "Andre udgifter".

ECB's nettorenteindtægter faldt med 669 mio. euro til 2.017 mio. euro (figur 14), hovedsagelig som følge af lavere renteindtægter fra valutareserveaktiver. Renteindtægter fra værdipapirer, der holdes af pengepolitiske grunde, faldt også.

Figur 14

Nettorenteindtægter

(mio. euro)

Kilde: ECB.

Nettorenteindtægter fra valutareserveaktiver faldt med 577 mio. euro til 474 mio. euro, primært som følge af lavere renteindtægter fra værdipapirer i amerikanske dollar. På grund af den faldende tendens i renterne på obligationer i amerikanske dollar gennem det meste af 2019 og 2020 (figur 15), især på obligationer med korte løbetider, købte ECB værdipapirer med lavere afkast. Derved faldt det gennemsnitlige afkast på dollarporteføljen i forhold til året før. Dette havde en negativ effekt på renteindtægterne fra denne portefølje i 2020.

Figur 15

Toårige statsobligationsrenter i USA, Japan og Kina

(i pct. p.a., observationer ultimo måneden)

Kilde: ECB.

Nettorenteindtægter fra værdipapirer, der holdes af pengepolitiske grunde, var i 2020 1.337 mio. euro, hvilket var 110 mio. euro lavere end i 2019 (figur 16). Hovedårsagen til dette fald var faldet i nettorenteindtægterne fra SMP-, CBPP1- og CBPP2-porteføljerne på 118 mio. euro til 193 mio. euro, som skyldtes mindskelsen af disse porteføljers størrelse som følge af udløbet af værdipapirer. Desuden bidrog den negative renteindtægt på PEPP-porteføljen på 41 mio. også til det samlede fald i renteindtægterne fra værdipapirer med relation til pengepolitikken. De negative renteindtægter fra PEPP-porteføljen skyldtes det negative gennemsnitlige afkast på opkøbte værdipapirer udstedt af den offentlige sektor som følge af lave statsobligationsrenter i euroområdet i 2020 (figur 17). Samtidig steg nettorenteindtægterne fra APP-værdipapirer kun med 48 mio. euro til 1.184 mio. euro. Stigningen stammede hovedsagelig fra PSPP-porteføljen og skyldtes den lavere amortisering af overkurser på de PSPP-beholdninger, der var opkøbt i tidligere år.[16]

I 2020 genererede værdipapirer, der blev holdt af pengepolitiske grunde, ca. 66 pct. af ECB's nettorenteindtægter.

Figur 16

Nettorenteindtægter fra værdipapirer, der holdes af pengepolitiske grunde

(mio. euro)

Kilde: ECB.

Figur 17

Den 10-årige statsobligationsrente i euroområdet

(i pct. p.a., observationer ultimo måneden)

Kilde: ECB.

Både renteindtægterne fra ECB's andel af det samlede euroseddelomløb og renteudgifterne i tilknytning til forrentningen af de nationale centralbankers tilgodehavender vedrørende overførte valutareserver var nul på grund af den anvendte rente på 0 pct. ved Eurosystemets primære markedsoperationer i 2020.

Andre renteindtægter, netto, steg hovedsagelig som følge af højere renteindtægter på de indskud, som ECB havde modtaget, hvilket for størstedelens vedkommende var resultatet af de større gennemsnitlige indeståender i 2020. Stigningen mere end opvejede den lavere renteindtægt fra egenporteføljen, som var resultatet af de lave renter i euroområdet (figur 17).

Nettoresultatet af finansielle operationer og nedskrivninger af finansielle aktiver gav en gevinst på 316 mio. euro (figur 18). Dette resultat var 139 mio. euro højere end i 2019 og skyldtes hovedsagelig højere realiserede nettobørskursgevinster.

Stigningen i nettobørskursgevinster skyldtes hovedsagelig højere kursgevinster ved salg af værdipapirer i amerikanske dollar, da deres markedsværdi blev positivt påvirket af de faldende renter på obligationer i amerikanske dollar i løbet af året.

Figur 18

Realiserede resultater og nedskrivninger

(mio. euro)

Kilde: ECB.

Desuden blev et beløb på 48 mio. euro overført til ECB's hensættelse til dækning af finansielle risici pr. 31. december 2020. Efter at have taget højde for resultatet af risikovurderingen besluttede Styrelsesrådet at øge hensættelsen til dækning af finansielle risici til 7.584 mio. euro, således at den blev forhøjet til maksimumgrænsen, der svarer til de nationale centralbanker i euroområdets indbetalte kapital. I modsætning hertil blev et beløb på 84 mio. euro i 2019 tilbageført for at overholde det tilladte maksimum (se afsnit 1.3.2 "Finansielle ressourcer").

ECB's driftsudgifter i alt, herunder afskrivninger og tjenesteydelser i forbindelse med seddelproduktion, steg med 43 mio. euro til 1.199 mio. euro (figur 19). Stigningen i forhold til 2019 skyldtes primært højere personaleomkostninger som følge af i) det højere gennemsnitlige antal medarbejdere i 2020, hovedsagelig i banktilsynet, og ii) de højere udgifter i forbindelse med ydelser efter fratrædelse på grund af den lavere diskonteringssats, der blev anvendt til den aktuarmæssige værdiansættelse ved udgangen af 2020. Administrationsomkostningerne faldt primært i relation til tilsynsopgaverne og hovedsagelig som følge af mindre ekstern konsulentbistand efter afslutningen på den målrettede gennemgang af interne modeller (Target Review of Internal Models (TRIM)), og færre forretningsrejser som følge af en betydelig strømlining af tilsynsaktiviteterne på stedet i lyset af covid-19-pandemien. Faldet blev delvis udlignet af højere udgifter til informationsteknologi (IT) som følge af den betydelige efterspørgsel efter IT-tjenester i forbindelse med fjernarbejde i 2020.

Banktilsynsrelaterede udgifter dækkes fuldt ud af gebyrer, som opkræves fra enhederne under tilsyn. På grundlag af ECB's faktiske udgifter til banktilsynsopgaverne var indtægten fra tilsynsgebyrer på 535 mio. euro i 2020.[17]

Figur 19

Driftsudgifter og indtægt fra tilsynsgebyrer

(mio. euro)

Kilde: ECB.

1.4 Risikostyring

Risikostyring er en kritisk del af ECB's aktiviteter, som udføres i en løbende proces, der består i i) identificering og vurdering af risici, ii) gennemgang af risikostrategi og -politikker, iii) implementering af risikobegrænsningstiltag og iv) risikoovervågning og -rapportering. Alle disse led i processen understøttes af effektive metoder, processer og systemer.

Diagram 2

Risikostyringscyklus

I de følgende afsnit ses nærmere på disse risici, deres kilder og de risikokontrolrammer, som anvendes.

1.4.1 Finansielle risici

Direktionen stiller forslag om politikker og procedurer, der sikrer en passende beskyttelse mod de finansielle risici, som ECB er eksponeret for. Risikostyringskomiteen (RMC), der består af eksperter fra Eurosystemets centralbanker, bidrager til overvågning og måling af samt rapportering om finansielle risici i tilknytning til Eurosystemets balance. Desuden definerer og gennemgår den de metoder og rammer, der er knyttet dertil. RMC bistår således de besluttende organer med at sikre en passende grad af beskyttelse for Eurosystemet.

Finansielle risici opstår i forbindelse med ECB's kerneaktiviteter og eksponeringer i tilknytning hertil. Rammerne for risikokontrol og de grænser, som ECB anvender til at styre sin risikoprofil, varierer for forskellige former for operationer og afspejler de forskellige porteføljers politik- eller investeringsmål og de underliggende aktivers risikokarakteristika.

Til at overvåge og vurdere risiciene gør ECB brug af en række risikoestimeringsteknikker, som er udviklet af ECB's eksperter. Teknikkerne er baseret på en fælles ramme for simulering af markeds- og kreditrisiko. De centrale begreber for modellering, teknikker og antagelser, som ligger til grund for risikomålene, bygger på branchestandarder og tilgængelige markedsdata. Risiciene kvantificeres normalt som "expected shortfall" (ES),[18] der estimeres for konfidensniveauet 99 pct. over en etårig periode. Der anvendes to metoder til at beregne risici: i) regnskabsmetoden, hvor ECB's revalueringskonti anses for en buffer i beregningen af risikoestimater i overensstemmelse med alle gældende regnskabsregler, og ii) den finansielle metode, hvor revalueringskontiene ikke anses for en buffer i risikoberegningen. ECB beregner også regelmæssigt andre risikomål for forskellige konfidensniveauer, udfører følsomheds- og stressscenarieanalyser og vurderer langsigtede fremskrivninger af eksponeringer og indtægter for hele tiden at have et dækkende risikobillede af risiciene.[19]

ECB's samlede risici øgedes i løbet af året. Ved udgangen af 2020 var de samlede finansielle risici for alle ECB's porteføljer tilsammen, målt ved ES ved et konfidensniveau på 99 pct. over en etårig periode ved brug af regnskabsmetoden, på 12,8 mia. euro, hvilket var 4,6 mia. euro højere end de estimerede risici ved udgangen af 2019 (figur 20). Stigningen i den estimerede risiko kan primært tilskrives nettoopkøbene af aktiver under både PEPP og APP.

Figur 20

Samlede finansielle risici (ES 99%-regnskabsmetoden)

(mia. euro)

Kilde: ECB.

Kreditrisiko opstår i forbindelse med ECB's pengepolitiske porteføljer, eurodenominerede egenportefølje og valutareserver. Selvom værdipapirer, der holdes af pengepolitiske grunde, værdiansættes til amortiseret kostpris med fradrag for værdiforringelse og derfor ikke er genstand for prisændringer i forbindelse med kreditmigrering, fordi der ikke sker noget salg, er de stadig eksponeret for kreditmisligholdelsesrisiko. Eurodenomineret egenkapital og valutareserver værdiansættes til markedspris og er som sådan eksponeret for kreditmigrerings- og kreditmisligholdelsesrisiko. Kreditrisikoen steg i forhold til året før som følge af udvidelsen af ECB's balance gennem opkøb af værdipapirer under APP og PEPP.

Kreditrisiko begrænses hovedsagelig ved brug af godkendelseskriterier, procedurer for rettidig omhu og forskellige grænser for de forskellige porteføljer.

Valuta- og råvarerisici opstår i forbindelse med ECB's valuta- og guldbeholdninger. Valutarisikoen steg i forhold til året før som følge af lavere revalueringskonti (valuta), der fungerer som buffere mod en negativ udvikling i valutakurserne.

På baggrund af den politiske rolle, som disse aktiver spiller, forsøger ECB ikke at afdække de relaterede valutakurs- og råvarerisici. Disse risici begrænses i stedet via revalueringskonti og med spredningen af beholdningerne på forskellige valutaer og guld.

ECB's valutareserver og eurodenominerede egenkapital investeres primært i fastforrentede værdipapirer og er eksponeret for renterisiko i forbindelse med opgørelsen til markedspris, da de værdiansættes til markedspris. ECB's valutareserver er primært investeret i aktiver med relativt korte løbetider (se figur 7 i afsnit 1.3.1 "Balancen"), mens aktiverne i egenporteføljen generelt har længere løbetider (se figur 9 i afsnit 1.3.1 "Balancen"). Målt efter regnskabsmetoden var der en svag stigning i denne risikokomponent i forhold til 2019, som afspejlede markedsudviklingen.

ECB's renterisiko i forbindelse med opgørelsen til markedspris reduceres med politikker for aktivfordeling og revalueringskontiene.

ECB er også eksponeret over for renterisiko som følge af mismatches mellem renteindtægten på aktiverne og renteudgiften på passiverne, som har en effekt på ECB's nettorenteindtægt. Denne risiko er ikke direkte knyttet til en særlig portefølje, men snarere til sammensætningen af ECB's balance overordnet set og især eksistensen af løbetids- og afkastmismatches mellem aktiver og passiver. Den overvåges ved brug af fremskrivninger af ECB's rentabilitet, som viser, at ECB's nettorenteindtægt forventes fortsat at blive positiv i de kommende år.

Denne type risiko styres ved brug af politikker for aktivfordeling og reduceres yderligere af ikke-rentebærende passiver i ECB's balance.

1.4.2 Operationel risiko

Direktionen er ansvarlig for og godkender ECB's politik og ramme for den operationelle risikostyring[20]. Operationel Risk Committee, ORC, understøtter Direktionen i dens rolle med at overvåge styringen af operationelle risici. Den operationelle risikostyring er en integreret del af ECB's governancestruktur[21] og ledelsesprocesser.

ECB's operationelle risikostyringsrammer har primært til formål at bidrage til at sikre, at ECB opfylder sin målsætning og sine formål, og samtidig beskytte ECB's omdømme og aktiver mod tab, misbrug og skade. I henhold til rammerne for den operationelle risikostyring er de enkelte forretningsområder ansvarlige for at identificere, vurdere, reagere på, rapportere om og overvåge egne operationelle risici, hændelser og kontrolforanstaltninger. I denne sammenhæng indeholder ECB's risikotolerancepolitik retningslinjer med hensyn til risikoforholdsregler og procedurer i forbindelse med risikoaccept. Den er knyttet til en fem gange fem-risikomatrice, som er baseret på gradueringsskalaer for virkning og sandsynlighed, der anvender kvantitative og kvalitative kriterier.

