SØGEMULIGHEDER
Hjem Medier Explainers Forskning & Offentliggørelser Statistik Pengepolitik €uroen Betalinger & Markeder Kariere & Job
Forslag
Sortér efter

Den danske udgave af ECB's Konvergensrapport 2020 er en oversættelse af afsnittene: "Introduction", "Framework for Analysis", "State of economic convergence" og "Country Summaries" i ECB's Convergence Report June 2020. En engelsk udgave af hele konvergensrapporten findes på ECB's websted.

1 Indledning

Siden 1. januar 1999 er euroen blevet indført i 19 EU-lande. I denne rapport undersøges syv af de otte EU-lande, der endnu ikke har indført den fælles valuta. Et af de otte lande, Danmark, har meddelt Rådet for Den Europæiske Union (Rådet), at det ikke ønsker at deltage i tredje fase af Den Økonomiske og Monetære Union (ØMU).[1] Som følge heraf skal der kun udarbejdes en konvergensrapport for Danmark, hvis landet anmoder herom. Da der ikke er fremsat en sådan anmodning, vurderes følgende lande i denne rapport: Bulgarien, Tjekkiet, Kroatien, Ungarn, Polen, Rumænien og Sverige. Alle syv lande er i henhold til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (i det følgende benævnt "traktaten"[2]) forpligtede til at indføre euroen, hvilket indebærer, at de skal tilstræbe at opfylde alle konvergenskriterierne.

ECB opfylder med udarbejdelsen af denne rapport sin forpligtelse i henhold til traktatens artikel 140. I artikel 140 er det fastsat, at ECB og Europa-Kommissionen mindst en gang hvert andet år eller på anmodning af et EU-land med dispensation skal aflægge beretning til Rådet "om de fremskridt, der gøres af medlemsstater med dispensation for så vidt angår opfyldelse af deres forpligtelser med hensyn til virkeliggørelsen af Den Økonomiske og Monetære Union". Undersøgelsen af de syv lande i denne konvergensrapport er derfor foretaget som led i den almindelige gennemgang hvert andet år. Europa-Kommissionen har også udarbejdet en rapport, og de to rapporter forelægges Rådet samtidig.

ECB gør i denne rapport brug af de samme rammer som i tidligere konvergensrapporter. Formålet er at undersøge, hvorvidt de syv lande har opnået en høj grad af vedvarende økonomisk konvergens, hvorvidt deres nationale lovgivning er forenelig med traktaten og statutten for Det Europæiske System af Centralbanker og Den Europæiske Centralbank (statutten), og hvorvidt de overholder de lovkrav, som den pågældende nationale centralbank skal opfylde for at blive en integrerende del af Eurosystemet.

Vurderingen af den økonomiske konvergensproces afhænger i høj grad af den underliggende statistiks kvalitet og integritet. Indsamlingen og indberetningen af statistik, især over de offentlige finanser, må ikke ligge under for politiske hensyn eller indblanding. EU-landene er blevet opfordret til at prioritere kvaliteten og integriteten af deres statistik højt og til at sikre, at indsamlingen af statistik er underlagt et effektivt kontrolsystem, samt at minimumstandarder på statistikområdet overholdes. Disse standarder er helt afgørende for at underbygge de nationale statistikmyndigheders uafhængighed, integritet og ansvarlighed samt for at fremme tilliden til kvaliteten af statistikken over offentlige finanser (jf. kapitel 6).

Det skal også bemærkes, at fra og med 4. november 2014[3] skal alle lande, hvis dispensation ophæves, også deltage i Den Fælles Tilsynsmekanisme, SSM (Single Supervisory Mechanism), senest pr. den dato, de indfører euroen. Fra denne dato gælder alle SSM-relaterede rettigheder og forpligtelser for disse lande. Det er derfor yderst vigtigt, at de træffer de nødvendige forberedelser. Der vil bl.a. blive gennemført en omfattende vurdering af banksystemet i alle medlemsstater, som tiltræder euroområdet og dermed SSM.[4]

Denne rapport er opbygget som følger. I kapitel 2 beskrives de rammer, der er anvendt i forbindelse med vurderingen af økonomisk og juridisk konvergens. Kapitel 3 indeholder en horisontal gennemgang af de væsentligste aspekter af økonomisk konvergens. I kapitel 4 findes en sammenfatning land for land, som indeholder de væsentligste resultater af vurderingen af økonomisk og juridisk konvergens. I kapitel 5 undersøges den økonomiske konvergens i hvert af de syv betragtede EU-lande. Kapitel 6 indeholder en oversigt over konvergensindikatorerne og de statistiske metoder, der er brugt til at beregne dem. Endelig undersøges foreneligheden af den nationale lovgivning i de enkelte medlemsstater, som vurderes – herunder de nationale centralbankers statutter – med traktatens artikel 130 og 131 i kapitel 7.

2 Rammer for analysen

2.1 Økonomisk konvergens

Til at vurdere den økonomiske konvergens i EU-lande, der ønsker at indføre euroen, anvender ECB fælles rammer i analysen. Rammerne, som konsekvent er blevet anvendt i forbindelse med alle Det Europæiske Monetære Instituts (EMI) og ECB's konvergensrapporter, er for det første baseret på traktatens bestemmelser og ECB's anvendelse heraf med hensyn til prisudvikling, offentlig saldo og gæld, valutakurser og lange renter samt andre faktorer af relevans for økonomisk integration og konvergens. For det andet er de baseret på en række supplerende bagudrettede og fremadrettede økonomiske indikatorer, der anses som nyttige i forbindelse med en nærmere vurdering af konvergensens vedvarende karakter. For at sikre, at integrationen af det pågældende EU-land forløber uden større problemer, er det vigtigt, at den undersøges på baggrund af alle disse faktorer. I boks 1-5 gengives retsforskrifterne kort, og der redegøres for hovedtrækkene i ECB's anvendelse af disse bestemmelser, herunder metoderne.

For at sikre kontinuitet og ligebehandling bygger rapporten på principperne i tidligere rapporter fra ECB (og inden da fra EMI). ECB gør bl.a. brug af en række retningslinjer i forbindelse med anvendelsen af konvergenskriterierne. For det første fortolkes og anvendes de enkelte kriterier meget konsekvent. Baggrunden er, at kriterierne hovedsagelig skal sikre, at kun medlemsstater med økonomiske forhold, som medvirker til at fastholde prisstabilitet og sammenhængen i euroområdet, kan deltage. For det andet udgør konvergenskriterierne en sammenhængende og integreret pakke, og det er nødvendigt, at alle kriterierne er opfyldt. Traktaten sidestiller kriterierne og angiver ikke noget hierarki. For det tredje skal konvergenskriterierne opfyldes på baggrund af faktiske data. For det fjerde skal anvendelsen af konvergenskriterierne være konsekvent, gennemsigtig og ukompliceret. Desuden er holdbarhed en afgørende faktor, når opfyldelsen af konvergenskriterierne vurderes, fordi konvergenskriterierne skal opfyldes løbende, ikke blot på et givet tidspunkt. Derfor uddybes konvergensens vedvarende karakter i undersøgelsen af det enkelte land.

Der foretages først en tilbageskuende vurdering af den økonomiske udvikling i de pågældende lande, som i princippet bygger på observationer fra de seneste ti år. Det giver bedre mulighed for at afgøre, om de aktuelle resultater skyldes ægte strukturtilpasninger, som i givet fald bør føre til en bedre vurdering af, hvorvidt den økonomiske konvergens er vedvarende.

Dernæst, og i det omfang det er hensigtsmæssigt, anlægges et fremadrettet perspektiv. Der lægges i denne sammenhæng særlig vægt på, at en vedvarende gunstig økonomisk udvikling helt afhænger af, om de eksisterende og fremtidige udfordringer modsvares af passende og varige politiktiltag. En stærk styring, sunde institutioner og holdbare offentlige finanser er også af afgørende betydning for at understøtte en holdbar produktionsvækst på mellemlangt til langt sigt. Der lægges generelt vægt på, at en høj grad af vedvarende økonomisk konvergens afhænger af en stærk udgangsposition, sunde institutioner og hensigtsmæssige politikker efter indførelsen af euroen.

De fælles rammer anvendes på de syv betragtede EU-lande hver for sig. Undersøgelserne, som fokuserer på den enkelte medlemsstats resultater, bør betragtes hver for sig i overensstemmelse med traktatens artikel 140.

Skæringsdatoen for statistikken i denne konvergensrapport var 7. maj 2020. De statistiske data, der anvendes i forbindelse med konvergenskriterierne, er udarbejdet af Europa-Kommissionen (jf. kapitel 6 samt tabeller og figurer) i samarbejde med ECB for valutakursernes og den lange rentes vedkommende. Efter aftale med Europa-Kommissionen går referenceperioden for kriteriet vedrørende prisstabilitet fra april 2019 til marts 2020. Referenceperioden for kriteriet vedrørende den lange rente går ligeledes fra april 2019 til marts 2020. Hvad angår valutakurserne, går referenceperioden fra 1. april 2018 til 31. marts 2020. Historiske data vedrørende budgetstillingerne dækker perioden frem til 2019. Der er også taget højde for prognoser fra forskellige kilder samt det seneste konvergensprogram for den pågældende medlemsstat og andre oplysninger, der er relevante i forbindelse med en fremadrettet undersøgelse af konvergensens vedvarende karakter. Europa-Kommissionens økonomiske prognose (forår 2020)[5] og 2020-rapporten om varslingsmekanismen, som der også tages højde for i denne rapport, blev offentliggjort henholdsvis den 6. maj 2020 og 17. december 2019. Denne rapport blev vedtaget af ECB's Generelle Råd den 4. juni 2020.

Der tages i denne konvergensrapport kun højde for coronaviruspandemiens (covid-19) indvirkning på konvergensvurderingen i meget begrænset omfang. Det er for tidligt at drage endelige konklusioner om, hvordan konvergensudviklingen vil blive påvirket, og om denne virkning vil komme til udtryk på en symmetrisk eller asymmetrisk måde i de pågældende lande. Der vil derfor blive foretaget en detaljeret analyse i forbindelse med den næste konvergensrapport. I lyset af covid-19-pandemien er den fremadrettede konvergensvurdering forbundet med stor usikkerhed, og den fulde effekt kan først bedømmes efterfølgende. Størstedelen af EU-landene indførte inddæmningsforanstaltninger for at nedbringe antallet af smittede og gennemførte også særlige finanspolitiske, makroprudentielle, tilsynsmæssige og pengepolitiske foranstaltninger for at begrænse den økonomiske effekt. Der er på nuværende tidspunkt ikke et fuldt overblik over konsekvenserne for de statistiske data. Den større usikkerhed vedrører alle konvergenskriterierne. Med hensyn til kriteriet vedrørende prisstabilitet er der stor usikkerhed om, hvordan inflationen vil udvikle sig i de kommende måneder. Det økonomiske tilbageslag, der er en følge af covid-19-pandemien, kan således blive mere langvarigt, eller genopretningen kan blive hurtigere end tidligere forventet. Der er betydelig usikkerhed med hensyn til risikobalancen mellem nedadrettede pres på inflationen, der er forbundet med en svagere efterspørgsel, og opadrettede pres forbundet med afbrydelser af forsyningen. Hvad angår det finanspolitiske kriterium, påvirker covid-19-pandemien udsigterne for de offentlige finanser, hvorimod de vigtigste finanspolitiske indikatorer fra 2010 til 2019 ikke er påvirket. For så vidt angår de finanspolitiske udsigter, er ECB's analyse fortrinsvis baseret på Europa-Kommissionens økonomiske prognose (forår 2020), der for alle de betragtede lande viser en kraftig forværring af den offentlige budgetsaldo som følge af den markante nedgang i den økonomiske aktivitet og de finanspolitiske foranstaltninger, der er gennemført for at begrænse krisen. De potentielle konsekvenser af covid-19-pandemien på budgetstillingernes holdbarhed på mellemlangt til langt sigt – ud over dens effekt på de seneste prognoser – er imidlertid ikke medtaget på grund af den store usikkerhed. ECB's analyse er navnlig baseret på Europa-Kommissionens Debt Sustainability Monitor fra 2019, der blev offentliggjort før covid-19-pandemien. Volatiliteten i valutakurserne og deprecieringspresset på de nationale valutaer over for euro steg efter fremkomsten af covid-19. For at begrænse forvridninger af den samlede konvergensvurdering slutter den betragtede periode, hvad angår valutakursudviklingen, i marts 2020. Med hensyn til udviklingen i de lange renter indgår april 2020 ikke i analysen som følge af covid-19-pandemiens effekt på de finansielle markeder. Den ekstremt høje usikkerhed og volatilitet på de finansielle markeder kan tilsløre det informationsindhold, som udviklingen på de finansielle markeder giver, og derfor medføre potentielle fordrejninger i den overordnede vurdering af de enkelte landes konvergensproces. Alt dette indebærer, at en korrekt analyse af pandemiens økonomiske effekt på konvergensvurderingen først kan foretages i et historisk perspektiv.