De forhold, som ECB opererer under, er udsat for stadig mere komplekse trusler, og der er en bred vifte af operationelle risici forbundet med ECB's daglige virke. Blandt de områder, som især giver anledning til bekymring for ECB, er et bredt spektrum af ikke-finansielle risici, der skyldes mennesker, information, systemer, processer og eksterne tredjepartsleverandører. Derfor har ECB indført processer, der skal fremme en løbende, effektiv styring af de operationelle risici og inddrage risikoinformation i beslutningsprocessen. Fokus er endvidere på at forbedre ECB's modstandskraft. Der er således indført beredskabsplaner og -strukturer for at sikre videreførelsen af kritiske forretningsfunktioner i tilfælde af forstyrrelser eller kriser (fx covid-19-pandemien).

1.4.3 Adfærdsrisiko

ECB har et særligt Compliance og Governance-kontor, der som central kontrolfunktion for risikostyringen skal styrke ECB's governancerammer og afhjælpe adfærdsrisiko[22] i ECB. Formålet med kontoret er at understøtte Direktionen i bestræbelserne på at beskytte ECB's integritet og omdømme, fremme etiske adfærdsstandarder og styrke ECB's ansvarlighed og gennemsigtighed. ECB's etiske komité på højt plan giver råd og vejledning til højtstående embedsmænd i ECB i integritets- og adfærdsspørgsmål og understøtter Styrelsesrådet i en passende og konsistent styring af relaterede risici på ledelsesniveau.

2 ECB's regnskab

2.1 Balance pr. 31. december 2020

Anm.: På grund af afrunding stemmer totaler i regnskabet og i tabellerne i noterne ikke nødvendigvis overens. Tallene 0 og -0 står for positive eller negative beløb, som er rundet ned eller op til nul, mens en bindestreg (−) står for nul.

2.2 Resultatopgørelse for perioden 1. januar 2020 til 31. december 2020

Frankfurt am Main, 9. februar 2021
Den Europæiske Centralbank

Christine Lagarde
Formand

2.3 Anvendt regnskabspraksis

Regnskabets indhold og opstillingsform

ECB's regnskab er udarbejdet i overensstemmelse med følgende regnskabsprincipper,[23] som ECB's styrelsesråd anser for at give et retvisende billede af regnskabet samt afspejle en centralbanks virksomhed.

Regnskabsprincipper

Følgende regnskabsprincipper er anvendt: økonomisk realitet og gennemsigtighed, forsigtighed, gennemgang af begivenheder efter balancedagen, væsentlighed, going concern, periodisering, konsistens og sammenlignelighed.

Indregning af aktiver og passiver

Et aktiv eller et passiv medtages kun på balancen, når det er sandsynligt, at enhver fremtidig økonomisk værdi i tilknytning hertil vil tilgå henholdsvis fragå ECB, at især alle risici og indtjeningsmuligheder i tilknytning hertil i det store og hele er blevet overført til ECB, og aktivets anskaffelsespris og værdi eller forpligtelsens størrelse kan opgøres med sikkerhed.

Regnskabsgrundlag

Regnskabet er udarbejdet på basis af anskaffelsesværdi reguleret for kurs- og værdireguleringer af omsættelige værdipapirer (ekskl. værdipapirer, der aktuelt holdes af pengepolitiske grunde), guld og alle andre balanceførte og ikke-balanceførte aktiver og passiver i fremmed valuta.

Transaktioner vedrørende finansielle aktiver og passiver medtages i regnskaberne på afviklingsdatoen.

Med undtagelse af spothandler i værdipapirer registreres transaktioner i finansielle instrumenter i fremmed valuta på ikke-balanceførte konti på handelsdagen. På afviklingsdagen tilbageføres de ikke-balanceførte posteringer, og transaktionerne bogføres på balancen. Køb og salg af fremmed valuta påvirker nettovalutapositionen på handelsdagen, og realiserede resultater som følge af salg beregnes også på handelsdagen. Påløbne renter, over- og underkurs i forbindelse med finansielle instrumenter i fremmed valuta beregnes og bogføres dagligt, og valutapositionen påvirkes også dagligt af denne periodisering.

Guld samt aktiver og passiver i fremmed valuta

Aktiver og passiver i fremmed valuta omregnes til euro til den på balancedagen gældende valutakurs. Indtægter og udgifter omregnes til den på bogføringsdagen gældende valutakurs. Kursregulering af aktiver og passiver i fremmed valuta, herunder balanceførte og ikke-balanceførte instrumenter, foretages for hver enkelt valuta.

Kursregulering af aktiver og passiver i fremmed valuta til markedskursen sker uafhængigt af valutakursreguleringen.

Guld værdiansættes til den på balancedagen gældende markedspris. Der skelnes ikke mellem pris- og valutakursregulering af guld. I stedet angives et enkelt revalueringsbeløb baseret på europrisen pr. ounce finguld, som for regnskabsåret 2020 er afledt af EUR/USD-kursen pr. 31. december 2020.

Kursen på de særlige trækningsrettigheder, SDR, beregnes på grundlag af en valutakurv, hvis værdi bestemmes ud fra en vægtet sum af kursen på fem vigtige valutaer (amerikanske dollar, euro, kinesiske renminbi, japanske yen og britiske pund). ECB's beholdninger af SDR blev omregnet til euro ved brug af EUR/SDR-kursen den 31. december 2020.

Værdipapirer

Værdipapirer, der holdes af pengepolitiske grunde
Værdipapirer, der aktuelt holdes af pengepolitiske grunde, medtages til amortiseret kostpris (med forbehold for værdiforringelse).

Andre værdipapirer
Omsættelige værdipapirer (ekskl. værdipapirer, der aktuelt holdes af pengepolitiske grunde) og lignende aktiver værdiansættes enten til den gældende middelkurs eller på basis af den relevante rentekurve på balancedagen for de enkelte værdipapirer. Indbyggede optioner i værdipapirer udskilles ikke ved værdiansættelsen. For regnskabsåret 2020 er anvendt middelkurser pr. 30. december 2020. Illikvid aktiekapital og andre kapitalandele holdt som varige investeringer værdiansættes til anskaffelsesprisen med forbehold for værdiforringelse.

Resultatføring

Indtægter og udgifter resultatføres i den periode, de opstår.[24] Realiserede gevinster og tab på salg af fremmed valuta, guld og værdipapirer indregnes i resultatopgørelsen. Disse realiserede gevinster og tab beregnes på grundlag af aktivets gennemsnitlige anskaffelsespris.

Urealiserede gevinster opgøres ikke som indtægt og overføres direkte til en revalueringskonto.

Urealiserede tab ultimo året indregnes i resultatopgørelsen, hvis de overstiger tidligere revalueringsgevinster, der er akkumuleret på den tilsvarende revalueringskonto. Sådanne urealiserede tab på et værdipapir, en valuta eller i guldbeholdningen modregnes ikke i urealiserede gevinster på andre værdipapirer, valutaer eller i guldbeholdningen. Når sådanne urealiserede tab på et aktiv indregnes i resultatopgørelsen, reduceres den gennemsnitlige anskaffelsesværdi i overensstemmelse med valutakursen eller markedskursen ultimo året. Urealiserede tab på renteswaps, som ikke cleares gennem en central modpart, indregnes i resultatopgørelsen ultimo året og amortiseres i de følgende år.

Tab som følge af værdiforringelse indregnes i resultatopgørelsen og tilbageføres ikke i de efterfølgende år, medmindre værdiforringelsen reduceres, og reduktionen kan relateres til en observerbar hændelse, der indtraf, efter at værdiforringelsen blev registreret første gang.

Over- eller underkurser på værdipapirer amortiseres over værdipapirernes resterende kontraktlige løbetid.

Tilbageførselsforretninger

Tilbageførselsforretninger er operationer, hvor ECB køber eller sælger aktiver som led i en genkøbsforretning eller foretager udlån mod sikkerhed.

I forbindelse med en genkøbsforretning sælges værdipapirer kontant, samtidig med at der indgås aftale om tilbagekøb fra modparten til en aftalt kurs på et tidspunkt i fremtiden. Genkøbsforretninger opføres på balancens passivside som sikrede indlån. Værdipapirer, der sælges i forbindelse med en genkøbsforretning, forbliver i ECB's balance.

I forbindelse med en omvendt genkøbsforretning købes værdipapirer kontant, samtidig med at der indgås aftale om tilbagesalg til modparten til en aftalt kurs på et tidspunkt i fremtiden. Omvendte genkøbsforretninger opføres på balancens aktivside som sikrede udlån, men indgår ikke i ECB's værdipapirbeholdning.

Tilbageførselsforretninger (inkl. værdipapirudlån), som udføres under et program, der gennemføres af et specialiseret institut, medtages kun i balancen, hvis der er stillet sikkerhed i form af kontanter, og dette kontantbeløb ikke efterfølgende er blevet investeret.

Ikke-balanceførte poster

Valutainstrumenter, dvs. terminsforretninger i fremmed valuta, terminsdelen af valutaswaps samt andre valutainstrumenter, der indebærer omveksling mellem valutaer på et tidspunkt i fremtiden, indregnes i nettovalutapositionen med det formål at beregne valutagevinster og -tab.

Renteinstrumenter værdireguleres post for post. Daglige marginændringer for åbne rentefutures samt renteswaps, der er clearet via en central modpart, er indregnet i resultatopgørelsen. Værdiansættelsen af terminsforretninger i værdipapirer og renteswaps, som ikke er clearet via en central modpart, foretages af ECB på grundlag af almindeligt anerkendte værdiansættelsesmetoder baseret på markedspriser og -kurser samt diskonteringsfaktorer fra afviklingsdagen til værdiansættelsesdagen.

Begivenheder efter balancedagen

Værdien af aktiver og passiver korrigeres for begivenheder, der indtræffer mellem balancedagen og den dato, hvor Direktionen godkender fremlæggelsen af ECB's årsregnskab for Styrelsesrådet til godkendelse, hvis begivenhederne påvirker vurderingen af aktiver og passiver på balancedagen væsentligt.

Vigtige begivenheder efter balancedagen, der ikke påvirker vurderingen af aktiver og passiver på balancedagen, oplyses i noterne.

ESCB-interne mellemværender/Eurosystem-interne mellemværender

ESCB-interne mellemværender er hovedsagelig resultatet af grænseoverskridende betalinger i Den Europæiske Union (EU), som afvikles i centralbankpenge i euro. Størstedelen af disse transaktioner er indledt af private aktører (dvs. kreditinstitutter, virksomheder og enkeltpersoner). De afvikles i Target2 – Trans-European Automated Real-time Gross settlement Express Transfer-systemet – og medfører bilaterale mellemværender i EU-centralbankers Target2-konti. Disse bilaterale mellemværender nettes og fornys dagligt over for ECB, således at den enkelte nationale centralbank kun har én bilateral nettoposition over for ECB. Betalinger, som gennemføres af ECB og afvikles i Target2, påvirker ligeledes de enkelte bilaterale nettopositioner. Disse positioner i ECB's regnskab repræsenterer den enkelte nationale centralbanks nettotilgodehavende eller -forpligtelse over for resten af Det Europæiske System af Centralbanker (ESCB). De Eurosystem-interne mellemværender, som de nationale centralbanker i euroområdet har med ECB som følge af Target2, samt andre Eurosystem-interne mellemværender i euro (fx ECB's foreløbige overskudsfordeling til de nationale centralbanker) opføres i ECB's balance som en enkelt nettoaktiv- eller nettopassivpost under enten "Andre tilgodehavender i Eurosystemet, netto" eller "Andre forpligtelser inden for Eurosystemet, netto". De ESCB-interne mellemværender, som nationale centralbanker uden for euroområdet har med ECB som følge af deres deltagelse i Target2[25], er opgjort under "Forpligtelser i euro over for residenter uden for euroområdet".

Eurosystem-interne mellemværender, der opstår i forbindelse med fordelingen af eurosedler inden for Eurosystemet, opføres som et samlet nettoaktiv i delposten "Tilgodehavender i forbindelse med fordelingen af eurosedler inden for Eurosystemet" (se "Seddelomløb" nedenfor).

Eurosystem-interne mellemværender, der opstår som følge af overførsel af valutareserveaktiver til ECB fra nationale centralbanker, der indtræder i Eurosystemet, denomineres i euro og opgøres under "Forpligtelser svarende til overførslen af valutareserver".

Anlægsaktiver

Anlægsaktiver, inkl. immaterielle aktiver, men ekskl. grunde og kunstværker, værdiansættes til anskaffelsesprisen fratrukket afskrivninger. Grunde og kunstværker værdiansættes til anskaffelsesprisen. ECB's hovedbygning er værdiansat til anskaffelsesprisen fratrukket afskrivninger med forbehold for værdiforringelse. For så vidt angår afskrivningen af ECB's hovedbygning, fordeles omkostningerne på de relevante aktivkomponenter, som afskrives i henhold til aktivernes skønnede brugstid. Aktivet afskrives lineært over den forventede brugstid, begyndende i kvartalet umiddelbart efter erhvervelsen. Der er anvendt følgende brugstider for de vigtigste aktivklasser:

Afskrivningsperioden for aktiverede ombygninger, som vedrører ECB's nuværende lejemål, er blevet justeret, således at der tages højde for begivenheder, der indvirker på den forventede brugstid for de aktiver, der er påvirket.

ECB gennemfører en årlig test for værdiforringelse af sin hovedbygning og brugsretsaktiver i forbindelse med kontorbygninger (se "Leasingaftaler" nedenfor). Hvis en indikator for værdiforringelse identificeres, og det vurderes, at aktivet kan være værdiforringet, foretages et skøn over genindvindingsværdien. Et fald i værdien indregnes i resultatopgørelsen, hvis genindvindingsværdien er mindre end den bogførte værdi.

Anlægsaktiver med en anskaffelsespris på under 10.000 euro afskrives i anskaffelsesåret.

Anlægsaktiver, der opfylder kapitaliseringskriterierne, men stadig er under opførelse eller udvikling, indregnes under "Anlægsaktiver under opførelse". Omkostninger i forbindelse hermed vil blive overført til de pågældende anlægsaktivposter, når aktiverne tages i brug.

Leasingkontrakter

For alle leasingkontrakter, der omfatter materielle aktiver, indregnes brugsretsaktivet og leasingforpligtelsen i tilknytning hertil på balancen fra påbegyndelsesdatoen under henholdsvis "Materielle og immaterielle anlægsaktiver" og "Øvrige poster" (passiver). Hvor leasingkontrakter opfylder kapitaliseringskriterierne, men hvor det relevante aktiv stadig er under opførelse eller tilpasning, indregnes omkostningerne før påbegyndelsesdatoen under "Anlægsaktiver under opførelse". Det relaterede brugsretsaktiv og leasingforpligtelsen indregnes under de relevante anlægsaktiver, når aktivet er disponibelt til brug (leasingkontraktens påbegyndelsesdato).

Brugsretsaktiver værdiansættes til anskaffelsesprisen fratrukket afskrivninger. Desuden beregnes værdien af brugsretsaktiver, som vedrører kontorbygninger, med forbehold for værdiforringelse (se nærmere om den årlige test for værdiforringelse i "Anlægsaktiver" ovenfor). Aktivet afskrives lineært fra påbegyndelsesdatoen frem til enten udløbet af brugsretsaktivets brugstid eller leasingperiodens udløb, alt efter hvad der kommer først.

Den første måling af leasingforpligtelsen sker til nutidsværdien af de fremtidige leasingydelser (som kun omfatter leasingelementer), hvor ydelserne diskonteres ved anvendelse af ECB's marginale lånerente. Efterfølgende måles leasingforpligtelsen til amortiseret kostpris ved anvendelse af den effektive rentemetode. Den dermed forbundne renteudgift indregnes i resultatopgørelsen under "Andre renteudgifter". Hvis de fremtidige leasingydelser ændres som følge af en ændring i et indeks eller anden revurdering af den eksisterende kontrakt, skal der foretages en ny måling af leasingforpligtelsen. Alle sådanne resultater af nye målinger fører til en tilsvarende justering af brugsretsaktivets regnskabsmæssige værdi.

Kortfristede leasingaftaler af maksimalt 12 måneders varighed og leasingaftaler, hvor det underliggende aktiv har en værdi under 10.000 euro (svarende til grænsen for indregning af materielle aktiver), registreres som en udgift i resultatopgørelsen.

ECB's pensionsordninger og ydelser efter fratrædelse, andre langfristede personaleydelser og fratrædelsesgodtgørelser

ECB's ordninger vedrørende pension og lignende personaleydelser til medarbejdere samt ydelser til medlemmer af Direktionen og de medlemmer af Tilsynsrådet, som er ansat af ECB, er ydelsesbaserede.

Pensionsordningen for medarbejderne finansieres af aktiver, som besiddes af en fond for langfristede personaleydelser. De obligatoriske bidrag, som indbetales af ECB og medarbejderne, er afspejlet i ordningens ydelsesbaserede søjle. Medarbejderne kan foretage yderligere, frivillige bidrag i en bidragsbaseret søjle, som kan anvendes til at opnå yderligere ydelser.[26] Disse bestemmes af den beløbsmæssige størrelse af det frivillige bidrag med tillæg af investeringsafkastet fra disse bidrag.

Pensionsydelser og ydelser efter fratrædelse og andre langfristede personaleydelser for medlemmerne af Direktionen og de medlemmer af Styrelsesrådet, som er ansat af ECB, er uafdækkede. For medarbejdernes vedkommende er ydelser efter fratrædelse, bortset fra pensionsydelser og andre langfristede personaleydelser og fratrædelsesgodtgørelser, uafdækkede.

Den ydelsesbaserede nettoforpligtelse
I balancen opgøres forpligtelsen i forbindelse med ydelsesbaserede ordninger, herunder pensionsydelser og andre langfristede personaleydelser og fratrædelsesgodtgørelser, under "Øvrige poster" (passiver), som nutidsværdien af den ydelsesbaserede forpligtelse, på balancedagen fratrukket dagsværdien af ordningernes aktiver, som skal anvendes til at finansiere den dertil knyttede forpligtelse.

Uafhængige aktuarer opgør årligt værdien af den ydelsesbaserede pensionsforpligtelse efter den fremskrevne akkumulerede enhedsmetode (Projected Unit Credit-metoden). Nutidsværdien af den ydelsesbaserede forpligtelse beregnes ved at tilbagediskontere de forventede fremtidige pengestrømme. Den anvendte diskonteringssats opgøres under henvisning til markedsafkastet på balancedagen af meget sikre virksomhedsobligationer i euro med en løbetid, der svarer til løbetiden for de dertil knyttede forpligtelser.

Aktuarmæssige gevinster og tab kan skyldes erfaringsbaserede reguleringer (hvor de faktiske begivenheder adskiller sig fra de tidligere aktuarmæssige forudsætninger) og ændringer i aktuarmæssige forudsætninger.

Omkostningerne vedrørende den ydelsesbaserede nettoforpligtelse
Omkostningerne vedrørende den ydelsesbaserede nettoforpligtelse er opdelt i forskellige komponenter, som er medtaget i resultatopgørelsen, og genberegningen af ydelser efter fratrædelse er medtaget i balancen under "Revalueringskonti".

I resultatopgørelsen indregnes nettoværdien af følgende komponenter:

  1. løbende omkostninger til ydelsesbaserede ordninger vedrørende det aktuelle regnskabsår
  2. omkostninger til ydelsesbaserede ordninger vedrørende tidligere regnskabsår, som skyldes ændring i ordningen
  3. nettorenteudgift på nettoforpligtelsen i forbindelse med ydelsesbaserede ordninger baseret på diskonteringssatsen
  4. genberegninger, for så vidt angår andre langfristede personaleydelser og eventuelle langfristede fratrædelsesgodtgørelser (i deres helhed).

Nettobeløbet under "Revalueringskonti" omfatter:

  1. aktuarmæssige gevinster og tab på den ydelsesbaserede forpligtelse
  2. det faktiske afkast af ordningernes aktiver, ekskl. beløb, som indgår i nettorenten på den ydelsesbaserede nettoforpligtelse
  3. eventuelle ændringer i effekten af aktivloftet, ekskl. beløb, som indgår i nettorenten på den ydelsesbaserede nettoforpligtelse.

Disse beløb værdiansættes årligt af uafhængige aktuarer med henblik på at indregne en passende forpligtelse i årsregnskabet.

Seddelomløb

ECB og de nationale centralbanker i euroområdet, som tilsammen udgør Eurosystemet, udsteder eurosedler.[27] Den samlede værdi af eurosedler i omløb fordeles den sidste bankdag i hver måned til de nationale centralbanker i Eurosystemet i henhold til seddelfordelingsnøglen.[28]

ECB er blevet tildelt en andel på 8 pct. af det samlede beløb af eurosedler i omløb, som indregnes i balancen under passivposten "Seddelomløb". ECB's andel af den samlede udstedelse af eurosedler garanteres af tilgodehavender hos de nationale centralbanker. Disse tilgodehavender er rentebærende[29] og indregnes i delposten "Eurosystem-interne tilgodehavender: tilgodehavender i forbindelse med fordelingen af eurosedler inden for Eurosystemet" (se ESCB-interne mellemværender/Eurosystem-interne mellemværender" ovenfor). Renteindtægterne af disse tilgodehavender medtages i resultatopgørelsen, hvor de indregnes i posten "Renteindtægter fra fordelingen af eurosedler inden for Eurosystemet".

Foreløbig overskudsfordeling

Et beløb svarende til summen af ECB's indtægter fra eurosedler i omløb og indtægter fra værdipapirer, der holdes af pengepolitiske grunde, som er købt under a) Securities Markets Programme, b) det tredje program til opkøb af særligt dækkede obligationer, c) programmet til opkøb af asset-backed securities, d) opkøbsprogrammet inden for den offentlige sektor og e) opkøbsprogrammet på foranledning af den pandemiske nødsituation, fordeles i januar det følgende år som en foreløbig fordeling, såfremt Styrelsesrådet ikke har truffet en anden beslutning.[30] Det fordeles fuldt ud, medmindre det er højere end ECB's nettooverskud for året, og med forbehold for Styrelsesrådets eventuelle beslutninger om at foretage overførsler til hensættelsen til finansielle risici. Styrelsesrådet kan også beslutte at reducere det beløb fra indtægten fra eurosedler i omløb, som fordeles i januar, med et beløb svarende til ECB's udgifter i tilknytning til udstedelse og håndtering af eurosedler.

Omklassifikationer

I henhold til artikel 21 i ESCB-statutten kan ECB optræde som fiskal agent for Unionens institutioner, organer, kontorer eller agenturer, centralregeringer, regionale, lokale eller andre offentlige myndigheder, andre organer inden for den offentlige sektor eller offentlige foretagender i medlemsstaterne. I denne forbindelse modtager ECB indskud fra den europæiske finansielle stabilitetsfacilitet (EFSF) og den europæiske stabilitetsmekanisme (ESM), som i årsregnskabet 2019 var opført under "Andre forpligtelser". Med virkning fra 1. juli 2020 ændrede Eurostat den statistiske klassifikation af disse institutioner fra "andre finansielle formidlere" til "offentlig forvaltning og service"[31]. Fra denne dato opføres de relaterede beløb følgelig under "Offentlig forvaltning og service".

Sammenligningstallene fra 2019 er blevet justeret således:

Ændringer i anvendt regnskabspraksis

I 2020 var der ingen ændringer af den regnskabspraksis, som ECB anvender.

Andre forhold

I henhold til ESCB-statuttens artikel 27 og efter indstilling fra Styrelsesrådet har EU-Rådet godkendt udnævnelsen af Baker Tilly GmbH & Co. KG Wirtschaftsprüfungsgesellschaft, Düsseldorf (Forbundsrepublikken Tyskland) som ECB's eksterne revisor for en femårig periode til og med regnskabsåret 2022. Denne femårige periode kan forlænges med op til to yderligere regnskabsår.

2.4 Noter til balancen

Note 1 - Guld og tilgodehavender i guld

Pr. 31. december 2020 havde ECB en beholdning på 16.229.522 ounces finguld[32] til en markedsværdi af 25.056 mio. euro (21.976 mio. euro i 2019). Der var ingen transaktioner i guld i 2020. ECB's beholdninger forblev derfor uændrede i forhold til niveauet pr. 31. december 2019. Stigningen i beholdningernes værdi i euro skyldtes en stigning i markedsprisen i euro på guld (se "Guld samt aktiver og passiver i fremmed valuta" i afsnit 2.3 "Anvendt regnskabspraksis" og note 15 "Revalueringskonti").

Note 2 - Tilgodehavender i fremmed valuta hos residenter i og uden for euroområdet

Note 2.1 - Tilgodehavender hos IMF

I denne post indregnes ECB's beholdning af særlige trækningsrettigheder (SDR), som udgjorde 680 mio. euro pr. 31. december 2020 (710 mio. euro i 2019). Tilgodehavendet er resultatet af en tovejs købs- og salgsordning for SDR sammen med Den Internationale Valutafond (IMF), hvor IMF på vegne af ECB er bemyndiget til at sælge eller købe SDR mod euro inden for en fastsat øvre og nedre grænse. SDR behandles i regnskabet som en fremmed valuta (se "Guld samt aktiver og passiver i fremmed valuta" i afsnit 2.3 "Anvendt regnskabspraksis"). Faldet i euroværdien af ECB's beholdninger af SDR skyldtes svækkelsen af SDR i forhold til euro i 2020.

Note 2.2 - Banktilgodehavender og værdipapirer, eksterne lån og andre eksterne aktiver og tilgodehavender i fremmed valuta hos residenter i euroområdet

I disse to poster indregnes tilgodehavender hos banker og lån i fremmed valuta samt værdipapirinvesteringer i amerikanske dollar, japanske yen og kinesiske renminbi.

Den samlede værdi af disse poster faldt i 2020 primært som følge af svækkelsen af den amerikanske dollar over for euroen.

Den 31. december 2020 var ECB's nettovalutabeholdninger[33] følgende:

Ingen valutainterventioner fandt sted i 2020.

Note 3 - Tilgodehavender i euro hos residenter uden for euroområdet

Note 3.1 - Banktilgodehavender, værdipapirer og lån

Pr. 31. december 2020 bestod denne post af et tilgodehavende, der udgjorde 1.830 mio. euro i forbindelse med likviditetsfacilitetsordninger mellem Eurosystemet og centralbanker uden for euroområdet. Inden for disse ordninger stiller Eurosystemet eurolikviditet til rådighed for centralbanker uden for euroområdet mod belånbar sikkerhed[34] for at imødekomme likviditetsbehov i euro i deres jurisdiktioner i tilfælde af markedsforstyrrelser og herved minimere risikoen for negative afsmitningseffekter på euroområdets finansielle markeder og økonomier.

Note 4 - Andre tilgodehavender i euro hos kreditinstitutter i euroområdet

Pr. 31. december 2020 bestod denne post af saldi på anfordringskonti hos residenter i euroområdet svarende til 81 mio. euro (109 mio. euro i 2019).