Traktatens bestemmelser om prisudviklingen og ECB's anvendelse heraf er beskrevet i boks 1.

Boks 1 Prisudvikling

1. Traktatens bestemmelser

I henhold til traktatens artikel 140, stk. 1, første led, skal det i konvergensrapporten undersøges, om der er opnået en høj grad af vedvarende konvergens ved, at hver medlemsstat har opfyldt følgende kriterium:

"en høj grad af prisstabilitet; dette vil fremgå af en inflationstakt, som ligger tæt op ad inflationstakten i de højst tre medlemsstater, der har nået de bedste resultater med hensyn til prisstabilitet".

Af artikel 1 i protokol (nr. 13) om konvergenskriterierne fremgår det, at:

"Kriteriet vedrørende prisstabilitet som nævnt i artikel 140, stk. 1, første led, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde betyder, at en medlemsstat har en holdbar prisudvikling og en gennemsnitlig inflationstakt, som i en periode på et år forud for undersøgelsen ikke overstiger inflationstakten i de højst tre medlemsstater, der har nået de bedste resultater med hensyn til prisstabilitet, med mere end 1,5 procentpoint. Inflationen måles ved hjælp af forbrugerprisindekset på et sammenligneligt grundlag, der tager hensyn til forskelle i nationale definitioner".

2. Anvendelse af traktatens bestemmelser

I forbindelse med denne rapport anvender ECB traktatens bestemmelser som beskrevet nedenfor:

For det første beregnes inflationstakten med hensyn til en "gennemsnitlig inflationstakt, som betragtet i en periode på et år forud for undersøgelsen". Inflationstakten er blevet beregnet på grundlag af ændringen i et 12-måneders gennemsnit af HICP i referenceperioden fra april 2019 til marts 2020 i forhold til det foregående 12-måneders gennemsnit.

For det andet er begrebet "de højst tre medlemsstater, der har nået de bedste resultater med hensyn til prisstabilitet", som bruges i definitionen af referenceværdien, fremkommet ved at bruge et ikke-vægtet aritmetisk gennemsnit af inflationstakten i de følgende tre medlemsstater: Portugal (0,2 pct.), Cypern (0,4 pct.) og Italien (0,4 pct.). Lægges 1,5 procentpoint til den gennemsnitlige inflationstakt, er referenceværdien således 1,8 pct. Det skal bemærkes, at undersøgelsen af et lands inflation, i henhold til traktaten, er relativ, dvs. at den ses i forhold til andre medlemsstater. Derfor tager prisstabilitetskriteriet højde for, at fælles stød (som fx stammer fra de globale råvarepriser) midlertidigt kan få inflationen til at afvige fra centralbankernes mål.

I de seneste fem rapporter er "outlier"-metoden blevet anvendt til at tage højde for potentielle betydelige forvrængninger i de enkelte landes inflationsudvikling. En medlemsstat betragtes som "outlier", når to betingelser er opfyldt. For det første hvis et lands gennemsnitlige 12-måneders inflationstakt er betydeligt lavere end den tilsvarende inflationstakt i andre medlemsstater, og for det andet hvis prisudviklingen i landet er blevet kraftigt påvirket af exceptionelle faktorer. I denne rapport blev ingen af de medlemsstater, der havde den laveste inflationstakt, identificeret som outlier.

Inflationen måles ved HICP, som er udarbejdet med det formål at vurdere konvergensen i forhold til prisstabilitet på et sammenligneligt grundlag (jf. kapitel 6, afsnit 2).

Den gennemsnitlige HICP-inflation i 12-måneders referenceperioden fra april 2019 til marts 2020 sammenholdes med landets økonomiske resultater de sidste ti år, for så vidt angår prisstabilitet. Dette gør det muligt at få et mere detaljeret billede af prisudviklingens holdbarhed i det land, der undersøges. Der lægges her vægt på tilrettelæggelsen af pengepolitikken, og der ses især på, om de pengepolitiske myndigheders fokus primært har været at opnå og fastholde prisstabilitet, og hvorvidt andre aspekter af den økonomiske politik har bidraget hertil. Der tages endvidere højde for de makroøkonomiske forholds betydning for opnåelse af prisstabilitet. Prisudviklingen undersøges i lyset af udbuds- og efterspørgselssituationen, idet der sættes fokus på faktorer som fx enhedslønomkostninger og importpriser. Endelig tages udviklingen i andre relevante prisindeks i betragtning. I et fremadrettet perspektiv ses der på den forventede inflationsudvikling i de kommende år, herunder prognoser fra en række større internationale organisationer og markedsdeltagere. Endvidere drøftes institutionelle og strukturelle aspekter, som er relevante for at opretholde prisstabilitet efter euroens indførelse.

Retsforskrifterne om udviklingen i de offentlige finanser og ECB's anvendelse heraf samt proceduremæssige spørgsmål er beskrevet i boks 2.

Boks 2 Udviklingen i de offentlige finanser

1. Traktaten og andre retsforskrifter

I henhold til traktatens artikel 140, stk.1, andet led, skal det i konvergensrapporten undersøges, om der er opnået en høj grad af vedvarende konvergens ved, at hver medlemsstat har opfyldt følgende kriterium:

"holdbare offentlige finanser; dette vil fremgå af, at medlemsstaten har opnået en offentlig budgetstilling, der ikke udviser et uforholdsmæssigt stort underskud som fastslået i henhold til artikel 126, stk. 6."

Af artikel 2 i protokol (nr. 13) om konvergenskriterierne fremgår det, at:

"Kriteriet vedrørende den offentlige budgetstilling som nævnt i nævnte traktats artikel 140, stk. 1, andet led, betyder, at medlemsstaten på tidspunktet for undersøgelsen, ikke er omfattet af en rådsafgørelse som omhandlet i nævnte traktats artikel 126, stk. 6, om, at den pågældende medlemsstat har et uforholdsmæssigt stort underskud."

I artikel 126 fastlægges proceduren vedrørende uforholdsmæssigt store underskud. I henhold til artikel 126, stk. 2 og 3, skal Europa-Kommissionen udarbejde en rapport, hvis en medlemsstat ikke overholder kravene om budgetdisciplin, og især hvis:

  • den procentdel, som det forventede eller faktiske offentlige underskud udgør af bruttonationalproduktet (BNP), overstiger en given referenceværdi (defineret i protokollen om proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud som 3 pct. af BNP), medmindre:
    • denne procentdel er faldet væsentligt og vedvarende og har nået et niveau, der ligger tæt på referenceværdien
    • eller overskridelsen af referenceværdien kun er exceptionel og midlertidig, og nævnte procentdel fortsat ligger tæt på referenceværdien
  • den procentdel, som den offentlige gæld udgør af BNP, overstiger en given referenceværdi (defineret i protokollen om proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud som 60 pct. af BNP), medmindre denne procentdel mindskes tilstrækkeligt og nærmer sig referenceværdien med en tilfredsstillende hastighed.

I Kommissionens rapport skal der desuden tages hensyn til, om det offentlige underskud overstiger de offentlige investeringsudgifter, samt til alle andre relevante forhold, herunder medlemsstatens økonomiske og budgetmæssige situation på mellemlangt sigt. Kommissionen kan også udarbejde en rapport, hvis den, selvom kriterierne er opfyldt, er af den opfattelse, at der er risiko for et uforholdsmæssigt stort underskud i en medlemsstat. Det Økonomiske og Finansielle Udvalg afgiver udtalelse om Kommissionens rapport. Endelig – og i henhold til artikel 126, stk. 6 – fastslår Rådet, på grundlag af en henstilling fra Kommissionen og under hensyntagen til de bemærkninger, som den pågældende medlemsstat måtte ønske at fremsætte, med kvalificeret flertal og uden den pågældende medlemsstats deltagelse, efter en generel vurdering, om der foreligger et uforholdsmæssigt stort underskud.

Traktatens bestemmelser i artikel 126 er yderligere præciseret i forordning (EF) nr. 1467/97[6], ændret ved forordning (EU) nr. 1177/2011[7] som bl.a.:

  • bekræfter, at gældskriteriet er sidestillet med underskudskriteriet, ved at gøre det førstnævnte operationelt med en overgangsperiode på tre år for medlemsstater, der kommer ud af budgetunderskudsprocedurer, der blev åbnet inden 2011. I henhold til forordningens artikel 2, stk. 1a, gælder, at når den procentdel, som den offentlige gæld udgør af BNP, overstiger referenceværdien, anses den for at falde tilstrækkeligt og nærme sig referenceværdien med en tilfredsstillende hastighed, hvis forskellen i forhold til referenceværdien er aftaget i de forudgående tre år med i gennemsnit en tyvendedel pr. år som et benchmark, baseret på ændringerne over de seneste tre år, for hvilke der er tilgængelige data. Kravet i forbindelse med gældskriteriet betragtes også som opfyldt, hvis Kommissionens budgetprognoser viser, at den påkrævede reduktion af forskellen sker over en nærmere defineret treårig periode. Ved gennemførelse af benchmarket for tilpasning af gældskvoten skal der tages hensyn til konjunkturens indflydelse på gældsreduktionstempoet
  • beskriver de relevante faktorer nærmere, som Kommissionen skal tage i betragtning ved udarbejdelsen af en rapport i henhold til artikel 126, stk. 3, i traktaten. Først og fremmest anføres en række faktorer, som anses for relevante for vurderingen af udviklingen på mellemlangt sigt i den økonomiske situation, budgetstillingerne og den offentlige gæld (jf. artikel 2, stk.3, i forordningen og nedenstående oplysninger om ECB's efterfølgende analyse).

Desuden trådte traktaten om stabilitet, samordning og styring i Den Økonomiske og Monetære Union (TSSS), som bygger på bestemmelserne i den udvidede stabilitets- og vækstpagt, i kraft 1. januar 2013.[8] I afsnit III (Finanspagten) fastsættes bl.a. en bindende finanspolitisk bestemmelse, der har til formål at sikre, at det offentlige budget er i balance eller overskud. Denne regel anses for at være overholdt, hvis den årlige strukturelle offentlige saldo opfylder den landespecifikke mellemfristede målsætning og ikke overskrider et – strukturelt – underskud på 0,5 pct. af BNP. Såfremt den offentlige gæld er betydeligt under 60 pct. af BNP, og risiciene med hensyn til de offentlige finansers holdbarhed på langt sigt er lave, kan den mellemfristede målsætning nå op på et strukturelt underskud på højst 1 pct. af BNP. TSSS indeholder også den bestemmelse om et benchmark for tilpasning af gældskvoten, som er omhandlet i forordning (EU) nr.1177/2011 om ændring af forordning (EF) nr. 1467/97. De kontraherende medlemsstater skal indføre de fastsatte regler om budgetbalance i deres forfatning – eller en tilsvarende lov på et højere niveau end den årlige budgetlov – ledsaget af en automatisk korrektionsmekanisme, som træder i kraft ved afvigelser fra budgetmålet.

2. Anvendelse af traktatens bestemmelser

I forbindelse med konvergensvurderingen fremsætter ECB sit syn på udviklingen i de offentlige finanser. For at vurdere de offentlige finansers holdbarhed undersøger ECB en række væsentlige indikatorer for udviklingen fra 2010 til 2019 samt udsigterne og udfordringerne for de offentlige finanser, idet der fokuseres på sammenhængen mellem underskuds- og gældsudviklingen. Hvad angår covid-19-pandemiens effekt på de offentlige finanser, henviser ECB til stabilitets- og vækstpagtens generelle undtagelsesklausul, der blev aktiveret 20. marts 2020. For så vidt angår den forebyggende del anføres det i artikel 5, stk. 1, og artikel 9, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1466/97[9], at "i perioder med et alvorligt økonomisk tilbageslag for euroområdet eller Unionen som helhed, kan medlemsstaterne midlertidigt tillades at fravige den tilpasningssti i retning af den mellemfristede budgetmålsætning [...] …, forudsat at dette ikke bringer den finanspolitiske holdbarhed på mellemlang sigt i fare". Med hensyn til den korrigerende del bestemmer artikel 3, stk. 5, og artikel 5, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1467/97, at "i tilfælde af et alvorligt økonomisk tilbageslag for euroområdet eller for Unionen som helhed kan Rådet også på grundlag af en henstilling fra Kommissionen vedtage en revideret henstilling efter artikel 126, stk. 7, i TEUF, forudsat at det ikke er til fare for den finanspolitiske holdbarhed på mellemlang sigt." ECB analyserer også effektiviteten af de nationale budgetmæssige rammer som omhandlet i artikel 2, stk. 3, litra b), i forordning (EF) nr.1467/97 og i direktiv 2011/85/EU.[10] Hvad angår artikel 126, har ECB i modsætning til Kommissionen ingen formel rolle i proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud. ECB's rapport angiver kun, om et land er underlagt proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud.

Med hensyn til traktatens bestemmelse om, at en gældskvote på over 60 pct. af BNP skal "mindskes tilstrækkeligt og nærme sig referenceværdien med en tilfredsstillende hastighed", undersøger ECB gældskvotens hidtidige og fremtidige udvikling. Hvad angår medlemsstater, hvor gældskvoten overstiger referenceværdien, forelægger ECB Europa-Kommissionens seneste vurdering af overholdelsen af benchmarket for tilpasning af gældskvoten, som er fastsat i artikel 2, stk. 1a, i forordning (EF) nr. 1467/97.

Gennemgangen af budgetudviklingen er baseret på nationalregnskabstal i overensstemmelse med Det Europæiske Nationalregnskabssystem 2010 (ENS2010) (jf. kapitel 6). De fleste tal i denne rapport forelå fra Kommissionen i april 2020 og inkluderer tal for de offentlige finanser for perioden 2010 til 2019 samt Kommissionens prognoser for 2020-21.

For så vidt angår de offentlige finansers holdbarhed, vurderes resultatet for referenceåret 2019 i lyset af de undersøgte landes udvikling i de seneste ti år. Som udgangspunkt undersøges udviklingen i det offentlige underskud i pct. af BNP. Det er i den sammenhæng hensigtsmæssigt at huske på, at ændringer i et lands årlige underskud i pct. af BNP typisk kan tilskrives en række underliggende faktorer. Disse påvirkninger kan opdeles i – på den ene side – "konjunkturafhængige faktorer", der afspejler den indvirkning, som ændringer i konjunkturudviklingen har på underskuddet, og – på den anden side – "konjunkturuafhængige faktorer", som ofte vurderes at afspejle strukturelle eller permanente justeringer af finanspolitikken. De konjunkturuafhængige faktorer, som er kvantificeret i denne rapport, afspejler dog ikke nødvendigvis ændringer i budgetstillingen, der udelukkende er strukturelle, idet de omfatter den midlertidige indvirkning, som både politiktiltag og særlige faktorer har på budgetsaldoen. Usikkerheden om niveauet for og væksten i produktionspotentialet har gjort det særlig vanskeligt at vurdere, hvordan de strukturelle budgetstillinger har ændret sig under covid-19-pandemien.

Dernæst undersøges udviklingen i den offentlige gældskvote i perioden samt de underliggende faktorer. Disse faktorer er forskellen mellem den nominelle BNP-vækst og renten, den primære saldo og underskuds-/gældsjusteringerne. Denne vinkel kan give yderligere oplysninger om, i hvilket omfang de makroøkonomiske forhold, især kombinationen af vækst og renter, har påvirket gældens udvikling. Desuden kan den belyse bidraget fra den strukturelle offentlige saldo og konjunkturudviklingen som afspejlet i den primære saldo og den rolle, som særlige faktorer i underskuds-/gældsjusteringen har spillet. Endvidere undersøges den offentlige gælds sammensætning med særlig fokus på andelen af gæld med kort løbetid og andelen af gæld i fremmed valuta samt udviklingen heri. Ved at sammenholde disse andele med gældskvotens nuværende niveau kan der sættes fokus på de offentlige finansers følsomhed over for ændringer i valutakurser og renter.

Rettes blikket fremad, undersøges nationale budgetplaner og Kommissionens seneste prognoser for 2020-21. Desuden tages der højde for den finanspolitiske strategi på mellemlangt sigt, som fremgår af konvergensprogrammet. Dette omfatter en vurdering af, hvorvidt landets mellemfristede budgetmål, som er fastlagt i henhold til stabilitets- og vækstpagten, kan ventes opfyldt, samt af udsigterne for gældskvoten på basis af den nuværende finanspolitik. Den generelle undtagelsesklausul er blevet aktiveret i forbindelse med covid-19-pandemien, og den giver mulighed for afvigelser fra det mellemfristede budgetmål som beskrevet i boks 2. Desuden fremhæves de langsigtede udfordringer for budgetstillingernes holdbarhed og konsolideringsområderne; navnlig de udfordringer, som knytter sig til problemet med ufinansierede offentlige pensionsordninger sammen med demografiske forandringer og til eventualforpligtelser indgået af staten. Covid 19-pandemiens potentielle konsekvenser for budgetstillingernes holdbarhed på mellemlangt til langt sigt – ud over dens effekt på de seneste prognoser – behandles ikke på grund af den store usikkerhed. Endvidere dækker den ovenfor nævnte analyse, i overensstemmelse med tidligere praksis, også de fleste af de relevante faktorer, som er anført i artikel 2, stk. 3, i forordning (EF) nr. 1467/97, jf. boks 2.

Retsforskrifterne om valutakursudviklingen og ECB's anvendelse heraf er beskrevet i boks 3.

Boks 3 Valutakursudviklingen

1. Traktatens bestemmelser

I henhold til traktatens artikel 140, stk. 1, tredje led, skal det i konvergensrapporten undersøges, om der er opnået en høj grad af vedvarende konvergens ved, at hver medlemsstat har opfyldt følgende kriterium:

"overholdelse af de normale udsvingsmargener i det europæiske monetære systems valutakursmekanisme i mindst to år uden devaluering over for euroen."

Af artikel 3 i protokol (nr. 13) om konvergenskriterierne fremgår det, at:

"Kriteriet vedrørende deltagelse i det europæiske monetære systems valutakursmekanisme som nævnt i nævnte traktats artikel 140, stk. 1, tredje led, betyder, at en medlemsstat har overholdt de normale udsvingsmargener i det europæiske monetære systems valutakursmekanisme uden alvorlige spændinger i mindst de seneste to år før undersøgelsen. Medlemsstaten må især ikke i samme periode på eget initiativ have devalueret sin valutas bilaterale centralkurs over for euroen."

2. Anvendelse af traktatens bestemmelser

Med hensyn til valutakursstabilitet undersøger ECB, om landet har deltaget i ERM2 (som afløste ERM fra januar 1999) i mindst to år før konvergensundersøgelsen uden alvorlige spændinger, især uden devaluering over for euroen. I tilfælde af deltagelse i kortere tid beskrives valutakursudviklingen i en referenceperiode på to år.

Vurderingen af valutakursstabiliteten over for euroen fokuserer på, om valutakursen er tæt på centralkursen i ERM2, men tager desuden højde for faktorer, som kan have medvirket til en appreciering, hvilket er i overensstemmelse med den tidligere fremgangsmåde. I den henseende berører udsvingsbåndets bredde i ERM2 ikke vurderingen af kriteriet om valutakursstabilitet.

Endvidere belyses spørgsmålet om "alvorlige spændinger" generelt ved i) at undersøge, hvor meget valutakurserne er afveget fra centralkurserne i ERM2 i forhold til euroen, ii) at anvende indikatorer som fx valutakursvolatilitet i forhold til euroen, de korte rentespænd over for euroområdet og deres udvikling, iii) at vurdere valutainterventionernes rolle og iv) at vurdere de internationale økonomiske hjælpeprogrammers rolle i stabiliseringen af valutaen.

Referenceperioden i denne rapport er fra 1. april 2018 til 31. marts 2020. Alle bilaterale valutakurser er ECB's officielle referencekurser (jf. kapitel 6).

Ud over deltagelsen i ERM2 og udviklingen i den nominelle valutakurs over for euroen i den betragtede periode gives der en kortfattet vurdering af holdbarheden af den aktuelle valutakurs. Dette sker på baggrund af udviklingen i den reale bilaterale kurs og betalingsbalancens løbende poster, kapitalposter og finansielle poster. Desuden undersøges udviklingen i bruttoudlandsgælden og nettokapitalbalancen over for udlandet i længere perioder. I afsnittet om valutakursudviklingen vurderes endvidere en række mål for graden af landets integration i euroområdet. Denne vurdering sker både med hensyn til integration af udenrigshandlen (eksport og import) og til finansiel integration. Endelig fremgår det i påkommende tilfælde af afsnittet om valutakursudviklingen, om det undersøgte land i den toårige referenceperiode har modtaget likviditetsstøtte fra centralbanken eller, enten bilateralt eller multilateralt med inddragelse af IMF og/eller EU, har modtaget betalingsbalancestøtte. Både reel og forebyggende støtte tages i betragtning, herunder lånetilsagn i form af adgang til fx IMF's Flexible Credit Line.

Retsforskrifterne om udviklingen i den lange rente og ECB's anvendelse heraf er beskrevet i boks 4.

Boks 4 Udviklingen i den lange rente

1. Traktatens bestemmelser

I henhold til traktatens artikel 140, stk. 1, fjerde led, skal det i konvergensrapporten undersøges, om der er opnået en høj grad af vedvarende konvergens ved, at hver medlemsstat har opfyldt følgende kriterium:

"den varige karakter af den konvergens, medlemsstaten har opnået, samt af dens deltagelse i valutakursmekanismen, som afspejlet i de langfristede rentesatser."