Note 5 - Værdipapirer i euro udstedt af residenter i euroområdet

Note 5.1 - Værdipapirer, der holdes af pengepolitiske grunde

Pr. 31. december 2020 bestod denne post af værdipapirer, som ECB havde erhvervet inden for rammerne af de tre programmer til opkøb af særligt dækkede obligationer (CBPP), Securities Markets Programme (SMP), programmet til opkøb af asset-backed securities (ABSPP), opkøbsprogrammet inden for den offentlige sektor (PSPP) og opkøbsprogrammet på foranledning af den pandemiske nødsituation (PEPP).

1) Yderligere belånbarhedskriterier for de enkelte programmer fremgår af Styrelsesrådets afgørelser.
2) Der blev kun opkøbt offentlige gældsinstrumenter udstedt af fem stater i euroområdet under SMP.

3) ECB opkøber ikke værdipapirer under programmet til opkøb af virksomhedsobligationer (CSPP).
4) Der blev givet dispensation fra kvalifikationskravene for værdipapirer udstedt af den græske regering.

I 2020 fortsatte Eurosystemet nettoopkøbene af værdipapirer under programmet til opkøb af aktiver (APP)[35] i et månedligt gennemsnitligt omfang på 20 mia. euro. I marts 2020 besluttede Styrelsesrådet at tilføje en midlertidig ramme for yderligere nettoopkøb på 120 mia. euro indtil udgangen af året. Styrelsesrådet forventer, at nettoopkøbene fortsætter, så længe det er nødvendigt for at styrke den lempende effekt af de pengepolitiske renter, og at de ophører, kort før Styrelsesrådet begynder at forhøje ECB's officielle renter. Det er også hensigten at fortsætte geninvesteringerne i en længere periode efter den dato, hvor Styrelsesrådet begynder at forhøje ECB's officielle renter, og i hvert fald så længe det er nødvendigt for at fastholde gunstige likviditetsforhold og en meget lempelig pengepolitik.

Desuden iværksatte Eurosystemet et midlertidigt opkøbsprogram på foranledning af den pandemiske nødsituation (PEPP)[36] med en foreløbig ramme på 750 mia. euro for at lempe pengepolitikken generelt og imødegå de alvorlige risici i tilknytning til den pengepolitiske transmissionsmekanisme og udsigterne for euroområdet, som coronapandemien (covid-19) udgør. Opkøbene omfatter alle belånbare aktivkategorier under APP[37], og den oprindelige hensigt var, at de skulle fortsætte indtil udgangen af 2020. Styrelsesrådet forhøjede rammen for PEPP med 600 mia. euro i juni og med yderligere 500 mia. euro i december 2020, hvorved den samlede ramme blev øget til 1.850 mia. euro. Tidshorisonten for nettoopkøbene blev også forlænget i hvert fald indtil udgangen af marts 2022, og i alle tilfælde indtil Styrelsesrådet vurderer, at den kritiske fase af coronapandemien er ovre. Desuden vil Styrelsesrådet geninvestere afdragene på hovedstolen fra værdipapirer opkøbt under PEPP, efterhånden som de forfalder, i hvert fald indtil udgangen af 2023. Den fremtidige udfasning af PEPP-porteføljen vil blive styret, så den ikke indvirker på den passende pengepolitiske linje.

Værdipapirer opkøbt under disse programmer værdiansættes til amortiseret kostpris med forbehold for værdiforringelse (se "Værdipapirer" i afsnit 2.3 "Anvendt regnskabspraksis").

Den amortiserede kostpris på værdipapirer, der holdes af ECB, og disses markedsværdi[38] (som hverken er bogført i balancen eller i resultatopgørelsen og alene anført til sammenligning), er som følger:

Indfrielser af værdipapirer medførte et fald i den amortiserede kostpris for porteføljerne i forbindelse med det første og det andet CBPP og med SMP.

Styrelsesrådet vurderer regelmæssigt de finansielle risici i tilknytning til de værdipapirer, som holdes under disse programmer.

Test for værdiforringelse gennemføres årligt på grundlag af data ultimo året og godkendes af Styrelsesrådet. I forbindelse med disse test vurderes det enkelte programs værdiforringelsesindikatorer særskilt. I tilfælde, hvor der findes værdiforringelsesindikatorer, udføres der en yderligere analyse for at få bekræftet, at de underliggende værdipapirers betalingsstrømme ikke er blevet påvirket af en hændelse, hvortil værdiforringelsen kan relateres. På grundlag af resultaterne af dette års værdiforringelsestest har ECB ikke registreret tab på værdipapirerne i de pengepolitiske porteføljer i 2020.

Note 6 - Eurosystem-interne tilgodehavender

Note 6.1 - Tilgodehavender i forbindelse med fordelingen af eurosedler inden for Eurosystemet

I denne post indregnes ECB's tilgodehavender hos de nationale centralbanker i euroområdet i forbindelse med fordelingen af eurosedler inden for Eurosystemet (se "Seddelomløb" i afsnit 2.3 "Anvendt regnskabspraksis"), som pr. 31. december 2020 udgjorde 114.761 mio. euro (103.420 mio. euro i 2019). Forrentningen af disse tilgodehavender beregnes dagligt til den senest foreliggende marginale rentesats, som anvendes af Eurosystemet ved auktionerne i forbindelse med de primære markedsoperationer[39] (se note 23.2 "Renteindtægter fra fordelingen af eurosedler inden for Eurosystemet").

Note 7 - Andre aktiver

Note 7.1 - Materielle og immaterielle anlægsaktiver

Pr. 31. december 2020 bestod disse aktiver af følgende poster:

For så vidt angår ECB's hovedbygning og brugsret til kontorbygninger, blev der gennemført en test for værdiforringelse ved udgangen af året, hvor der ikke blev konstateret behov for værdiregulering.

Note 7.2 - Andre finansielle aktiver

Denne post består primært af ECB's egenportefølje, der hovedsagelig består af investeringer af ECB's finansielle ressourcer, nærmere bestemt den indbetalte kapital, indeståender i reservefonden samt hensættelsen til dækning af finansielle risici. Den omfatter også 3.211 kapitalandele i Den Internationale Betalingsbank (BIS) til anskaffelsesprisen på 42 mio. euro og andre anfordringskonti i euro.

Posten består af følgende komponenter:

Nettostigningen i denne post i 2020 skyldtes hovedsagelig a) geninvesteringen af renteindtægter fra ECB's egenportefølje og b) stigningen i markedsværdien af værdipapirbeholdningerne i denne portefølje.

Note 7.3 - Revalueringsdifferencer på ikke-balanceførte instrumenter

I denne post indgår værdiændringer i udestående swap- og terminsforretninger i fremmed valuta pr. 31. december 2020 (se note 20 "Valutaswap- og terminsforretninger"). Værdiændringerne, der beløb sig til 388 mio. euro (619 mio. euro i 2019), er det resultat, der opnås, når transaktionerne omregnes til euro til den kurs, der gælder på balancetidspunktet, sammenholdt med de euroværdier, der opstår, når transaktionerne omregnes til euro til den pågældende valutas gennemsnitskurs pr. samme dato (se "Ikke-balanceførte poster" og "Guld samt aktiver og passiver i fremmed valuta" i afsnit 2.3 "Anvendt regnskabspraksis").

Note 7.4 - Periodeafgrænsningsposter

Den 31. december 2020 udgjorde denne post 3.390 mio. euro (2.572 mio. euro i 2019). Den omfattede hovedsagelig påløbne renter på værdipapirer, herunder udestående renter betalt ved erhvervelsen, som udgjorde 2.757 mio. euro (2.431 mio. euro i 2019) (se note 2.2 "Banktilgodehavender og værdipapirer, eksterne lån og andre eksterne aktiver og tilgodehavender i fremmed valuta hos residenter i euroområdet", note 5 "Værdipapirer i euro udstedt af residenter i euroområdet" og note 7.2 "Andre finansielle aktiver").

Denne post omfattede også et beløb på 514 mio. euro svarende til tilgodehavender på de årlige tilsynsgebyrer for gebyrperioden 2020. Dette beløb vil blive opkrævet i 2. kvartal 2021. Fra og med 2020 opkræves tilsynsgebyrerne efter gebyrperiodens afslutning på grundlag af de faktiske udgifter.[40] I 2020 blev tilsynsgebyrerne imidlertid for sidste gang justeret for et overskud, som var overført fra den foregående gebyrperiode (se note 26 "Nettoindtægter/-udgifter fra gebyrer og provisioner").

Posten omfatter også a) periodiserede indtægter fra fælles eurosystemprojekter (se note 28 "Andre indtægter"), b) diverse forudbetalinger og c) påløbne renter på andre finansielle aktiver og passiver.

Note 7.5 - Øvrige poster

Pr. 31. december 2020 udgjorde denne post 1.970 mio. euro (2.221 mio. euro i 2019). Den omfattede hovedsagelig indregnede beløb i forbindelse med den foreløbige fordeling af ECB's overskud på 1.260 mio. euro (1.431 mio. euro i 2019) (se "Foreløbig overskudsfordeling" i afsnit 2.3 "Anvendt regnskabspraksis" og note 12.2 "Andre forpligtelser inden for Eurosystemet, netto").

Posten omfattede også balancer til en værdi af 692 mio. euro (757 mio. euro i 2019) i forbindelse med udestående swap- og terminsforretninger i fremmed valuta pr. 31. december 2020, som opstod ved omregning af transaktionerne til deres værdi i euro til den pågældende valutas gennemsnitlige kurs på balancedagen, sammenlignet med de euroværdier, som transaktionerne oprindelig blev bogført til (se "Ikke-balanceførte poster" i afsnit 2.3 "Anvendt regnskabspraksis").

Note 8 - Seddelomløb

I denne post indregnes ECB's andel (8 pct.) af de samlede eurosedler i omløb (se "Seddelomløb" i afsnit 2.3 "Anvendt regnskabspraksis"), som pr. 31. december 2020 udgjorde 114.761 mio. euro (103.420 mio. euro i 2019).

Note 9 - Andre forpligtelser i euro over for kreditinstitutter i euroområdet

Centralbankerne i Eurosystemet kan acceptere kontanter som sikkerhed i forbindelse med deres PSPP-værdipapirudlånsfaciliteter uden at skulle geninvestere dem. For ECB's vedkommende gennemføres disse operationer via et specialiseret institut. De samme betingelser gælder for beholdningerne af PEPP, der er udstedt af den offentlige sektor.

Pr. 31. december 2020 var den udestående værdi af disse långivningstransaktioner mod kontant sikkerhedsstillelse, som blev gennemført med kreditinstitutter i euroområdet, 2.559 mio. euro (1.325 mio. euro i 2019). Kontanter modtaget som sikkerhed blev overført til Target2-konti. Da kontanterne ikke var investeret ultimo året, blev disse transaktioner medtaget på balancen (se "Tilbageførselsforretninger" i afsnit 2.3 "Anvendt regnskabspraksis").[41]

Note 10 - Forpligtelser i euro over for andre residenter i euroområdet

Note 10.1 - Offentlig forvaltning og service

Pr. 31. december 2020 udgjorde denne post 10.012 mio. euro (18.198 mio. euro i 2019). Posten omfattede indskud foretaget af den europæiske stabilitetsmekanisme (ESM) og den europæiske finansielle stabilitetsfacilitet (EFSF) (se "Omklassifikationer" i afsnit 2.3 "Anvendt regnskabspraksis").

Note 10.2 – Andre forpligtelser

Denne post udgjorde 3.688 mio. euro pr. 31. december 2020 (2.268 mio. euro i 2019). Posten omfatter indskud eller betalinger af midler accepteret af ECB og foretaget af eller på vegne af deltagerne i EURO1 og RT1[42], og som anvendes som en garantifond for EURO1 eller til at understøtte afvikling i RT1.

Note 11 - Forpligtelser i euro over for residenter uden for euroområdet

Denne post udgjorde 11.567 mio. euro pr. 31. december 2020 (7.245 mio. euro i 2019). Den største komponent var et beløb på 4.685 mio. euro (3.271 mio. euro i 2019), der omfattede Target2-mellemværender, som nationale centralbanker uden for euroområdet havde med ECB (se "ESCB-interne mellemværender/Eurosystem-interne mellemværender" i afsnit 2.3 "Anvendt regnskabspraksis"). Stigningen i disse mellemværender i 2020 svarer til strømmen af nettobetalinger fra kontoindehavere i eurolande til kontoindehavere i lande uden for euroområdet, som afvikles i Target2.

Posten omfatter også et beløb på 3.457 mio. euro (3.350 mio. euro i 2019), der var opstået i forbindelse med den stående, gensidige valutaaftale med Federal Reserve Bank of New York. Federal Reserve forsyner i henhold til denne aftale ECB med amerikanske dollar ved hjælp af swaptransaktioner, således at Eurosystemets modparter kan opnå kortfristet likviditet i dollar. Samtidig gennemfører ECB back-to-back-swaptransaktioner med nationale centralbanker i euroområdet, som anvender de heraf resulterende midler til at udføre likviditetstilførende operationer i amerikanske dollar med Eurosystemets modparter i form af tilbageførselsforretninger. Back-to-back-swaptransaktionerne resulterer i Eurosystem-interne mellemværender mellem ECB og de nationale centralbanker. Swaptransaktionerne, som gennemføres med Federal Reserve og de nationale centralbanker i euroområdet, resulterer desuden i udestående tilgodehavender og forpligtelser, som registreres på ikke-balanceførte konti (se note 20 "Valutaswap- og terminsforretninger").

Resten af denne post består af et beløb på 3.425 mio. euro (625 mio. euro i 2019) i forbindelse med udestående PSPP-værdipapirudlån og PEPP-værdipapirer udstedt af den offentlige sektor til residenter uden for euroområdet, hvor der var stillet sikkerhed i form af kontanter, som var overført til Target2-konti (se note 9 "Andre forpligtelser i euro over for kreditinstitutter i euroområdet").

Note 12 - Eurosystem-interne tilgodehavender

Note 12.1 - Forpligtelser svarende til overførslen af valutareserver

I denne post indregnes de forpligtelser over for nationale centralbanker i euroområdet, som opstod i forbindelse med overførslen af valutareserveaktiver til ECB, da de kom med i Eurosystemet. I henhold til artikel 30.2 i ESCB-statutten fastsættes disse bidrag i forhold til de nationale centralbankers andel i ECB's tegnede kapital. Efter at vægtningen af de nationale centralbanker i euroområdet (som har overført valutareserveaktiver til ECB) er blevet større i ECB's tegnede kapital som følge af Bank of Englands udtræden af ESCB og efter Styrelsesrådets afgørelse om at nedbringe de nationale centralbanker i euroområdets andele, således at de samlede valutareserveaktiver, som de nationale centralbanker i euroområdet allerede har overført til ECB, forbliver på det samme niveau, blev forpligtelsen svarende til denne overførsel justeret marginalt. Dette førte til en lille nedgang på 0,2 mio. euro den 1. februar 2020, som blev tilbagebetalt til de nationale centralbanker i euroområdet.

Forrentningen af disse forpligtelser beregnes dagligt til den senest foreliggende marginale rente, som anvendes af Eurosystemet ved auktionerne i forbindelse med de primære markedsoperationer, korrigeret så der tages højde for nulafkastet på guldkomponenten (se note 23.3 "Forrentning af de nationale centralbankers tilgodehavender vedrørende overførte valutareserver").

Note 12.2 - Andre forpligtelser inden for Eurosystemet, netto

I 2020 omfattede denne post fortrinsvis nationale centralbanker i euroområdets Target2-mellemværender med ECB samt forpligtelser over for de nationale centralbanker i euroområdet i forbindelse med den foreløbige fordeling af ECB's overskud (se henholdsvis "ESCB-interne mellemværender/Eurosystem-interne mellemværender" og "Foreløbig overskudsfordeling" i afsnit 2.3 "Anvendt regnskabspraksis").

Stigningen i Target2-forpligtelser, netto, skyldtes primært nettoopkøbene af værdipapirer under PEPP og APP, som blev afviklet via TARGET2-konti (se note 5, "Værdipapirer i euro udstedt af residenter i euroområdet"). Desuden bidrog faldet i de indskud, som ECB modtager som følge af rollen som fiskal agent (se note 10.1 "Offentlig forvaltning og service") og betalingen af ECB's overskudsfordeling i 2019 også til stigningen i forpligtelsen i 2020. Stigningen blev delvis opvejet af renteindtægter fra værdipapirer, der holdes af pengepolitiske grunde, og stigningen i kontanter modtaget som sikkerhed ved udlån af PSPP-værdipapirer og PEPP-værdipapirer udstedt af den offentlige sektor (se note 9 "Andre forpligtelser i euro over for kreditinstitutter i euroområdet" og note 11 "Forpligtelser i euro over for residenter uden for euroområdet").

Forrentningen af Target2-positioner, med undtagelse af mellemværender, som skyldes back-to-back-swaptransaktioner i forbindelse med likviditetstilførende operationer i amerikanske dollar, beregnes dagligt til den senest foreliggende marginale rentesats, som er anvendt af Eurosystemet ved auktionerne i forbindelse med de primære markedsoperationer.

Note 13 - Andre forpligtelser

Note 13.1 - Revalueringsdifferencer på ikke-balanceførte instrumenter

I denne post indgår værdiændringer i udestående swap- og terminsforretninger i fremmed valuta pr. 31. december 2020 (se note 20 "Valutaswap- og terminsforretninger"). Værdiændringerne, der beløb sig til 636 mio. euro (709 mio. euro i 2019), er det resultat, der opnås, når transaktionerne omregnes til euro til den kurs, der gælder på balancetidspunktet, sammenholdt med de euroværdier, der opstår, når transaktionerne omregnes til euro til den pågældende valutas gennemsnitskurs pr. samme dato (se "Ikke-balanceførte poster" og "Guld samt aktiver og passiver i fremmed valuta" i afsnit 2.3 "Anvendt regnskabspraksis").

Note 13.2. - Periodeafgrænsningsposter

Pr. 31. december 2020 bestod denne post af følgende komponenter:

Note 13.3 - Øvrige poster

Den 31. december 2020 udgjorde denne post 2.419 mio. euro (2.188 mio. euro i 2019). Den omfattede mellemværender på 507 mio. euro (662 mio. euro i 2019) i forbindelse med udestående valutaswaps og terminsforretninger i fremmed valuta pr. 31. december 2020 (se note 20 "Valutaswap- og terminsforretninger"). Disse mellemværender opstod ved omregningen af transaktionerne til deres værdi i euro til den pågældende valutas gennemsnitlige kurs på balancetidspunktet, sammenlignet med de euroværdier, som transaktionerne oprindeligt blev bogført til (se "Ikke-balanceførte poster" i afsnit 2.3 "Anvendt regnskabspraksis").

Posten omfatter også en leasingforpligtelse på 199 mio. euro (232 mio. euro i 2019) (se "Leasingkontrakter" i afsnit 2.3 "Anvendt regnskabspraksis").

Desuden omfatter posten ECB's ydelsesbaserede nettoforpligtelse vedrørende pensionsordninger og ydelser efter fratrædelse og andre langfristede personaleydelser til medarbejdere[43] og medlemmer af Direktionen og de medlemmer af Tilsynsrådet, som er ansat af ECB. Fratrædelsesgodtgørelser til medarbejdere i ECB er også omfattet.

ECB's pensionsordninger og ydelser efter fratrædelse, andre langfristede personaleydelser og fratrædelsesgodtgørelser

Balancen
Hvad angår pensionsydelser, ydelser efter fratrædelse, andre langfristede personaleydelser og fratrædelsesgodtgørelser til medarbejdere, er nedenstående beløb indregnet i balancen under posten "Øvrige poster (passiver)":

Anm.: Beløbene i kolonnerne med overskriften "Direktionen og Tilsynsrådet" er samlede tal for disse to organer.

I 2020 var nutidsværdien af den ydelsesbaserede forpligtelse over for medarbejderne på 3.034 mio. euro (2.497 mio. euro i 2019) inkl. uafdækkede ydelser på 364 mio. euro (323 mio. euro i 2019) i forbindelse med andre ydelser efter fratrædelse end pension, andre langfristede personaleydelser og fratrædelsesgodtgørelser til medarbejdere. Nutidsværdien af den ydelsesbaserede forpligtelse over for medlemmerne af Direktionen og medlemmerne af Tilsynsrådet på 44 mio. euro (39 mio. euro i 2019) vedrører udelukkende ydelser efter fratrædelse og andre langfristede personaleydelser, som er uafdækkede.

Genberegninger af ECB's ydelsesbaserede nettoforpligtelse i forbindelse med pensionsydelser og ydelser efter fratrædelse er indregnet i balancen under passivposten "Revalueringskonti". I 2020 var tabene ved genberegning af denne passivpost 1.067 mio. euro (749 mio. euro i 2019) (se note 15 "Revalueringskonti").

Ændringer i den ydelsesbaserede forpligtelse, ordningens aktiver og resultater af genberegning
Ændringer i nutidsværdien af den ydelsesbaserede forpligtelse:

Beløbene i kolonnerne med overskriften "Direktionen og Tilsynsrådet" er samlede tal for disse to organer.
1) Nettotal, som omfatter obligatoriske bidrag og overførsler til/fra pensionsordningerne. Medarbejdernes obligatoriske bidrag er 7,4 pct., og ECB's bidrag er 20,7 pct. af grundlønnen.

De samlede tab ved genberegning på 363 mio. euro på den ydelsesbaserede forpligtelse i 2020 opstod primært som følge af forhøjelsen af satsen for fremtidige pensionsstigninger fra 1,0 pct. i 2019 til 1,7 pct. i 2020. Desuden faldt diskonteringssatsen, der er anvendt ved værdiansættelsen, yderligere fra 1,2 pct. i 2019 til 1,1 pct. i 2020.

Ændringer i 2020 i dagsværdien af ordningens aktiver vedrørende medarbejderne:

Genberegningsgevinsten fra ordningens aktiver i 2020 afspejlede den kendsgerning, at det faktiske afkast på andelene var højere end den skønnede renteindtægt på ordningens aktiver, som var baseret på antagelsen om diskonteringssatsen.

Ændringer i 2020 i resultaterne af genberegningen:

Resultatopgørelsen
Indregnede beløb i resultatopgørelsen for 2020:

Anm.: Beløbene i kolonnerne med overskriften "Direktionen og Tilsynsrådet" er samlede tal for disse to organer.

Pensionsomkostningerne vedrørende det aktuelle regnskabsår steg i 2020 til 142 mio. euro (92 mio. euro i 2019), primært som følge af nedsættelsen af diskonteringssatsen fra 2,3 pct. i 2018 til 1,2 pct. i 2019.[44]

Primære forudsætninger
Til at udarbejde de vurderinger, der henvises til i denne note, har de uafhængige aktuarer anvendt forudsætninger, som Direktionen har godkendt med henblik på regnskabsaflæggelse og oplysning. De væsentligste forudsætninger, der ligger til grund for beregningen af forpligtelsen i forbindelse med pensionsydelser og ydelser efter fratrædelse og andre langfristede personaleydelser, er:

1) Disse forudsætninger blev anvendt til at beregne den del af ECB's ydelsesbaserede forpligtelse, der finansieres af aktiver med en underliggende kapitalgaranti.
2) Der er desuden taget højde for eventuelle individuelle lønstigninger på op til 1,8 pct. årligt, afhængigt af deltagernes alder.

3) I overensstemmelse med bestemmelserne i ECB's pensionsordning bliver pensionerne forhøjet årligt. Hvis de generelle justeringer af ECB's medarbejderes lønninger er mindre end prisinflationen, vil en eventuel stigning i pensionerne være i overensstemmelse med de generelle lønjusteringer. Hvis de generelle lønjusteringer er højere end prisinflationen, anvendes disse til at fastsætte stigningen i pensionerne, såfremt ECB's pensionsordninger har en økonomi, der muliggør en sådan stigning.

Note 14 - Hensættelser

Denne post består primært af en hensættelse til dækning af finansielle risici, som, i den udstrækning Styrelsesrådet finder det nødvendigt, vil blive brugt til at dække fremtidige realiserede og urealiserede tab. Størrelsen af og det fortsatte behov for denne hensættelse tages hvert år op til fornyet vurdering på baggrund af ECB's vurdering af sin eksponering over for disse risici, idet der tages højde for en række faktorer. Størrelsen af hensættelsen må sammen med et eventuelt indestående i den almindelige reservefond ikke overstige værdien af ECB's kapital, som er indbetalt af de nationale centralbanker i euroområdet.

På baggrund af vurderingen af ECB's eksponering over for finansielle risici og det tilladte maksimum for ECB's hensættelse til dækning af finansielle risici besluttede Styrelsesrådet at overføre 48 mio. euro til denne hensættelse pr. 31. december 2020. Overførslen betød, at ECB's nettoresultat i 2020 blev reduceret til 1.643 mio. euro, og hensættelsen steg til 7.584 mio. euro, hvilket svarer til værdien af den del af ECB's kapital, som er indbetalt af de nationale centralbanker i euroområdet pr. denne dato.

Denne post omfatter også administrative hensættelser på 57 mio. euro (50 mio. euro i 2019).

Note 15 - Revalueringskonti

Denne post består hovedsagelig af revalueringsbalancer som følge af urealiserede gevinster på aktiver, passiver og ikke-balanceførte instrumenter (se "Resultatføring", "Guld samt aktiver og passiver i fremmed valuta", "Værdipapirer" og "Ikke-balanceførte instrumenter" i afsnit 2.3 "Anvendt regnskabspraksis"). Posten omfatter også genberegninger af ECB's ydelsesbaserede nettoforpligtelse i forbindelse med pensionsydelser og ydelser efter fratrædelse (se "ECB's pensionsordninger og ydelser efter fratrædelse, andre langfristede personaleydelser og fratrædelsesgodtgørelser" i afsnit 2.3 "Anvendt regnskabspraksis" og note 13.3 "Øvrige poster").

Faldet i revalueringskontiene skyldes primært amerikanske dollars og japanske yens svækkelse over for euroen i 2020. Faldet blev delvis opvejet af en stigning i revalueringskonti (guld) som følge af stigningen i markedsprisen på guld i 2020.

Følgende valutakurser blev anvendt ved revalueringen ultimo året:

Note 16 - Kapital og reserver

Note 16.1 - Kapital

Ændring af ECB's fordelingsnøgle for kapitalindskud
I henhold til artikel 29 i ESCB-statutten skal de nationale centralbankers andele i fordelingsnøglen for kapitalindskud i ECB vægtes på grundlag af de enkelte landes andel af henholdsvis EU's samlede befolkning og bruttonationalprodukt. Begge tal vægtes ens.[45] Vægtene justeres hvert femte år, og når der er en ændring i sammensætningen af de nationale centralbanker, der bidrager til ECB's kapital, dvs. de nationale centralbanker i EU's medlemsstater. Som følge af Storbritanniens udtræden af Den Europæiske Union 31. januar 2020 og Bank of Englands heraf følgende udtræden af ESCB blev vægtene, der er tildelt de resterende nationale centralbanker i fordelingsnøglen for kapitalindskud i ECB, justeret fra og med 1. februar 2020:

ECB's kapital
ECB's tegnede kapital er 10.825 mio. euro. ECB holdt den tegnede kapital uændret efter Bank of Englands udtræden af ESCB. Bank of Englands andel på 14,3 pct. af ECB's tegnede kapital blev fordelt på de nationale centralbanker både i og uden for euroområdet.