Af artikel 4 i protokol (nr. 13) om konvergenskriterierne fremgår det, at:

"Kriteriet vedrørende konvergens i rentesatserne som nævnt i traktatens artikel 140, stk. 1, fjerde led, betyder, at en medlemsstat over en periode på et år før undersøgelsen har haft en gennemsnitlig langfristet nominel rentesats, som ikke overstiger den tilsvarende rentesats i de højst tre medlemsstater, der har nået de bedste resultater med hensyn til prisstabilitet, med mere end 2 procentpoint. Rentesatserne måles på grundlag af langfristede statsobligationer eller tilsvarende værdipapirer, idet der tages hensyn til forskelle i nationale definitioner".

2. Anvendelse af traktatens bestemmelser

I forbindelse med denne rapport anvender ECB traktatens bestemmelser som beskrevet nedenfor:

For det første er den lange rente, med hensyn til "en gennemsnitlig langfristet nominel rentesats" observeret over "en periode på et år før undersøgelsen", beregnet som et aritmetisk gennemsnit over de seneste 12 måneder, for hvilke HICP-data forelå. Den betragtede referenceperiode i denne rapport er april 2019 til marts 2020 på linje med referenceperioden for prisstabilitetskriteriet.

For det andet er begrebet "i de højst tre medlemsstater, der har nået de bedste resultater med hensyn til prisstabilitet", der bruges i definitionen af referenceværdien, anvendt ved at bruge et ikke-vægtet aritmetisk gennemsnit af den lange rente i de samme tre medlemsstater, som indgik i beregningen af referenceværdien for kriteriet vedrørende prisstabilitet (jf. boks 1). I referenceperioden for denne rapport var den lange rente i de tre lande med den laveste inflation, som indgik i beregningen af referenceværdien for kriteriet vedrørende prisstabilitet, 0,5 pct. (Portugal), 0,8 pct. (Cypern) og 1,6 pct. (Italien). Den gennemsnitlige rentesats er følgelig 0,9 pct., og ved at tillægge 2 procentpoint fås referenceværdien 2,9 pct. Rentesatserne er målt på grundlag af foreliggende harmoniserede lange renter, som blev udviklet med henblik på at vurdere konvergens (jf. kapitel 6).

Som nævnt ovenfor refererer traktaten eksplicit til "den varige karakter af konvergens", som afspejlet i de langfristede rentesatser. Udviklingen over referenceperioden fra april 2019 til marts 2020 er derfor vurderet på baggrund af udviklingen i den lange rente i de seneste ti år (eller alternativt den periode, for hvilken der foreligger data) og de væsentligste faktorer bag rentespændene over for den gennemsnitlige lange rente i euroområdet. I referenceperioden kan den gennemsnitlige lange rente i euroområdet delvis have afspejlet høje landespecifikke risikopræmier i flere eurolande. Derfor er euroområdets lange AAA-statsobligationsrente (dvs. den lange del af euroområdets AAA-rentekurve, som omfatter eurolande med en AAA-kreditvurdering) også anvendt til sammenligning. Som baggrund for analysen indeholder denne rapport også oplysninger om det finansielle markeds størrelse og udvikling. Oplysningerne er baseret på tre forskellige indikatorer (det udestående beløb af gældsinstrumenter udstedt af ikke-finansielle selskaber, aktiemarkedets kapitalisering og MFI'ernes kreditgivning til den indenlandske ikke-finansielle private sektor), som samlet udgør et mål for det finansielle markeds størrelse.

Endelig kræves det i traktatens artikel 140, stk. 1., at rapporten også beskriver en række andre relevante forhold (jf. boks 5). I denne henseende trådte en udvidet ramme for økonomisk styring i overensstemmelse med traktatens artikel 121, stk. 6, i kraft den 13. december 2011. Formålet med den udvidede ramme er at sikre en snævrere samordning af de økonomiske politikker og en varig konvergens mellem EU-landenes økonomiske resultater. Boks 5 nedenfor gennemgår kort disse lovforskrifter og den måde, hvorpå de ovennævnte andre forhold er behandlet i ECB's konvergensvurdering.

Boks 5 Andre relevante forhold

1. Traktaten og andre retsforskrifter

I traktatens artikel 140, stk. 1., kræves: "Kommissionens og Den Europæiske Centralbanks beretninger skal også omhandle resultaterne af markedsintegrationen, situationen for og udviklingen i betalingsbalancens løbende poster og en redegørelse for udviklingen i enhedslønomkostningerne og andre prisindeks."

I denne henseende tager ECB den lovpakke om økonomisk styring i EU, som trådte i kraft 13. december 2011, i betragtning. Med hjemmel i traktatens bestemmelser i artikel 121, stk. 6, vedtog Europa-Parlamentet og Rådet detaljerede regler for den multilaterale overvågningsprocedure, som er omhandlet i traktatens artikel 121, stk. 3 og 4. Disse regler blev vedtaget "for at sikre en snævrere samordning af de økonomiske politikker og en varig konvergens mellem medlemsstaternes økonomiske resultater" (artikel 121, stk. 3), da det er "nødvendigt at lære af erfaringerne fra de første ti år med Den Økonomiske og Monetære Union, og især at forbedre den økonomiske styring i Unionen, der som fundament har stærkere nationalt ejerskab."[11] Lovgivningspakken indeholder en udvidet overvågningsramme (proceduren i forbindelse med makroøkonomiske ubalancer), som har til formål at forhindre for store makroøkonomiske og makrofinansielle ubalancer ved at hjælpe EU-lande, som afviger fra kriterierne, med at indføre korrigerende planer, før divergensen får vedvarende karakter. Proceduren, som har både en forebyggende og en korrigerende del, gælder for alle EU-lande bortset fra dem, som er omfattet af et internationalt finansielt støtteprogram og derfor allerede er genstand for nærmere undersøgelser og betingelser. Proceduren omfatter også en varslingsmekanisme for tidlig opdagelse af makroøkonomiske ubalancer på grundlag af en gennemsigtig resultattavle med varslingstærskler for alle EU-lande, kombineret med en økonomisk vurdering. Der bør i vurderingen tages højde for bl.a. nominel og reel konvergens i og uden for euroområdet.[12] Proceduren bør ved vurderingerne af de makroøkonomiske ubalancer tage hensyn til, hvor alvorlige disse er, og deres potentielle negative økonomiske og finansielle følgevirkninger, som forværrer sårbarheden i EU's økonomi, og som truer Den Økonomiske og Monetære Unions gnidningsløse funktion.[13]

2. Anvendelse af traktatens bestemmelser

I overensstemmelse med tidligere praksis gennemgås de andre forhold, som er omhandlet i traktatens artikel 140, stk. 1, i kapitel 5 under overskrifterne for de enkelte kriterier, som er beskrevet i boks 1-4. For helhedens skyld gøres i kapitel 3 rede for resultattavlens indikatorer (også vedrørende varslingstærskler) for alle de lande, som behandles i denne rapport, for at sikre tilvejebringelsen af alle tilgængelige oplysninger af relevans for opdagelsen af makroøkonomiske og makrofinansielle ubalancer, som kan forhindre opnåelsen af en høj grad af vedvarende konvergens som fastsat i traktatens artikel 140, stk. 1. Især kan EU-lande med dispensation, der er underlagt proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store ubalancer, næppe anses for at have opnået en høj grad af vedvarende konvergens som fastsat i traktatens artikel 140, stk. 1.

2.2 Forenelighed af national lovgivning med traktaterne

2.2.1 Indledning

Ifølge traktatens artikel 140, stk. 1, skal ECB (og Europa-Kommissionen) mindst en gang hvert andet år eller på anmodning af en medlemsstat med dispensation aflægge beretning til Rådet om de fremskridt, der gøres af medlemsstater med dispensation, for så vidt angår opfyldelse af deres forpligtelser med hensyn til virkeliggørelsen af Den Økonomiske og Monetære Union. Disse beretninger skal omfatte en undersøgelse af, hvorvidt den nationale lovgivning i de enkelte medlemsstater med dispensation, herunder den nationale centralbanks statut, er forenelig med artikel 130 og 131 i traktaten samt med de relevante artikler i statutten. Denne traktatforpligtelse, som påhviler medlemsstater med dispensation, kaldes også "juridisk konvergens".

ECB er i sin undersøgelse af juridisk konvergens ikke begrænset til at foretage en formel vurdering af ordlyden af den nationale lovgivning, men kan også vurdere, om gennemførelsen af de relevante bestemmelser lever op til ånden i traktaterne og statutten. ECB er især opmærksom på eventuelle tegn på, at der lægges pres på de besluttende organer i nogle medlemsstaters nationale centralbanker. Dette ville ikke være foreneligt med traktatens ånd, når det gælder centralbankuafhængighed. ECB finder det endvidere nødvendigt, at den nationale centralbanks besluttende organer fungerer smidigt og kontinuerligt. I denne henseende har en medlemsstats relevante myndigheder særligt en forpligtelse til at træffe de nødvendige foranstaltninger for at sikre rettidig udnævnelse af en efterfølger, hvis et medlems sæde i en national centralbanks besluttende organ bliver ledigt.[14] ECB vil følge udviklingen nøje, inden der afgives en positiv endelig vurdering, som når frem til den konklusion, at en medlemsstats nationale lovgivning er forenelig med traktaten og statutten.

Medlemsstater med dispensation og juridisk konvergens

Bulgarien, Tjekkiet, Kroatien, Ungarn, Polen, Rumænien og Sverige, hvis nationale lovgivning undersøges i denne rapport, har status som medlemsstater med dispensation, dvs. at de endnu ikke har indført euroen. Sverige fik status som medlemsstat med dispensation i henhold til Rådets beslutning i maj 1998.[15] For så vidt angår de øvrige medlemsstater, bestemmer artikel 4[16] og 5[17] i akterne vedrørende vilkårene for tiltrædelse, at hver af de nye medlemsstater deltager fra tiltrædelsesdatoen i Den Økonomiske og Monetære Union som medlemsstat med dispensation i henhold til traktatens artikel 139.

Rapporten dækker ikke Danmark, som er en medlemsstat med særlig status, og som endnu ikke har indført euroen. Ifølge protokol (nr. 16) om visse bestemmelser vedrørende Danmark, der er knyttet som bilag til traktaterne, er Danmark, jævnfør den danske regerings meddelelse til Rådet af 3. november 1993, undtaget, og proceduren for ophævelse af dispensationen vil kun blive indledt på Danmarks anmodning. Da artikel 130 i traktaten finder anvendelse på Danmark, skal Danmarks Nationalbank opfylde betingelserne om centralbankuafhængighed. I EMI's konvergensrapport fra 1998 blev det konkluderet, at dette krav var opfyldt. Danmarks konvergens er ikke blevet vurderet siden 1998 som følge af Danmarks særlige status. Så længe Danmark ikke meddeler Rådet, at Danmark agter at indføre euroen, behøver Danmarks Nationalbank ikke at blive integreret i Eurosystemet, og dansk lovgivning behøver ikke at blive tilpasset.

Den 29. marts 2017 meddelte Det Forenede Kongerige Det Europæiske Råd beslutningen om at udtræde af EU i henhold til artikel 50 i traktaten om Den Europæiske Union. Det Forenede Kongerige udtrådte af EU 31. januar 2020 på baggrund af bestemmelserne i aftalen om Det Forenede Kongerige Det Forenede Kongerige og Nordirlands udtræden af Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab (herefter "udtrædelsesaftalen"). I overensstemmelse med bestemmelserne i udtrædelsesaftalen gælder EU-lovgivningen fortsat i Det Forenede Kongerige i en overgangsperiode, der begyndte den dag, Det Forenede Kongerige udtrådte af EU, og slutter den 31. december 2020.[18] I henhold til protokol (nr. 15) om visse bestemmelser vedrørende Det Forenede Kongerige Det Forenede Kongerige og Nordirland, der er knyttet som bilag til traktaterne, er Det Forenede Kongerige således ikke forpligtet til at indføre euroen, medmindre det meddeler Rådet, at det agter at gøre dette. Den 30. oktober 1997 meddelte Det Forenede Kongerige Rådet, at man ikke agtede at indføre euroen pr. 1. januar 1999, og denne holdning er ikke ændret. I henhold til meddelelsen finder visse bestemmelser i traktaten (herunder artikel 130 og 131) og statutten ikke anvendelse på Det Forenede Kongerige. Der er således intet juridisk krav om, at den nationale lovgivning (herunder statutterne for Bank of England) skal være forenelig med traktaten og statutten.