ECB's indbetalte kapital forblev også uændret på 7.659 mio. euro i 2020, da de resterende nationale centralbanker dækkede Bank of Englands del af den indbetalte kapital på 58 mio. euro. I løbet af de næste to år indbetaler de nationale centralbanker i euroområdet deres fulde øgede andele i ECB’s kapital (i to årlige rater) som følge af Bank of Englands udtræden af ESCB. Dette fører til en stigning i ECB's indbetalte kapital fra 7.659 mio. euro i 2020 til 8.270 mio. euro i 2021 og 8.880 mio. euro i 2022.

2.5 Ikke-balanceførte poster

Note 17 - Værdipapirudlån

Som led i forvaltningen af egenkapitalen har ECB indgået en aftale om værdipapirudlån, der indebærer, at et specialiseret institut foretager værdipapirudlånstransaktioner på ECB's vegne.

Desuden har ECB i tråd med Styrelsesrådets beslutninger stillet sine værdipapirbeholdninger under det første, andet og tredje CBPP, PSPP og PEPP samt sine beholdninger af værdipapirer opkøbt under SMP, der også ville kunne indgå i PSPP, til rådighed for udlån.[46]

Medmindre disse værdipapirudlånstransaktioner er gennemført med kontant sikkerhedsstillelse, som ikke er investeret ved årets slutning, registreres de på ikke-balanceførte konti.[47] Værdipapirudlån til en værdi af 17.214 mio. euro (10.076 mio. euro i 2019) var udestående pr. 31. december 2020. Af dette beløb vedrørte 12.615 mio. euro (5.502 mio. euro i 2019) udlån af værdipapirer, der blev holdt af pengepolitiske grunde.

Note 18 - Rentefutures

Pr. 31. december 2020 var følgende valutatransaktioner udestående (opgjort til markedskurser ultimo året):

Disse transaktioner blev udført i forbindelse med forvaltningen af ECB's valutareserve.

Note 19 - Renteswaps

Pr. 31. december 2020 var der ingen udestående renteswapforretninger, hvorimod der ved udgangen af 2019 var udestående forretninger med en fiktiv værdi på 703 mio. euro, opgjort til markedskursen ultimo året. Disse transaktioner udføres i forbindelse med forvaltningen af ECB's valutareserve.

Note 20 - Valutaswap- og terminsforretninger

Forvaltning af valutareserver
Valutaswap- og terminsforretninger blev i 2020 udført i sammenhæng med forvaltningen af ECB's valutareserve. Tilgodehavender og forpligtelser som følge af disse transaktioner, der var udestående pr. 31.december 2020, er angivet til markedskurserne ultimo året:

Likviditetstilførende swapaftaler
ECB har gensidige swaparrangementer med Bank of Canada, Bank of England, Bank of Japan, Federal Reserve Bank of New York, Schweizerische Nationalbank og People's Bank of China. Disse swapaftaler giver mulighed for tilførsel af a) likviditet i en hvilken som helst af de ovennævnte centralbankers valutaer til banker i euroområdet eller b) eurolikviditet til finansielle institutioner i de ovennævnte centralbankers jurisdiktioner. ECB har desuden indgået swapaftaler med Българска народна банка (Bulgariens Nationalbank), Hrvatska narodna banka (Kroatiens Nationalbank), Danmarks Nationalbank og Sveriges riksbank om tilførsel af eurolikviditet til finansielle institutioner i deres jurisdiktioner. Formålet med de nævnte aftaler er at imødekomme mulige likviditetsbehov for at modvirke potentielle markedsforstyrrelser.

Udestående tilgodehavender og forpligtelser i amerikanske dollar med en afviklingsdato i 2021 opstod i forbindelse med formidlingen af dollarlikviditet til Eurosystemets modparter (se note 11 "Forpligtelser i euro over for residenter uden for euroområdet").

Note 21 - Forvaltning af lånoptagelses- og långivningstransaktioner

I 2020 havde ECB fortsat ansvaret for forvaltningen af EU's lånoptagelses- og långivningstransaktioner indgået under faciliteten for mellemfristet finansiel støtte og den europæiske finansielle stabiliseringsmekanisme (EFSM), for låneaftalen for Grækenland og forvaltningen af betalinger i relation til to EFSF-lån.

Som reaktion på covid-19-pandemien ydede EU desuden lån til medlemsstaterne i 2020 inden for det nye EU-instrument for midlertidig støtte til mindskelse af risiciene for arbejdsløshed i en nødsituation (SURE). ECB og de nationale centralbanker i de EU-medlemsstater, der optog lån, bistod Europa-Kommissionen i administrationen af disse lån.

I 2020 håndterede ECB betalinger i relation til samtlige ovennævnte transaktioner.

Note 22 - Eventualforpligtelser i tilknytning til verserende retssager

Indskydere og aktionærer i cypriotiske kreditinstitutter samt ejere af obligationer udstedt af disse kreditinstitutter har anlagt flere retssager mod ECB og andre EU-institutioner. Sagsøgerne hævder, at de har lidt økonomiske tab som følge af tiltag, der efter deres vurdering har ført til en omstrukturering af disse kreditinstitutter i forbindelse med det finansielle støtteprogram for Cypern i 2013. To af disse retssager, der blev udvalgt som prøvesager, blev afvist af Den Europæiske Unions Ret i 2018 på grund af manglende genstand. Disse domme blev appelleret af sagsøgerne og Rådet. Ved dom af 16. december 2020 afviste EU-Domstolen de appeller, som sagsøgerne i første instans havde indgivet vedrørende de to prøvesager, og stadfæstede herved Rettens domme (af 2018), hvorved erstatningssagerne mod ECB blev afvist. Alle andre lignende sager, som var blevet udsat, forventes at blive afgjort i overensstemmelse med den endelige afgørelse i prøvesagerne, og ECB bør således også vinde disse sager. Retten afsagde allerede i 2014 en række kendelser, i henhold til hvilke 12 lignende sager blev afvist fra realitetsbehandling i deres helhed, og efter appel afsagde Domstolen i 2016 dom i sagerne, hvor afvisningen af disse enten blev stadfæstet, eller hvor ECB fik medhold. ECB's involvering i processen forud for afslutningen af det finansielle støtteprogram var begrænset til teknisk rådgivning, i henhold til ESM-traktaten, i samarbejde med Europa-Kommissionen samt afgivelse af en ikke-bindende udtalelse om udkastet til en cypriotisk afviklingslov. Det formodes derfor ikke, at ECB får tab som følge af disse sager – navnlig i betragtning af Domstolens dom i de ovennævnte prøvesager.

2.6 Noter til resultatopgørelsen

Note 23 - Nettorenteindtægter

Note 23.1 - Renteindtægter fra valutareserveaktiver

I denne post indregnes renteindtægter – fratrukket renteudgifter – fra ECB's nettovalutareserveaktiver:

Det samlede fald i nettorenteindtægterne i 2020 skyldtes hovedsagelig en lavere renteindtægt på dollarporteføljen.

Note 23.2 - Renteindtægter fra fordelingen af eurosedler inden for Eurosystemet

I denne post indregnes renteindtægter i forbindelse med ECB's andel på 8 pct. af den samlede udstedelse af eurosedler (se "Seddelomløb" i afsnit 2.3 "Anvendt regnskabspraksis" og note 6.1 "Tilgodehavender i forbindelse med fordelingen af eurosedler inden for Eurosystemet"). I 2020 var renteindtægten nul, hvilket skyldtes, at renten ved de primære markedsoperationer blev fastholdt på 0 pct. hele året.

Note 23.3 - Forrentning af de nationale centralbankers tilgodehavender vedrørende overførte valutareserver

I denne post indregnes renter udbetalt til de nationale centralbanker i euroområdet på deres tilgodehavender vedrørende de valutareserveaktiver, der er blevet overført til ECB (se note 12.1 "Forpligtelser svarende til overførslen af valutareserver"). I 2020 var forrentningen nul, hvilket skyldtes, at renten ved de primære markedsoperationer var 0 pct. hele året.

Note 23.4 - Andre renteindtægter og andre renteudgifter

I 2020 var der følgende andre renteindtægter og andre renteudgifter:

1) ECB's nettorenteindtægter fra SMP-beholdninger af græske statsobligationer var på 50 mio. euro (94 mio. euro i 2019).

Note 24 - Realiserede gevinster/tab på finansielle operationer

I 2020 fordelte de realiserede nettogevinster på finansielle operationer sig som følger:

Realiserede nettobørskursgevinster omfatter realiserede gevinster og tab på værdipapirer, rentefutures og renteswaps. Stigningen i nettobørskursgevinsterne i 2020 skyldtes hovedsagelig realiserede børskursgevinster på værdipapirer i dollarporteføljen som følge af det lavere afkast på værdipapirer i amerikanske dollar i forhold til 2019.

Note 25 - Nedskrivninger af finansielle aktiver og positioner

Der blev foretaget følgende nedskrivninger af finansielle aktiver og positioner i 2020:

De højere nedskrivninger i forhold til 2019 skyldtes de urealiserede valutakurstab på beholdningen af kinesiske renminbi. Den gennemsnitlige anskaffelsessum på denne beholdning blev nedskrevet til kursen ultimo 2020 på grund af denne valutas svækkelse over for euroen til en lavere kurs end den gennemsnitlige pris.

Note 26 - Nettoindtægter/-udgifter fra gebyrer og provisioner

I 2020 bestod indtægter, der indregnes i denne post, hovedsagelig af tilsynsgebyrer. Udgifter skyldtes først og fremmest depotgebyrer.

Indtægter og udgifter i forbindelse med tilsynsopgaverne
ECB opkræver årlige gebyrer fra enhederne under tilsyn for at dække udgifterne i forbindelse med tilsynsopgaverne. Som følge af implementeringen af princippet om fakturering efter gebyrperiodens afslutning, der i 2020 er indført med den reviderede gebyrramme,[48] er gebyrerne baseret på de faktiske årlige udgifter til tilsynsopgaver i den respektive gebyrperiode justeret for beløb tilbagebetalt til eller opkrævet fra enkelte banker for tidligere gebyrperioder og andre justeringer, herunder påløbne renter som følge af sene betalinger.[49] I 2020 vil det beløb, som ECB opkræver, for sidste gang blive påvirket af det overskud, der er overført fra den foregående gebyrperiode. De individuelle tilsynsgebyrer faktureres i 2. kvartal efter afslutningen af det respektive år.

På grundlag af ECB's faktiske udgifter til banktilsynsopgaverne var indtægterne fra tilsynsgebyrer på 535 mio. euro i 2020. De årlige tilsynsgebyrer, der skal opkræves fra enhederne under tilsyn for 2020, udgør imidlertid 514 mio. euro (se note 7.4 "Periodeafgrænsningsposter")[50] efter korrektion for a) det overførte overskud på 22 mio. euro fra 2019-gebyrperioden og b) et beløb på 1 mio. euro svarende til nettotilbagebetalinger til enkelte banker for tidligere gebyrperioder og andre korrektioner, herunder påløbne renter som følge af sene betalinger.

ECB har også ret til at pålægge enheder under tilsyn administrative sanktioner for manglende overholdelse af forpligtelser i henhold til EU's banklovgivning om tilsynsmæssige krav (herunder ECB's tilsynsafgørelser). De dermed forbundne indtægter tages ikke med i beregningen af de årlige tilsynsgebyrer. De indregnes derimod som indtægt i ECB's resultatopgørelse og fordeles til nationale centralbanker i euroområdet som led i ECB's overskudsfordeling. I 2020 havde ECB ingen indtægter, der opstod som følge af sanktioner pålagt enheder under tilsyn.

ECB's indtægter i forbindelse med tilsynsopgaver i 2020 var derfor:

Banktilsynsrelaterede udgifter vedrører det direkte tilsyn med signifikante enheder, overvågning af tilsynet med mindre signifikante enheder og udførelsen af horisontale og specialiserede opgaver. De udgøres af de direkte udgifter, som generaldirektoraterne i ECB Banktilsyn afholder, og de relevante udgifter i forbindelse med støttefunktioner, der er nødvendige for, at ECB kan leve op til sit tilsynsmæssige ansvar, herunder bygge- og facilitetsforvaltning, personaleforvaltning, administrative tjenester, budget og kontrol, regnskab, juridiske tjenester, kommunikation og oversættelse, intern revision, statistik og IT-tjenester.

De samlede faktiske udgifter i 2020 i forbindelse med ECB's tilsynsopgaver, som dækkes af de årlige tilsynsgebyrer, udgjorde 535 mio. euro (537 mio. euro i 2019). Det svage samlede fald i udgifterne skyldtes lavere udgifter til ekstern konsulentbistand, primært på grund af afslutningen af den målrettede gennemgang af interne modeller (Target Review of Internal Models (TRIM)), og til forretningsrejser som følge af en betydelig strømlining af tilsynsaktiviteterne på stedet i lyset af covid-19-pandemien. De lavere udgifter blev stort set udlignet af højere personaleomkostninger som følge af stigningen i det gennemsnitlige antal ansatte i ECB Banktilsyn.

Note - 27 Indtægter fra aktier og kapitalindskud

Afkast af ECB's kapitalandele i BIS (se note 7.2 "Andre finansielle aktiver") indregnes i denne post. Der blev ikke modtaget afkast i 2020 (1 mio. euro i 2019), idet bestyrelsens forslag om at tilbageholde BIS' fulde overskud for perioden 2019/2020 blev vedtaget af BIS' årlige generalforsamling.[51]

Note 28 - Andre indtægter

Diverse indtægter i 2020 stammede primært fra de bidrag, som de nationale centralbanker i Eurosystemet skulle betale til ECB's udgifter i forbindelse med Eurosystemets fælles projekter.

Note 29 - Personaleomkostninger

Personaleomkostningerne i 2020 var følgende:

1) Lønninger mv. er i al væsentlighed udformet som og sammenlignelige med lønningerne i EU-institutionerne.

Det gennemsnitlige antal medarbejdere, omregnet til det faktiske antal fuldtidsækvivalenter (FTE)[52], var 3.923 (3.770 i 2019), heraf 356 i ledende stillinger (349 i 2019).

Personaleomkostningerne steg i 2020 hovedsagelig som følge af det højere gennemsnitlige antal medarbejdere i ECB og større udgifter, navnlig i forbindelse med ydelser efter fratrædelse, som skyldes anvendelsen af en lavere diskonteringssats ved den aktuarmæssige værdiansættelse ved udgangen af 2020 (se note 13.3 "Øvrige poster").

Aflønning af Direktionen og Tilsynsrådet
Direktionsmedlemmer og de medlemmer af Tilsynsrådet, som er ansat af ECB, modtager en grundløn og et boligtillæg. I stedet for boligtillægget får formanden stillet en bolig til rådighed. Medlemmerne af Direktionen og formanden for Tilsynsrådet modtager desuden et repræsentationstillæg. I henhold til ansættelsesvilkårene for ansatte i Den Europæiske Centralbank kan medlemmer af Direktionen og Tilsynsrådet have ret til husstands-, børne- og uddannelsestillæg, der afhænger af det enkelte medlems forhold. Af grundlønnen svares skat til EU, og indbetalinger til pensions-, syge-, langtidspleje- og ulykkesforsikring fratrækkes. Tillæg er skattefri og ikke-pensionsbærende.

I 2020 er følgende udbetalt i grundløn til medlemmerne af Direktionen og de medlemmer af Tilsynsrådet, som er ansat af ECB (dvs. ekskl. repræsentanterne for de nationale tilsynsmyndigheder)[53]:

1) Frank Elderson tiltrådte som medlem af Direktionen 15. december 2020. Hans løn for resten af december medtages i udgifterne for 2021.
1) Dette tal omfatter ikke næstformanden for Tilsynsrådets løn (Sabine Lautenschläger indtil februar 2019 og Yves Mersch fra oktober 2019 til 14. december 2020), hvis løn er medtaget sammen med lønnen til de andre medlemmer af Direktionen.

De samlede tillæg, som blev udbetalt til medlemmerne af Direktionen og Tilsynsrådet, samt ECB's bidrag til sygesikrings-, langtidspleje- og ulykkesforsikringsordninger på deres vegne udgjorde i alt 1.201.810 euro (1.182.767 euro i 2019).

Fratrædelsesgodtgørelse kan udbetales til afgåede medlemmer af både Direktionen og Tilsynsrådet i en begrænset periode, efter at de har afsluttet deres embedsperiode. I 2020 udgjorde disse godtgørelser, relaterede familietillæg og ECB's bidrag til afgåede medlemmer af Direktionen og Tilsynsrådets sygesikrings-, langtidspleje- og ulykkesforsikringsordninger 1.555.042 euro (864.287 euro i 2019). Stigningen i disse godtgørelser skyldes hovedsagelig det antal direktionsmedlemmer, der fratrådte deres embede i ECB i 2019 og 2020.

Pensionsbetalinger, herunder ydelser efter fratrædelse og bidrag til sygesikrings-, langtidspleje- og ulykkesforsikringsordninger for tidligere medlemmer af Direktionen eller Tilsynsrådet og deres pårørende beløb sig til 928.149 euro (1.848.157 euro i 2019).[54]

Note 30 - Administrationsomkostninger

Administrationsomkostningerne i 2020 var følgende:

Det samlede fald i administrationsomkostninger i 2020 skyldtes primært lavere udgifter til ekstern konsulentbistand ("Eksterne tjenesteydelser") og forretningsrejser ("Andre udgifter"), hovedsagelig i forbindelse med tilsynsopgaver (se note 26 "Nettoindtægter/-udgifter fra gebyrer og provisioner"). Faldet blev delvis udlignet af højere IT-relaterede udgifter, som skyldtes den betydelige efterspørgsel efter IT-tjenester i forbindelse med medarbejdernes fjernarbejde i 2020 på grund af covid-19-pandemien.

Note 31 - Tjenesteydelser i forbindelse med seddelproduktion

Disse udgifter vedrører hovedsagelig transportudgifter i forbindelse med levering af nye eurosedler fra seddeltrykkerierne til de nationale centralbanker samt til transport af eurosedler mellem nationale centralbanker med henholdsvis for små og for store lagre af eurosedler. Omkostningerne dækkes centralt af ECB.

3 Den uafhængige revisors påtegning

Til formanden og Styrelsesrådet
for Den Europæiske Centralbank

Frankfurt am Main

Erklæring om revisionen af ECB's regnskab for 2020

Konklusion

Vi har revideret regnskabet for Den Europæiske Centralbank (ECB) for regnskabsåret 1. januar – 31. december 2020, der indgår i ECB's årsregnskab – som består af balancen, resultatopgørelsen og et sammendrag af den anvendte regnskabspraksis og andre forklarende noter.

Det er vores opfattelse, at det medfølgende regnskab giver et retvisende billede af ECB's finansielle stilling pr. 31. december 2020 samt af resultaterne af ECB's finansielle operationer for regnskabsåret 1. januar – 31. december 2020 i overensstemmelse med de regnskabsprincipper, som Styrelsesrådet har opstillet, og som fremgår af afgørelse ECB/2016/2247 af 3. november 2016 om Den Europæiske Centralbanks årsregnskab (ECB/2016/35), med senere ændringer, der er baseret på ECB's retningslinje (EU) 2016/2249 af 3. november 2016 om den retlige ramme for bogføring og regnskabsrapportering i Det Europæiske System af Centralbanker (ECB/2016/34), med senere ændringer.

Grundlag for konklusion

Vi har udført revisionen i overensstemmelse med internationale standarder om revision ("ISA"). Vores ansvar ifølge disse standarder er nærmere beskrevet i afsnittet "Revisors ansvar for revisionen af regnskabet" i denne erklæring. Vi er uafhængige af ECB i overensstemmelse med de tyske etiske krav – som er relevante for vores revision af regnskabet – og i overensstemmelse med internationale etiske regler for revisorer (IESBA's etiske regler), ligesom vi har opfyldt vores øvrige etiske forpligtelser i henhold til disse krav. Det er vores opfattelse, at det opnåede revisionsbevis er tilstrækkeligt og egnet til at danne grundlag for vores konklusion.

Øvrige oplysninger

ECB's direktion (Direktionen) har ansvaret for de øvrige oplysninger, som er indeholdt i ECB's årsregnskab. De øvrige oplysninger omfatter alle de oplysninger, som indgår i ECB's årsregnskab, undtaget ECB's regnskab og vores revisionspåtegning.

Vores erklæring om regnskabet omfatter ikke de øvrige oplysninger, og vi afgiver ikke nogen form for konklusion med sikkerhed derom.

I forbindelse med vores revision af regnskabet er det vores ansvar at læse de øvrige oplysninger og i den forbindelse overveje, om der er væsentlige uoverensstemmelser mellem regnskabet eller den viden, vi har opnået under revisionen, eller om de på anden vis lader til at indeholde væsentlig fejlinformation.

Direktionen og den øverste ledelses ansvar for regnskabet

Direktionen har ansvaret for udarbejdelsen af et regnskab, der giver et retvisende billede i overensstemmelse med de principper, som Styrelsesrådet har opstillet i ECB's afgørelse (EU) 2016/2247 af 3. november 2016 om ECB's årsregnskab (ECB/2016/35), med senere ændringer, som er baseret på ECB's retningslinje (EU) 2016/2249 af 3. november 2016 om den retlige ramme for bogføring og regnskabsrapportering i Det Europæiske System af Centralbanker (ECB/2016/34), med senere ændringer, og for sådan intern kontrol, som Direktionen anser for nødvendig for at udarbejde et regnskab, der er uden væsentlig fejlinformation, uanset om denne skyldes besvigelser eller fejl.

Ved udarbejdelsen af regnskabet er Direktionen ansvarlig for at vurdere ECB's evne til at fortsætte som going concern, samt, hvis det er relevant, oplyse om alle relevante forhold, der vedrører going concern, og anvende going concern-princippet.

Den øverste ledelse er ansvarlig for at overvåge ECB's regnskabsaflæggelse.

Revisors ansvar for revisionen af regnskabet

Vores mål er at opnå en rimelig sikkerhed for, at regnskabet som helhed er uden væsentlig fejlinformation, uanset om denne skyldes besvigelser eller fejl, og at afgive en revisorerklæring med en konklusion. Rimelig sikkerhed er et højt niveau af sikkerhed, men er ikke en garanti for, at en revision, der udføres i overensstemmelse med ISA, altid vil afdække væsentlig fejlinformation, når en sådan findes. Fejlinformationer kan opstå som følge af besvigelser eller fejl og kan betragtes som væsentlige, hvis det med rimelighed kan forventes, at de enkeltvis eller samlet har indflydelse på de økonomiske beslutninger, regnskabsbrugere træffer på grundlag af dette regnskab.

Som led i en revision, der udføres i overensstemmelse med ISA, foretager vi faglige vurderinger og opretholder professionel skepsis under planlægningen og udførelsen af revisionen. Herudover

  • identificerer og vurderer vi risikoen for væsentlig fejlinformation i regnskabet, uanset om denne skyldes besvigelser eller fejl, udformer og udfører revisionshandlinger, som tager højde for disse risici, samt indhenter revisionsbevis, der er tilstrækkeligt og egnet som grundlag for vores erklæring. Risikoen for ikke at opdage væsentlig fejlinformation forårsaget af besvigelser er højere end ved væsentlig fejlinformation forårsaget af fejl, idet besvigelser kan omfatte sammensværgelser, dokumentfalsk, bevidst udeladelse, vildledning eller tilsidesættelse af intern kontrol.
  • opnår vi forståelse af den interne kontrol med relevans for revisionen for at kunne udforme revisionshandlinger, der er passende efter omstændighederne, men ikke for at kunne udtrykke en konklusion om effektiviteten af ECB's interne kontrol.
  • tager vi stilling til, om den regnskabspraksis, som er anvendt af ledelsen, er passende, samt om de regnskabsmæssige skøn og tilknyttede oplysninger, som ledelsen har udarbejdet, er rimelige.
  • konkluderer vi, om ledelsens anvendelse af going concern-princippet er passende, og, om der på grundlag af det indhentede revisionsbevis er væsentlig usikkerhed forbundet med begivenheder eller forhold, der kan så væsentlig tvivl om ECB's evne til at fortsætte som going concern. Hvis vi konkluderer, at der er væsentlig usikkerhed, skal vi i vores revisionspåtegning gøre opmærksom på de tilknyttede oplysninger i regnskabet eller, hvis sådanne tilknyttede oplysninger er utilstrækkelige, modificere vores konklusion. Vores konklusioner er baseret på det revisionsbevis, der er indhentet frem til datoen for vores revisionspåtegning.
  • tager vi stilling til den samlede præsentation, struktur og indhold af regnskabet, herunder noteoplysningerne, samt om regnskabet afspejler de underliggende transaktioner og begivenheder på en sådan måde, at der gives et retvisende billede heraf.

Vi har pligt til at kommunikere med den øverste ledelse om bl.a. det planlagte omfang og den tidsmæssige placering af revisionen samt betydelige revisionsmæssige observationer, herunder eventuelle betydelige mangler i intern kontrol, som vi identificerer under revisionen.

Frankfurt am Main, 10. februar 2021

Baker Tilly GmbH & Co. KG
Wirtschaftsprüfungsgesellschaft

(Düsseldorf)

4 Note om fordeling af overskud/dækning af tab

Denne note er ikke en del af ECB's regnskab for 2020.

I henhold til ESCB-statuttens artikel 33 overføres ECB's nettooverskud på følgende måde:

  1. Et beløb, hvis størrelse fastsættes af Styrelsesrådet, og som ikke må overstige 20 pct. af nettooverskuddet, overføres til den almindelige reservefond inden for en grænse på 100 pct. af kapitalen.
  2. Det resterende nettooverskud fordeles til indehaverne af kapitalandele i ECB i forhold til deres indbetalte andele.[55]

Hvis ECB lider et tab, kan dette udlignes af ECB's almindelige reservefond og om nødvendigt efter en afgørelse truffet af Styrelsesrådet af de monetære indtægter i det pågældende regnskabsår i forhold til og op til de beløb, der fordeles mellem de nationale centralbanker i overensstemmelse med ESCB-statuttens artikel 32.5.[56]

ECB's nettoresultat for 2020 var 1.643 mio. euro. Som følge af Styrelsesrådets beslutning blev der 29. januar 2021 foretaget en foreløbig fordeling af overskud på 1.260 mio. euro til de nationale centralbanker i euroområdet. Styrelsesrådet besluttede endvidere at fordele det resterende overskud på 383 mio. euro til de nationale centralbanker i euroområdet.