Vurderingen af juridisk konvergens har til formål at lette Rådets beslutninger om, hvilke medlemsstater der opfylder "deres forpligtelser med hensyn til virkeliggørelsen af Den Økonomiske og Monetære Union" (traktatens artikel 140, stk. 1). På det juridiske område vedrører sådanne betingelser især centralbankuafhængighed og de nationale centralbankers juridiske integration i Eurosystemet.

Den juridiske vurderings struktur

Den juridiske vurdering følger stort set rammerne i ECB's og EMI's tidligere rapporter om juridisk konvergens.[19]

Den nationale lovgivnings forenelighed behandles i lyset af lovgivning vedtaget før den 24. marts 2020.

2.2.2 Omfang af tilpasning

Områder for tilpasning

Med henblik på at afdække de områder, hvor tilpasning af national lovgivning er nødvendig, undersøges følgende:

  • forenelighed med bestemmelserne om de nationale centralbankers uafhængighed i traktaten (artikel 130) og statutten (artikel 7 og 14.2),
  • forenelighed med bestemmelserne om tavshedspligt (statuttens artikel 37),
  • forenelighed med forbuddet mod monetær finansiering (traktatens artikel 123) og privilegeret adgang (traktatens artikel 124),
  • forenelighed med en ensartet stavemåde af euro som krævet i EU-retten, og
  • de nationale centralbankers juridiske integration i Eurosystemet (især med hensyn til statuttens artikel 12.1 og 14.3).

"Forenelighed" over for "harmonisering"

I traktatens artikel 131 fastsættes det, at den nationale lovgivning skal være "forenelig" med traktaterne og statutten. Enhver form for uforenelighed skal derfor fjernes. Kravet om opfyldelse af denne forpligtelse berøres hverken af traktaternes eller statuttens forrang for national lovgivning eller af uforenelighedens art.

Kravet om, at national lovgivning skal være "forenelig", betyder ikke, at traktaten kræver "harmonisering" af de nationale centralbankstatutter, hverken indbyrdes eller med statutten. Nationale særegenheder kan fortsat eksistere, i det omfang de ikke krænker kompetencen i monetære anliggender, der uigenkaldeligt er blevet overdraget til EU. Statuttens artikel 14.4 tillader nationale centralbanker at udføre funktioner, som ikke er nævnt i statutten, i det omfang de ikke strider mod ESCB's mål og opgaver. Bestemmelser i en national centralbanks statutter, der giver mulighed for sådanne yderligere funktioner, er et klart eksempel på tilfælde, hvor forskelle stadig kan eksistere. Udtrykket "forenelig" betyder snarere, at den nationale lovgivning og de nationale centralbankstatutter skal tilpasses, så uoverensstemmelser med traktaterne og statutten fjernes, og at de nationale centralbanker integreres i ESCB i det nødvendige omfang. Der bør navnlig ske en tilpasning af alle bestemmelser, der krænker en national centralbanks uafhængighed, som defineret i traktaten, og dens rolle som en integreret del af ESCB. Det er derfor utilstrækkeligt udelukkende at henholde sig til EU-lovgivningens forrang for national lovgivning for at opnå dette.

Forpligtelsen i traktatens artikel 131 gælder alene uforenelighed med traktaterne og statutten. Dog bør national lovgivning, der er uforenelig med sekundær EU- lovgivning, der er relevant for de tilpasningsområder, der undersøges i denne konvergensrapport, bringes i overensstemmelse med denne sekundære lovgivning. EU-rettens forrang berører ikke forpligtelsen til at tilpasse national lovgivning. Dette generelle krav er afledt ikke kun af traktatens artikel 131, men også af Den Europæiske Unions Domstols domspraksis.[20]

Traktaterne og statutten foreskriver ikke, hvordan den nationale lovgivning skal tilpasses. Det kan ske i form af henvisninger til traktaten og statutten, ved at indarbejde bestemmelser derfra og henvise til deres oprindelse, ved at fjerne tilfælde af uforenelighed eller ved en kombination af disse metoder.

Som en metode til bl.a. at opnå og fastholde den nationale lovgivnings forenelighed med traktaterne og statutten skal ECB i henhold til traktatens artikel 127, stk. 4, og 282, stk. 5, og statuttens artikel 4 endvidere høres af EU-institutionerne og medlemsstaterne om udkast til retsforskrifter, der er omfattet af ECB's kompetenceområder. Rådets beslutning 98/415/EF af 29. juni 1998 om de nationale myndigheders høring af Den Europæiske Centralbank om udkast til retsforskrifter[21] indeholder et udtrykkeligt krav om, at medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre overholdelse af dette krav.

2.2.3 De nationale centralbankers uafhængighed

Hvad angår centralbankuafhængighed, skulle den nationale lovgivning i de medlemsstater, der tiltrådte EU i 2004, 2007 eller 2013, tilpasses, så den overholder de relevante bestemmelser i traktaten og statutten, med virkning fra henholdsvis 1. maj 2004, 1. juli 2007 og 1. juli 2013.[22] I Sverige skulle de krævede tilpasninger være trådt i kraft ved oprettelsen af ESCB 1. juni 1998.

Centralbankuafhængighed

I november 1995 udarbejdede EMI en liste over karakteristiske træk ved centralbankuafhængighed (senere beskrevet detaljeret i EMI's konvergensrapport 1998), som dannede grundlag for vurderingen af medlemsstaternes nationale lovgivning på det pågældende tidspunkt, især de nationale centralbankstatutter. Begrebet centralbankuafhængighed omfatter forskellige typer uafhængighed, som skal vurderes hver for sig, nemlig funktionel, institutionel, personlig og finansiel uafhængighed. I de seneste år er analysen af disse aspekter af centralbankuafhængighed blevet yderligere finjusteret i de udtalelser, der er vedtaget af ECB. Disse aspekter danner grundlag for vurderingen af konvergensen mellem den nationale lovgivning i medlemsstater med dispensation og traktaterne og statutten.

Funktionel uafhængighed

Centralbankuafhængighed er ikke et mål i sig selv, men bidrager snarere til at nå et mål, som bør være klart defineret og have forrang frem for enhver anden målsætning. Funktionel uafhængighed kræver, at hver enkelt national centralbanks hovedmål er angivet på en klar og juridisk sikker måde og er i fuld overensstemmelse med hovedmålet om prisstabilitet, som angivet i traktaten. Dette sikres ved at give de nationale centralbanker de nødvendige midler og instrumenter til at opnå dette mål, uafhængigt af alle andre myndigheder. Traktatens krav om centralbankuafhængighed afspejler det generelle synspunkt, at hovedmålet om prisstabilitet er bedst tjent med en fuldstændig uafhængig institution med et præcist defineret mandat. Centralbankuafhængighed er fuldt ud foreneligt med de nationale centralbankers forpligtelse til at stå til ansvar for deres beslutninger, hvilket er et vigtigt aspekt i forbindelse med at styrke tilliden til deres uafhængige status. Dette omfatter gennemsigtighed og dialog med tredjeparter.

Hvad angår tidspunkter, fremgår det ikke klart af traktaten, hvornår de nationale centralbanker i medlemsstater med dispensation skal opfylde hovedmålet om prisstabilitet, der er fastsat i traktatens artikel 127, stk. 1, og 282, stk. 2, og statuttens artikel 2. For de medlemsstater, der tiltrådte EU efter datoen for indførelsen af euroen i EU, er det ikke klart, om denne forpligtelse gælder fra tiltrædelsesdatoen eller datoen for deres indførelse af euroen. Traktatens artikel 127, stk. 1, gælder ikke for medlemsstater med dispensation (jf. traktatens artikel 139, stk. 2, litra c)), men det gør artikel 2 i statutten (jf. statuttens artikel 42.1). ECB er af den opfattelse, at de nationale centralbankers forpligtelse til at have prisstabilitet som hovedmål gælder fra 1. juni 1998 for Sveriges vedkommende og fra 1. maj 2004, 1. januar 2007 og 1. juli 2013 for de medlemsstaters vedkommende, der tiltrådte EU pr. disse datoer. Baggrunden for denne opfattelse er, at et af EU's ledende principper, nemlig prisstabilitet (traktatens artikel 119), også gælder for medlemsstater med dispensation. Opfattelsen er endvidere begrundet i traktatens målsætning om, at alle medlemsstater skal tilstræbe makroøkonomisk konvergens, herunder prisstabilitet, hvilket er hensigten med ECB's og Europa-Kommissionens regelmæssige rapporter. Endelig er den baseret på den tankegang, der ligger til grund for centralbankuafhængighed, og som kun kan retfærdiggøres, hvis det overordnede mål om prisstabilitet har forrang.

Landevurderingerne i denne rapport er baseret på disse konklusioner med hensyn til, hvornår de nationale centralbanker i medlemsstater med dispensation er forpligtet til at have prisstabilitet som deres hovedmål.

Institutionel uafhængighed

Princippet om institutionel uafhængighed omtales udtrykkeligt i traktatens artikel 130 og statuttens artikel 7. De to artikler forbyder de nationale centralbanker og medlemmerne af deres besluttende organer at søge eller modtage instrukser fra EU's institutioner eller organer, fra en medlemsstats regering eller fra noget andet organ. Desuden forbyder artiklerne EU's institutioner, organer, kontorer og agenturer samt medlemsstaternes regeringer at øve indflydelse på de medlemmer af de nationale centralbankers besluttende organer, hvis beslutninger kan indvirke på de nationale centralbankers udførelse af deres ESCB-relaterede opgaver. Hvis national lovgivning afspejler traktatens artikel 130 og statuttens artikel 7, bør lovgivningen afspejle begge forbud og ikke begrænse deres anvendelsesområde.[23] Anerkendelsen af, at centralbankerne har denne uafhængighed, betyder ikke, at de er fritaget fra at overholde enhver form for retsstatsprincip, og at de er beskyttet i forhold til alle former for lovgivning.[24]

Uanset om en national centralbank er et statsejet organ, et særligt offentligretligt organ eller et almindeligt aktieselskab, er der risiko for, at ejeren i kraft af sit ejerskab kan øve indflydelse på den nationale centralbanks beslutninger med hensyn til ESCB-relaterede opgaver.[25] Denne form for indflydelse kan påvirke en national centralbanks uafhængighed, uanset om den udøves via aktionærrettigheder eller på anden måde, og bør derfor begrænses gennem lovgivningen.

De retlige rammer for en centralbank skal sikre et stabilt og langsigtet grundlag for en centralbanks funktionsmåde. Retlige rammer, der tillader hyppige ændringer i en national centralbanks institutionelle forhold, og som derigennem påvirker dens organisatoriske eller ledelsesmæssige stabilitet, kan påvirke den nationale centralbanks institutionelle uafhængighed negativt.[26]

Forbud mod at give instrukser

Tredjeparts rettigheder med hensyn til at give instrukser til de nationale centralbanker, deres besluttende organer eller medlemmerne heraf er uforenelige med traktaten og statutten, hvad angår ESCB-relaterede opgaver.

Nationale centralbankers deltagelse i gennemførelsen af foranstaltninger til styrkelse af den finansielle stabilitet skal være forenelig med traktaten, dvs. at de nationale centralbankers funktioner skal udføres på en måde, som er fuldt ud forenelig med deres funktionelle, institutionelle og finansielle uafhængighed for at sikre, at deres opgaver i henhold til traktaten og statutten udføres korrekt.[27] I det omfang den nationale lovgivning tillægger en national centralbank en rolle, som går ud over de rådgivende funktioner, og kræver, at den påtager sig yderligere opgaver, skal det sikres, at disse opgaver ikke påvirker den nationale centralbanks mulighed for at udføre sine ESCB-relaterede opgaver ud fra et operationelt og finansielt synspunkt.[28] Desuden skal inddragelsen af repræsentanter fra en national centralbank i kollegiale besluttende tilsynsorganer eller andre myndigheder tage tilstrækkeligt hensyn til værnet om den personlige uafhængighed for medlemmerne af den nationale centralbanks besluttende organer.[29]

Forbud mod at godkende, suspendere, annullere eller udsætte beslutninger

Tredjeparts rettigheder med hensyn til at godkende, suspendere, annullere eller udsætte en national centralbanks beslutninger er uforenelige med traktaten og statutten, hvad angår ESCB-relaterede opgaver.[30]

Forbud mod at censurere nationale centralbankers beslutninger af juridiske grunde

En ret for organer, der ikke er uafhængige domstole, til af juridiske grunde at censurere beslutninger i forbindelse med udførelsen af ESCB-relaterede opgaver er uforenelig med traktaten og statutten, idet udførelsen af disse opgaver ikke må revurderes på politisk niveau. En centralbankchefs ret til af juridiske grunde at suspendere gennemførelsen af en beslutning, der er vedtaget af ESCB's eller den nationale centralbanks besluttende organer, og efterfølgende forelægge den for de politiske myndigheder til endelig beslutning, ville svare til at søge instrukser fra tredjepart.

Forbud mod at deltage i nationale centralbankers besluttende organer med stemmeret

Tredjeparts repræsentanters deltagelse i en national centralbanks besluttende organ med stemmeret i anliggender, der vedrører den nationale centralbanks udførelse af ESCB-relaterede opgaver, er uforenelig med traktaten og statutten, også selvom stemmen ikke måtte være afgørende. Deltagelse selv uden stemmeret er uforenelig med traktaten og statutten, hvis en sådan deltagelse griber ind i de beslutningstagende organers udførelse af ESCB-relaterede opgaver eller bringer overholdelsen af ESCB's forskrifter om tavshedspligt i fare.[31]

Forbud mod ex ante-høring om en national centralbanks beslutning

En udtrykkelig statutmæssig forpligtelse om, at en national centralbank ex ante skal høre en tredjepart om en national centralbanks beslutning, giver tredjeparter en formel mekanisme til at øve indflydelse på den endelige beslutning, og en sådan statutmæssig forpligtelse er derfor uforenelig med traktaten og statutten.

Dialog mellem en national centralbank og tredjeparter, selv når den bygger på statutmæssige forpligtelser til at give oplysninger og udveksle synspunkter, er imidlertid forenelig med centralbankuafhængighed, forudsat at:

  • det ikke berører uafhængigheden for medlemmerne af de nationale centralbankers besluttende organer,
  • centralbankchefernes særlige status som medlemmer af ECB's beslutningstagende organer respekteres fuldt ud og
  • kravene om tavshedspligt som følge af statutten overholdes.[32]

Decharge vedrørende pligter for medlemmer af de nationale centralbankers besluttende organer

Statutmæssige bestemmelser om tredjeparts (fx regeringers) decharge vedrørende pligter, der relaterer sig til medlemmer af de nationale centralbankers besluttende organer (fx i forbindelse med regnskabsaflæggelse), bør indeholde passende beskyttende bestemmelser, der sikrer, at disse beføjelser ikke krænker de enkelte medlemmers mulighed for uafhængigt at vedtage beslutninger om ESCB-relaterede opgaver (eller gennemføre beslutninger, der er vedtaget på ESCB-niveau). Det anbefales at medtage en udtrykkelig bestemmelse herom i de nationale centralbankstatutter.

Personlig uafhængighed

Statuttens bestemmelse om sikkerhed i embedet for medlemmer af nationale centralbankers besluttende organer er en yderligere beskyttelse af centralbankuafhængigheden. Centralbankchefer er medlemmer af ECB's generelle råd, og de bliver medlemmer af Styrelsesrådet, efter at deres medlemsstater har indført euroen. Statuttens artikel 14.2 indeholder en bestemmelse om, at nationale centralbankstatutter især skal tilsikre, at centralbankchefernes embedsperiode er mindst fem år. Artiklen beskytter desuden mod, at centralbankchefer afskediges på et vilkårligt grundlag, idet den fastsætter, at de kun kan afskediges, hvis de ikke længere opfylder de betingelser, som er nødvendige for udførelsen af deres pligter, eller hvis de har begået en alvorlig forseelse. I sådanne tilfælde giver statuttens artikel 14.2 mulighed for at indbringe sagen for Den Europæiske Unions Domstol, som har beføjelse til at omstøde den nationale afgørelse om at afskedige en centralbankchef.[33] En suspension af en centralbankchef kan i realiteten svare til en afskedigelse i henhold til statuttens artikel 14.2.[34] Nationale centralbankstatutter skal overholde denne bestemmelse som anført nedenfor.

Traktatens artikel 130 forbyder nationale regeringer eller andre organer at påvirke medlemmerne af de nationale centralbankers besluttende organer i udførelsen af deres opgaver. Navnlig må medlemsstaterne ikke søge at påvirke medlemmerne af de nationale centralbankers besluttende organer ved at ændre bestemmelser i den nationale lovgivning, der berører deres aflønning, og som i princippet kun bør finde anvendelse ved fremtidige udnævnelser.[35]

Centralbankchefers embedsperiode

Nationale centralbankstatutter skal i overensstemmelse med statuttens artikel 14.2 angive en embedsperiode på mindst fem år for en centralbankchef. Dette udelukker ikke længere embedsperioder, og en tidsubegrænset embedsperiode kræver ikke en ændring af de nationale centralbankstatutter, forudsat at afskedigelsesgrundene for centralbankchefen er i overensstemmelse med statuttens artikel 14.2. Kortere embedsperioder er ikke mulige, også selvom de kun gælder for en overgangsperiode.[36] National lovgivning, der fastsætter en obligatorisk pensionsalder, bør sikre, at pensionsalderen ikke afbryder den mindste embedsperiode fastsat i statuttens artikel 14.2, der har forrang for enhver obligatorisk pensionsalder, hvis denne finder anvendelse på en centralbankchef.[37] Når en national centralbanks statutter ændres, bør de ændrede statutter sikre centralbankchefens embedsperiode og embedsperioden for de øvrige medlemmer af de besluttende organer, som er involverede i opgaver, der vedrører ESCB.[38]

Afskedigelsesgrunde for centralbankchefer

De nationale centralbankstatutter skal sikre, at centralbankchefer ikke afskediges af andre grunde end dem, der er omhandlet i statuttens artikel 14.2. Formålet med kravet i denne artikel er at forhindre de myndigheder, der udnævner centralbankcheferne, især regering eller parlament, i diskretionært at afskedige en centralbankchef. De nationale centralbankstatutter bør enten henvise til statuttens artikel 14.2 eller indarbejde dens bestemmelser og henvise til deres oprindelse eller fjerne uforeneligheder med grundene til afskedigelse i artikel 14.2 eller undlade enhver omtale af afskedigelsesgrunde (da artikel 14.2 finder direkte anvendelse).[39] Når centralbankchefer er valgt eller udnævnt, kan disse ikke afskediges af andre grunde end dem, der fremgår af statuttens artikel 14.2, heller ikke selvom de endnu ikke måtte have tiltrådt deres stilling. Da begrundelserne for at afskedige en centralbankchef er selvstændige EU-retlige begreber, afhænger anvendelsen og fortolkningen af dem ikke af national sammenhænge.[40] Det er i sidste instans Den Europæiske Unions Domstol, der inden for rammerne af de beføjelser, som er overdraget til den i medfør af statuttens artikel 14.2, andet afsnit, som skal efterprøve, om afgørelsen om at afskedige en chef for en national centralbank blev truffet, fordi der var tilstrækkelig grund til at antage, at denne havde begået en alvorlig forseelse, til at begrunde et sådant tiltag.[41]

Sikkerhed i embedet og afskedigelsesgrunde for medlemmer af de nationale centralbankers besluttende organer, som ikke er centralbankchefer, og som deltager i udførelsen af ESCB-relaterede opgaver

Når de samme regler om sikkerhed i embedet og afskedigelsesgrunde, som gælder for centralbankchefer, gælder for andre medlemmer af de nationale centralbankers besluttende organer, der deltager i udførelsen af ESCB-relaterede opgaver, sikrer det også disse personers personlige uafhængighed.[42] Bestemmelserne i statuttens artikel 14.2 er ikke begrænset til centralbankchefers sikkerhed i embedet, og traktatens artikel 130 og statuttens artikel 7 omhandler "medlemmerne af disses besluttende organer" og ikke centralbankchefer specifikt. Det gælder især, hvor en centralbankchef er den "første blandt ligemænd" blandt kolleger med tilsvarende stemmerettigheder, eller hvor sådanne andre medlemmer deltager i udførelsen af ESCB-relaterede opgaver.

Prøvelsesret

For at begrænse muligheden for politisk skøn i forbindelse med vurderingen af afskedigelsesgrunde skal medlemmerne af de nationale centralbankers besluttende organer have ret til at indbringe enhver beslutning om at afskedige dem for en uafhængig domstol.

Ifølge statuttens artikel 14.2 kan en centralbankchef, som er blevet afskediget, indbringe denne beslutning for Den Europæiske Unions Domstol. National lovgivning bør enten henvise til statutten eller undlade omtale af retten til at indbringe beslutningen for Den Europæiske Unions Domstol (idet statuttens artikel 14.2 finder direkte anvendelse).

National lovgivning bør også indeholde en ret til at få prøvet en beslutning om afskedigelse af ethvert andet medlem af en national centralbanks besluttende organer, som deltager i udførelsen af ESCB-relaterede opgaver, ved de nationale domstole. Denne ret kan enten fremgå af de almindelige retsregler eller i form af en særskilt bestemmelse i den nationale centralbanks statutter. Selvom denne ret allerede gælder i kraft af de almindelige retsregler, er det af hensyn til retlig klarhed tilrådeligt at foreskrive denne prøvelsesret særskilt.

Beskyttelse mod interessekonflikter

Personlig uafhængighed betyder også sikring af, at der ikke opstår interessekonflikter mellem de forpligtelser, som medlemmerne af en national centralbanks besluttende organer, der deltager i udførelsen af ESCB-relaterede opgaver, har i forhold til den pågældende nationale centralbank (og som centralbankchefen har i forhold til ECB), og andre funktioner, som sådanne medlemmer af besluttende organer kan udøve, og som kan bringe deres personlige uafhængighed i fare.[43] I princippet er medlemskab af et besluttende organ, der deltager i udførelsen af ESCB-relaterede opgaver, uforeneligt med udførelsen af andre funktioner, som vil kunne skabe en interessekonflikt. Navnlig må medlemmerne af de besluttende organer ikke have et embede eller en interesse, som kan påvirke deres aktiviteter, hvad enten det er via et embede i statens udøvende eller lovgivende sektorer eller i regional- eller lokaladministrationen, eller som tilknyttet en virksomhed. Især bør potentielle interessekonflikter forhindres, hvad angår eksterne medlemmer af de besluttende organer.