© Den Europæiske Centralbank 2021

Postadresse 60640 Frankfurt am Main, Tyskland
Telefon +49 69 1344 0

Websted www.ecb.europa.eu

Alle rettigheder forbeholdt. Kopiering til uddannelsesformål eller i ikke-kommercielt øjemed er tilladt, såfremt kilden angives.

For så vidt angår specifik terminologi henvises til ECB glossary (findes kun på engelsk).

HTML ISBN 978-92-899-4654-4, ISSN 2443-4736, doi:10.2866/100652, QB-BS-21-001-DA-Q

  1. På grund af afrunding stemmer totalerne i dette dokument ikke nødvendigvis nøjagtigt med summen af de angivne tal, og procentsatser afspejler ikke nødvendigvis de absolutte tal.
  2. "Regnskabet" består af balancen, resultatopgørelsen og noterne hertil. "Årsregnskabet" består af regnskabet, ledelsens beretning, revisionspåtegningen og noten om fordeling af overskud/dækning af tab. Yderligere oplysninger om udarbejdelsen og godkendelsen af regnskabet findes på ECB's websted.
  3. Konsolideret udgave af traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (EUT C 202 af 7.6.2016, s.1), med senere ændringer. Den uofficielle konsoliderede tekst med listen over ændringer findes her.
  4. Protokol (nr. 4) om statutten for Det Europæiske System af Centralbanker og Den Europæiske Centralbank (EUT C 202 af 7.6.2016, s.230).
  5. APP består af det tredje program til opkøb af særligt dækkede obligationer (CBPP3), programmet til opkøb af asset-backed securities (ABSPP), programmet til opkøb af værdipapirer udstedt af den offentlige sektor (PSPP) og programmet til opkøb af virksomhedsobligationer (CSPP). ECB køber ikke værdipapirer under CSPP. Yderligere oplysninger om APP findes på ECB's websted.
  6. Yderligere oplysninger om PEPP findes på ECB's websted.
  7. Se pressemeddelelsen af 12. marts 2020 om Styrelsesrådets beslutninger.
  8. Se pressemeddelelsen af 18. marts 2020 om Styrelsesrådets beslutninger.
  9. Se pressemeddelelsen af 4. juni 2020 om Styrelsesrådets beslutninger.
  10. Se pressemeddelelsen af 10. december 2020 om Styrelsesrådets beslutninger.
  11. Yderligere oplysninger om løbetidsrestriktioner for både APP og PEPP findes på ECB's websted.
  12. Disse beholdninger omfatter aktiver, som er medtaget under balanceposterne "Tilgodehavender i fremmed valuta hos residenter uden for euroområdet – Mellemværender med banker og værdipapirer, eksterne lån og andre eksterne aktiver" og "Tilgodehavender i fremmed valuta hos residenter i euroområdet".
  13. ECB's omkostninger i forbindelse med tilsynsopgaverne dækkes ind med årlige tilsynsgebyrer, som opkræves hos enhederne under tilsyn. Yderligere oplysninger findes på ECB's websted.
  14. Balanceposten "Revalueringskonti" omfatter også genberegninger af ydelser efter fratrædelse.
  15. Se pressemeddelelsen af 30. januar 2020 om ECB's tegnede kapital efter Bank of Englands udtræden af ESCB.
  16. Amortiseringen opstår som følge af det regnskabsprincip, der kræver, at værdipapirer værdireguleres op eller ned over tid hen imod udløb, afhængigt af om de blev købt til en pris under (underkurs) eller over deres pålydende værdi (overkurs). APP-værdipapirerne blev, gennemsnitligt set, købt til overkurs, og derfor falder den bogførte værdi af disse værdipapirer alt andet lige over tid.
  17. Indtægten fra tilsynsgebyrer indgår i "Andre indtægter og udgifter" (figur 13).
  18. ES defineres som et sandsynlighedsvægtet gennemsnitligt tab, der opstår i de værste (1-p) pct. af scenarierne, hvor p betegner konfidensniveauet.
  19. Yderligere oplysninger om risikomodelleringsmetoden findes i "The financial risk management of the Eurosystem’s monetary policy operations", ECB, juli 2015.
  20. Operationel risiko defineres som risikoen for en negativ finansiel, forretningsmæssig eller omdømmemæssig effekt, som skyldes mennesker, mangelfuld gennemførelse af eller fejlslagne interne ledelses- og forretningsprocesser, svigt i systemer, som processer er afhængige af, eller eksterne begivenheder (fx naturkatastrofer eller angreb udefra).
  21. Yderligere oplysninger om ECB's governancestruktur findes på ECB's websted.
  22. Styringen af adfærdsrisiko har fået stigende opmærksomhed i virksomhedssektoren og den offentlige sektor. Den supplerer styringen af finansielle og operationelle risici og kan for ECB's vedkommende defineres som risikoen for at lide omdømmemæssig skade eller anden form for skade, som forårsages af højtstående embedsmænd i ECB eller medarbejdere, som ikke handler i overensstemmelse med ECB's regler for etik og integritet og/eller standarder for god governance og administration.
  23. En nærmere gennemgang af den af ECB anvendte regnskabspraksis findes i Den Europæiske Centralbanks afgørelse (EU) 2016/2247 af 3. november 2016 om Den Europæiske Centralbanks årsregnskab (ECB/2016/35), EUT L 347 af 20.12.2016, s. 1, med senere ændringer. Den uofficielle konsoliderede tekst med listen over ændringer findes her.
    For at sikre en harmoniseret bogføring og regnskabsrapportering af Eurosystemets operationer er ovennævnte afgørelse baseret på Den Europæiske Centralbanks retningslinje (EU) 2016/2249 af 3. november 2016 om den retlige ramme for bogføring og regnskabsrapportering i Det Europæiske System af Centralbanker (ECB/2016/34) (EUT L 347 af 20.12.2016, s. 37), med senere ændringer. Den uofficielle konsoliderede tekst med listen over ændringer findes her.
    Disse principper, som jævnligt gennemgås og opdateres, når der er behov for det, er i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 26.4 i ESCB-statutten, som kræver standardiserede regler for bogføring og regnskabsrapportering i Eurosystemet.
  24. Der er fastsat et mindstebeløb på 100.000 euro for periodiseringer og hensættelser af administrativ art.
  25. Pr. 31. december 2020 deltog følgende centralbanker uden for euroområdet i Target2: Българска народна банка (Bulgariens Nationalbank), Danmarks Nationalbank, Hrvatska narodna banka, Narodowy Bank Polski og Banca Naţională a României.
  26. Når medarbejderne går på pension, kan deres frivillige bidrag anvendes til at købe yderligere pension. Denne pension indgår fra dette tidspunkt i den ydelsesbaserede forpligtelse.
  27. ECB's afgørelse af 13. december 2010 om udstedelse af eurosedler (ECB/2010/29) (2011/67/EU), EUT L 35 af 9.2.2011, s. 26), med senere ændringer. Den uofficielle konsoliderede tekst med listen over ændringer findes her.
  28. "Seddelfordelingsnøglen" vil sige de procentsatser, som fås ved at medtage ECB's andel af summen af udstedte eurosedler og anvende kapitalindskudsnøglen på de nationale centralbankers andel i den nævnte sum.
  29. ECB's afgørelse (EU) 2016/2248 af 3. november 2016 om fordelingen af de monetære indtægter til de nationale centralbanker i de medlemsstater, der har euroen som valuta (ECB/2016/36) (EUT L 347 af 20.12.2016, s. 26), med senere ændringer. Den uofficielle konsoliderede tekst med listen over ændringer findes her.
  30. ECB's afgørelse (EU) 2015/298 af 15. december 2014 om den foreløbige fordeling af Den Europæiske Centralbanks indtægter (ECB/2014/57) (EUT L 53 af 25.2.2015, s. 24), med senere ændringer. Den uofficielle konsoliderede tekst med listen over ændringer findes her.
  31. Se Manual on Government Deficit and Debt, Eurostat, 2019.
  32. Dette svarer til 504,8 t.
  33. Beholdningerne omfatter aktiver fratrukket passiver i den valuta, som skal valutakursreguleres. Disse indregnes i posterne "Tilgodehavender i fremmed valuta hos residenter uden for euroområdet", "Tilgodehavender i fremmed valuta hos residenter i euroområdet", "Periodeafgrænsningsposter" og "Periodeafgrænsningsposter", idet der tages højde for valutaterminsforretninger og valutaswaps under ikke-balanceførte poster. Kursreguleringsgevinster på finansielle instrumenter i fremmed valuta er ikke indregnet.
  34. Yderligere oplysninger om Eurosystemets eurolikviditetsoperationer mod belånbar sikkerhed kan findes på ECB's websted.
  35. Yderligere oplysninger om APP findes på ECB's websted.
  36. Yderligere oplysninger om PEPP findes på ECB's websted.
  37. Yderligere oplysninger om de belånbare aktivkategorier under PEPP findes i ECB's afgørelse (EU) 2020/440 af 24. marts 2020 om et midlertidigt opkøbsprogram på foranledning af den pandemiske nødsituation (ECB/2020/17) (EUT L 91 af 25.3.2020, s. 1), med senere ændringer. Den uofficielle konsoliderede tekst med listen over ændringer findes her.
  38. Markedsværdier er vejledende og er udledt på grundlag af markedsnoteringer. Hvor der ikke foreligger markedsnoteringer, estimeres markedspriserne ved brug af Eurosystemets egne modeller.
  39. Renten, der anvendes af Eurosystemet ved auktionerne i forbindelse med de primære markedsoperationer, har siden 16. marts 2016 været 0,00 pct.
  40. Yderligere oplysninger findes på ECB's websted.
  41. Værdipapirudlån, der ikke resulterer i en sikkerhedsstillelse i kontanter, som ikke er investeret ultimo året, medtages på ikke-balanceførte konti (se note 17 "Værdipapirudlån").
  42. EURO1 og RT1 er betalingssystemer, der drives af ABE CLEARING S.A.S à capital variable (EBA Clearing).
  43. Ordningens ydelsesbaserede søjle afspejler kun de obligatoriske bidrag som indbetales af ECB og medarbejderne. Medarbejdernes frivillige bidrag i en bidragsbaseret søjle udgjorde i 2020 186 mio. euro (171 mio. euro i 2019). Disse bidrag er investeret i ordningens aktiver og medfører en tilsvarende forpligtelse af samme værdi.
  44. Omkostningerne vedrørende det aktuelle regnskabsår beregnes ud fra det foregående års diskonteringssats.
  45. De statistiske data, der skal benyttes ved denne justering, blev meddelt ECB af Europa-Kommissionen i overensstemmelse med bestemmelserne i Rådets afgørelse af 15. juli 2003 om de statistiske data, der skal benyttes ved justering af fordelingsnøglen for kapitalindskud i ECB (2003/517/EF) (EUT L 181 af 19.7.2003, s. 43).
  46. ECB opkøber ikke værdipapirer under CSPP og har derfor ingen beholdninger i relation hertil, som er til rådighed for udlån.
  47. Hvis den kontante sikkerhedsstillelse ikke er investeret ultimo året, bogføres disse transaktioner på balanceførte konti (se note 9 "Andre forpligtelser i euro over for kreditinstitutter i euroområdet" og note 11 "Forpligtelser i euro over for residenter uden for euroområdet").
  48. Fra og med gebyrperioden 2020 bliver ECB's tilsynsgebyrer beregnet efter gebyrperioden i overensstemmelse med ECB's forordning (EU) 2019/2155 af 5. december 2019 om ændring af forordning (EU) 1163/2014 af 22. oktober 2014 om tilsynsgebyrer (ECB/2019/37) (EUT L 327 af 17.12.2019, s. 70).
  49. Se artikel 5, stk. 3, i ECB's forordning (EU) nr. 1163/2014 af 22. oktober 2014 om tilsynsgebyrer (ECB/2014/41) (EUT L 311 af 31.10.2014, s. 23), med senere ændringer. Den uofficielle konsoliderede tekst med listen over ændringer findes her.
  50. Styrelsesrådet vil inden udgangen af april 2021 vedtage ECB's afgørelse om det samlede beløb for de årlige tilsynsgebyrer for 2020.
  51. Se Annual Report 2019/20, BIS.
  52. En fuldtidsækvivalent (FTE) er en enhed, som svarer til én medarbejder ansat på fuld tid i ét år. Medarbejdere med tidsubegrænsede, tidsbegrænsede eller kortvarige kontrakter samt deltagere i ECB's Graduate Programme indgår i forhold til de timer, som de arbejder. Medarbejdere på barselsorlov eller længerevarende orlov er også medtaget, mens medarbejdere på orlov uden løn ikke er medtaget.
  53. Beløbene er bruttobeløb, dvs. inden betaling af skat til EU.
  54. Se note 13.3 "Øvrige Poster", hvad angår det nettobeløb, som er indregnet i resultatopgørelsen i relation til de nuværende medlemmer af Direktionen og medlemmer af Tilsynsrådet, som er ansat af ECB.
  55. De nationale centralbanker uden for euroområdet er ikke berettigede til en andel af ECB's overskud, ligesom de heller ikke bidrager til dækningen af ECB's eventuelle tab.
  56. I henhold til ESCB-statuttens artikel 32.5 fordeles summen af de nationale centralbankers monetære indtægter mellem dem indbyrdes i forhold til deres indbetalte andele af ECB's kapital.