Finansiel uafhængighed

Det ville gå ud over de nationale centralbankers generelle uafhængighed, hvis de ikke kan råde selvstændigt over tilstrækkelige finansielle ressourcer til at opfylde deres mandat, dvs. udføre de ESCB-relaterede opgaver, der kræves af dem i henhold til traktaten og statutten.

Medlemsstaterne må ikke sætte deres nationale centralbank i den situation, at den ikke har tilstrækkelige finansielle ressourcer eller nettoaktiver[44] til at udføre sine ESCB- eller Eurosystem-relaterede opgaver. Det skal bemærkes, at statuttens artikel 28.1 og 30.4 indeholder bestemmelser om muligheden for, at ECB anmoder om yderligere bidrag fra de nationale centralbanker til ECB's kapital og foretager yderligere overførsler af valutareserver.[45] Endvidere fastsætter statuttens artikel 33.2[46], at hvis ECB lider et tab, som ikke helt kan udlignes af ECB's almindelige reservefond, kan ECB's styrelsesråd beslutte at udligne det resterende tab med de monetære indtægter i det pågældende regnskabsår i forhold til og op til de beløb, der fordeles mellem de nationale centralbanker. Princippet om finansiel afhængighed kræver, at overholdelse af disse bestemmelser ikke indskrænker en national centralbanks mulighed for at udføre sine funktioner.

Princippet om finansiel uafhængighed betyder endvidere, at den nationale centralbank skal have tilstrækkelige midler til ikke kun at udføre sine ESCB- relaterede opgaver, men også egne nationale opgaver (fx tilsyn med den finansielle sektor, finansiering af sin egen administration og egne funktioner, yde likviditetsstøtte i nødsituationer[47]).

Af alle de ovenfor nævnte grunde indebærer finansiel uafhængighed også, at en national centralbank altid skal være tilstrækkeligt kapitaliseret. Navnlig bør situationer undgås, hvor en national centralbanks nettoformue over en længere periode er mindre end dens lovmæssige kapitalkrav eller endog negativ, herunder hvor tab, der overstiger størrelsen af dens kapital og reserver, overføres.[48] Sådanne situationer kan have en negativ indflydelse på den nationale centralbanks mulighed for at udføre ikke kun sine ESCB-relaterede opgaver, men også sine nationale opgaver. En sådan situation kan desuden påvirke troværdigheden af Eurosystemets monetære politik. Såfremt en national centralbanks nettoformue bliver mindre end dens lovmæssige kapitalkrav eller endog negativ, vil det derfor være nødvendigt, at den pågældende medlemsstat inden for en rimelig tid forsyner den nationale centralbank med kapital af passende størrelse, således at den mindst opfylder det lovmæssige kapitalkrav, for at overholde princippet om finansiel uafhængighed. Hvad angår ECB, er betydningen af dette spørgsmål allerede anerkendt af Rådet i forbindelse med vedtagelsen af Rådets forordning (EF) nr.1009/2000 af 8. maj 2000 om kapitaludvidelser i Den Europæiske Centralbank.[49] Forordningen gjorde det muligt for ECB's styrelsesråd at træffe beslutning om en faktisk udvidelse af ECB's kapital for at opretholde et tilstrækkeligt kapitalgrundlag til at kunne understøtte ECB's transaktioner.[50] De nationale centralbanker bør have et finansielt beredskab, der gør det muligt for dem at efterleve en sådan beslutning fra ECB.

Begrebet finansiel uafhængighed bør vurderes ud fra, om en tredjepart direkte eller indirekte kan øve indflydelse ikke kun på den nationale centralbanks funktioner, men også på dens muligheder for at opfylde sit mandat såvel operationelt med hensyn til arbejdskraft som finansielt med hensyn til finansielle ressourcer. De nedenfor beskrevne forhold i forbindelse med finansiel uafhængighed er særligt relevante i denne henseende.[51] De nationale centralbanker er særlig sårbare over for ekstern indflydelse på disse områder.

Fastlæggelse af budget

Hvis en tredjepart har beføjelser til at fastlægge eller øve indflydelse på en national centralbanks budget, er det uforeneligt med finansiel uafhængighed, medmindre loven fastsætter en beskyttelsesklausul, hvorefter en sådan beføjelse ikke berører de finansielle midler, som er nødvendige for, at den nationale centralbank kan udføre sine ESCB-relaterede opgaver.[52]

Regnskabsregler

Regnskabet skal udarbejdes i overensstemmelse med de almindeligt anerkendte regnskabsregler eller regler fastsat af den nationale centralbanks besluttende organer. Hvis disse regler er fastsat af tredjepart, bør de i det mindste tage højde for forslag fra den nationale centralbanks besluttende organer.

Årsregnskabet skal godkendes af den nationale centralbanks besluttende organer bistået af uafhængige revisorer og skal eventuelt ex post-godkendes af tredjepart (fx regering eller parlament). Desuden skal den nationale centralbanks besluttende organer uafhængigt og professionelt kunne træffe beslutning om beregningen af overskud.

Hvis en national centralbanks funktioner er underlagt kontrol ved et statsligt revisionsorgan eller lignende, der har til opgave at kontrollere anvendelsen af de offentlige finanser, bør kontrollens omfang være klart defineret i lovgivningen[53] uden at berøre de aktiviteter, der udføres af den nationale centralbanks uafhængige eksterne revisor[54], og i tråd med princippet om institutionel uafhængighed være foreneligt med forbuddet mod at udstede instrukser til den nationale centralbank og de besluttende organer og ikke gribe ind i den nationale centralbanks ESCB-relaterede opgaver.[55] Den statslige revision bør gennemføres på et upolitisk, uafhængigt og rent professionelt grundlag.[56]

Fordeling af overskud, de nationale centralbankers kapital og finansielle bestemmelser

En national centralbanks statutter kan foreskrive, hvordan dens overskud skal fordeles. Hvis sådanne bestemmelser ikke findes, skal beslutningerne om fordelingen af overskuddet træffes af den nationale centralbanks besluttende organer på et professionelt grundlag og må ikke gøres til genstand for tredjeparts skøn, medmindre der foreligger en udtrykkelig beskyttelsesklausul, som angiver, at dette sker uden at berøre de finansielle midler, som er nødvendige for, at den nationale centralbank kan udføre ESCB-relaterede samt nationale opgaver.[57]

Overskud kan kun overføres til statsbudgettet, efter at akkumulerede tab fra tidligere år er blevet dækket,[58] og efter at de finansielle bestemmelser, som måtte anses for at være nødvendige for at sikre realværdien af den nationale centralbanks kapital og aktiver, er udarbejdet. Retlige reguleringer, der gennemføres midlertidigt eller ad hoc, og som udgør instrukser til de nationale centralbanker med hensyn til fordelingen af deres overskud, er ikke tilladt.[59] På tilsvarende måde vil beskatning af en national centralbanks urealiserede kapitalgevinster også svække princippet om finansiel uafhængighed.[60]

En medlemsstat må kun pålægge en national centralbank at reducere dens kapital, hvis den nationale centralbanks besluttende organer på forhånd har godkendt beslutningen. Formålet skal være at sikre, at den nationale centralbank bevarer tilstrækkelige finansielle midler til at opfylde sit mandat som medlem af ESCB i henhold til traktatens artikel 127, stk. 2. Af samme årsag bør en ændring af reglerne om fordeling af en national centralbanks overskud kun iværksættes og besluttes i tæt samarbejde med den nationale centralbank, som har de bedste forudsætninger for at vurdere, hvilken reservekapital der kræves.[61] Hvad angår finansielle reserver eller buffere, skal de nationale centralbanker have frihed til uafhængigt at oparbejde finansielle reserver til beskyttelse af realværdien af deres kapital og aktiver. Medlemsstaterne må heller ikke hindre de nationale centralbanker i at opbygge deres reservekapital til det niveau, der er nødvendigt for, at en national centralbank i ESCB kan udføre sine opgaver.[62]

Tilsynsmyndighedernes finansielle ansvar

De fleste medlemsstater placerer den finansielle tilsynsmyndighed hos deres nationale centralbank. Dette er uproblematisk, hvis disse myndigheder er underlagt den nationale centralbanks uafhængige beslutningsproces. Hvis lovgivningen derimod fastsætter, at tilsynsmyndigheden skal være underlagt en særskilt beslutningsproces, er det vigtigt at sikre, at myndighedens beslutninger ikke bringer den nationale centralbanks økonomi som helhed i fare. I sådanne tilfælde bør den nationale lovgivning give den nationale centralbank mulighed for at udøve endelig kontrol med de af tilsynsmyndighedernes beslutninger, som kan påvirke den nationale centralbanks uafhængighed, især dens finansielle uafhængighed.

Selvstændighed vedrørende personaleforhold

En medlemsstat må ikke begrænse den nationale centralbanks mulighed for at kunne ansætte og fastholde de kvalificerede ansatte, som er nødvendige for, at centralbanken uafhængigt kan udføre de opgaver, som den er tillagt i henhold til traktaten og statutten.[63] En national centralbank må heller ikke bringes i en situation, hvor den ikke har nogen eller kun begrænset ledelsesret i forhold til de ansatte, eller hvor en medlemsstats regering har mulighed for at påvirke dens personalepolitik.[64] Enhver ændring af retsforskrifterne om aflønning af medlemmerne af den nationale centralbanks besluttende organer og dens ansatte bør foretages i tæt og effektivt samarbejde med den nationale centralbank[65] og tage højde for dens synspunkter for at sikre, at den nationale centralbank fortsat kan udføre sine opgaver uafhængigt.[66] Selvstændighed vedrørende personaleforhold gælder også pensionsordninger for de ansatte. Ændringer, der medfører en reduktion af aflønningen af medarbejderne i den nationale centralbank, bør ikke gribe ind i den pågældende nationale centralbanks beføjelser til at administrere sine egne finansielle ressourcer, herunder midler, der hidrører fra reduktioner i de lønninger, som den betaler.[67]

Ejerskab og ejendomsrettigheder

En tredjeparts ret til at intervenere eller udstede instrukser til en national centralbank med hensyn til ejendom, som indehaves af en national centralbank, er uforenelig med princippet om økonomisk uafhængighed.

2.2.4 Fortrolighed

Forpligtelsen til tavshedspligt for ECB's ansatte og de ansatte i de nationale centralbanker, samt for medlemmerne af ECB's og de nationale centralbankers ledende organer i henhold til statuttens artikel 37 kan give anledning til lignende bestemmelser i de nationale centralbankers statutter eller medlemsstaternes lovgivning. EU-rettens forrang, som også gælder regler vedtaget i henhold hertil, betyder også, at national lovgivning om tredjeparts adgang til dokumenter bør opfylde de relevante EU-retlige bestemmelser, herunder statuttens artikel 37, og må ikke krænke ESCB's forskrifter om tavshedspligt. Statslige revisionsorganer eller tilsvarende organers adgang til de nationale centralbankers fortrolige informationer og dokumenter skal være begrænset til, hvad der er nødvendigt for at organet, som har modtaget informationen, kan udføre sine lovpligtige opgaver, og må ikke berøre ESCB's uafhængighed og forskrifter om tavshedspligt, som gælder for de nationale centralbankers besluttende organer og medarbejdere.[68] De nationale centralbanker skal sikre, at sådanne organer beskytter de fortrolige oplysninger og dokumenter, som de indrømmes adgang til, på et niveau, som svarer til det niveau, den nationale centralbank selv opfylder.

2.2.5 Forbud mod monetær finansiering og privilegeret adgang

For så vidt angår forbuddet mod monetær finansiering og forbuddet mod privilegeret adgang skulle den nationale lovgivning i de medlemsstater, der tiltrådte EU i 2004, 2007 eller 2013, tilpasses, så den overholder de relevante bestemmelser i traktaten og statutten, med virkning fra henholdsvis 1. maj 2004, 1. januar 2007 og 1. juli 2013. I Sverige skulle de krævede tilpasninger være trådt i kraft 1. januar 1995.

Forbud mod monetær finansiering

Traktatens artikel 123, stk. 1, indeholder et forbud mod, at ECB og de nationale centralbanker giver EU's institutioner, organer, kontorer eller agenturer, centralregeringer, regionale, lokale eller andre offentlige myndigheder, andre organer inden for den offentlige sektor eller offentlige foretagender i medlemsstaterne mulighed for at foretage overtræk eller yder dem andre former for kreditfaciliteter. Artiklen indeholder også et forbud mod ECB's og de nationale centralbankers direkte opkøb af gældsinstrumenter udstedt af disse offentlige enheder. Traktaten indeholder én undtagelse fra dette forbud mod monetær finansiering. Det gælder ikke for offentligt ejede kreditinstitutter, som i forbindelse med tilførslen af reserver fra centralbankernes side skal behandles på samme måde som private kreditinstitutter (traktatens artikel 123, stk. 2). ECB og de nationale centralbanker kan endvidere optræde som fiskal agent for de ovennævnte offentlige institutioner og organer (statuttens artikel 21.2). Det nøjagtige anvendelsesområde for forbuddet mod monetær finansiering er yderligere præciseret i Rådets forordning (EF) nr. 3603/93 af 13. december 1993 om fastlæggelse af definitioner med henblik på gennemførelsen af forbuddene i artikel 104 og 104 B, stk. 1, i traktaten[69], hvoraf det fremgår, at forbuddet omfatter al finansiering af den offentlige sektors forpligtelser over for tredjemand.

Forbuddet mod monetær finansiering er også af afgørende betydning for at undgå hindringer for opfyldelsen af pengepolitikkens hovedmål (at fastholde prisstabilitet). Endvidere mindsker centralbankfinansiering af den offentlige sektor presset med hensyn til budgetdisciplin. Derfor skal forbuddet fortolkes vidt for at sikre en nøje gennemførelse heraf, og kun med visse begrænsede undtagelser i henhold til traktatens artikel 123, stk. 2, og Rådets forordning (EF) nr. 3603/93. Selvom traktatens artikel 123, stk. 1, henviser specifikt til "kreditfaciliteter", dvs. med en forpligtelse til at tilbagebetale midlerne, kan forbuddet derfor anvendes a fortiori på andre former for finansiering, dvs. uden en forpligtelse til at betale tilbage.

ECB's generelle holdning med hensyn til den nationale lovgivnings forenelighed med forbuddet er hovedsagelig udviklet inden for rammerne af medlemsstaternes høringer af ECB vedrørende udkast til nationale retsforskrifter i henhold til traktatens artikel 127, stk. 4, og 282, stk. 5.[70]

National lovgivning, der gennemfører forbuddet mod monetær finansiering

I tilfælde, hvor bestemmelser i den nationale lovgivning afspejler artikel 123 i traktaten eller forordning (EF) nr. 3603/93, må disse ikke begrænse anvendelsesområdet for forbuddet mod monetær finansiering eller udvide undtagelserne i henhold til EU-retten. For eksempel er national lovgivning, hvorefter den nationale centralbank forventes at finansiere en medlemsstats finansielle forpligtelser over for internationale finansielle institutioner (undtagen IMF i den kapacitet, der er fastsat i forordning (EF) nr. 3603/93)[71] eller tredjelande, uforenelig med forbuddet mod monetær finansiering.

Finansiering af den offentlige sektor eller af den offentlige sektors forpligtelser over for tredjeparter

National lovgivning må ikke stille krav om, at en national centralbank finansierer andre offentlige organers udførelse af deres opgaver eller den offentlige sektors forpligtelser over for tredjeparter. Dette gælder ligeledes for overdragelsen af nye opgaver til de nationale centralbanker. Med henblik herpå er det nødvendigt at vurdere fra sag til sag, hvorvidt opgaven, der er blevet overdraget til en national centralbank, kan kvalificeres som en centralbankopgave eller en statslig opgave, dvs. en opgave, som staten er ansvarlig for.[72] Det er med andre ord nødvendigt, at der er truffet tilstrækkelige sikkerhedsforanstaltninger til at sikre, at formålet med forbuddet mod monetær finansiering ikke bliver omgået. Styrelsesrådet har godkendt kriterier til at fastslå, hvad der kan anses som omfattet af en offentlig sektors forpligtelser i henhold til forordning (EF) nr. 3603/93, eller med andre ord det, der udgør en statslig opgave.[73] For at sikre, at forbuddet mod monetær finansiering overholdes, skal en ny opgave, som overdrages til en national centralbank, være fuldt og tilstrækkeligt betalt, hvis den: a) ikke er en centralbankopgave eller en handling, der fremmer udførelsen af centralbankopgaver, eller b) er knyttet til en statslig opgave og udføres i statens interesse.[74] Kriterier, der er vigtige i forbindelse med kvalificeringen af en ny statslig opgave, er: a) opgavens atypiske art, b) at den udføres på vegne af og udelukkende i statens interesse, og c) dens påvirkning af den nationale centralbanks institutionelle, finansielle og personlige uafhængighed. En opgave kan navnlig kvalificeres som en statslig opgave, hvis udførelsen af den nye opgave opfylder en af følgende betingelser: a) den skaber utilstrækkeligt håndterede interessekonflikter med eksisterende centralbankopgaver, b) den står ikke i forhold til den nationale centralbanks finansielle eller organisatoriske kapacitet, c) den passer ikke ind i den nationale centralbanks institutionelle organisation, d) den indeholder væsentlige finansielle risici og e) eksponerer medlemmerne af den nationale centralbanks beslutningstagende organer mod uforholdsmæssige politiske risici, der kan have en negativ virkning på medlemmerne i forhold til deres personlige uafhængighed.[75]

Visse af de nye opgaver, som er overdraget til de nationale centralbanker, og som ECB opfatter som statslige opgaver, er: a) opgaver vedrørende finansieringen af afviklingsfonde eller finansielle ordninger samt opgaver vedrørende indskudsgaranti eller investorgarantiordninger,[76] b) opgaver vedrørende oprettelsen af et centralt register for bankkontonumre,[77] c) en kreditformidlers opgaver,[78] d) opgaver vedrørende indsamlingen, vedligeholdelsen og behandlingen af data, der støtter beregningen af overførsler af forsikringspræmier,[79] e) opgaver vedrørende beskyttelsen af konkurrencen i realkreditmarkedet,[80] f) opgaver vedrørende ydelsen af ressourcer til enheder, der er uafhængige af de nationale centralbanker, og som drives som en forlængelse af staten,[81] g) opgaver vedrørende en oplysningsmyndighed med henblik på at fremme grænseoverskridende gældsinddrivelse i civile og forretningsmæssige sager,[82] h) opgaver vedrørende etableringen af en database over forsikringskrav[83] og i) opgaver vedrørende national forsvarsberedskab, som går videre end en centralbanks interne opgaver med hensyn til beredskabsplanlægning.[84] Centralbankopgaver kan derimod bl.a. være tilsynsopgaver eller opgaver, der vedrører tilsynsopgaver, som fx opgaver vedrørende forbrugerbeskyttelse inden for finansielle tjenesteydelser,[85] eller kreditinstitutters efterlevelse af kravene til låneomlægninger,[86] tilsyn med virksomheder, der erhverver kredit[87] eller finansielle leasingselskaber,[88] tilsyn med udbydere af forbrugerkredit og formidlere heraf,[89] udstedelse af tilladelse til og overvågning af udbydere af mikrokredit,[90] tilsyn med kreditvurderingsbureauer,[91] tilsyn med administratorer af rentebenchmark,[92] tilsynsopgaver for at sikre overholdelse af EU-lovgivningen inden for investeringstjenester og -produkter,[93] opgaver vedrørende tilsynet med betalingsordninger,[94] opgaver vedrørende anvendelsen og håndhævelsen af EU-lovgivningen vedrørende betalingskonti,[95] administrative afviklingsopgaver,[96] eller opgaver vedrørende driften og ledelsen af kreditregistre.[97]

Desuden må en national centralbank ikke yde mellemfinansiering for at gøre en medlemsstat i stand til at opfylde sine forpligtelser i form af statsgarantier for bankforpligtelser.[98] En fordeling af centralbankens overskud, som ikke er blevet fuldt ud realiseret, bogført og revideret, er heller ikke i overensstemmelse med forbuddet mod monetær finansiering. For at overholde forbuddet mod monetær finansiering må beløb, der overføres til statsbudgettet i henhold til gældende regler om fordeling af overskud, hverken helt eller delvist udbetales fra den nationale centralbanks reservekapital. Reglerne om fordeling af overskud må derfor ikke berøre den nationale centralbanks reservekapital. Hvis aktiver fra en national centralbank overføres til staten, skal disse endvidere opgøres til markedsværdi, og overførslen skal ske samtidig med betalingen.[99]

Indblanding i udførelsen af andre eurosystemopgaver, som fx forvaltningen af valutareserver ved at beskatte teoretiske eller urealiserede kapitalgevinster, er heller ikke tilladt, da dette vil medføre en form for centralbankkredit til den offentlige sektor gennem den førtidige fordeling af fremtidige og uvisse overskud.[100]

Overtagelse af den offentlige sektors forpligtelser

National lovgivning, der medfører, at en national centralbank skal overtage et tidligere uafhængigt offentligt organs forpligtelser, som følge af en national omstrukturering af visse opgaver og pligter (fx i forbindelse med overførsel af visse tilsynsopgaver til den nationale centralbank, som tidligere blev udført af staten eller uafhængige offentlige myndigheder eller organer), uden fuldt ud at friholde den nationale centralbank for alle finansielle forpligtelser, der følger af organets tidligere opgaver, vil være uforenelig med forbuddet mod monetær finansiering.[101] På samme måde vil national lovgivning, der kræver, at en national centralbank skal indhente godkendelse fra staten, før den kan træffe afviklingsforanstaltninger i en bred række af omstændigheder, men som ikke begrænser den nationale centralbanks ansvar til sine egne administrative retsakter, være uforenelig med forbuddet mod monetær finansiering.[102] Tilsvarende vil national lovgivning, der kræver, at en national centralbank skal betale erstatning, i det omfang at det medfører, at den nationale centralbank pådrager sig statens ansvar, ikke være i overensstemmelse med forbuddet mod monetær finansiering.[103]

Finansiel støtte til kreditinstitutter og/ eller finansielle institutioner

National lovgivning, hvorefter en national centralbank uafhængigt og efter eget skøn kan finansiere kreditinstitutter i andre forbindelser end centralbankopgaver (fx pengepolitik, betalingssystemtransaktioner eller midlertidige foranstaltninger for at understøtte likviditeten), særligt i form af støtte til insolvente kreditinstitutter og/eller andre finansielle institutioner, er uforenelig med forbuddet mod monetær finansiering.

Dette gælder særligt ved støtte til insolvente kreditinstitutter. Tankegangen er, at en national centralbank påtager sig en statslig opgave ved finansiering af et insolvent kreditinstitut.[104] De samme problemer gør sig gældende ved Eurosystemets finansiering af et kreditinstitut, som er blevet rekapitaliseret for at genoprette dets solvens gennem direkte placeringer af gældsinstrumenter udstedt af staten, hvor der ikke eksisterer alternative markedsbaserede finansieringskilder (herefter "rekapitaliseringsobligationer"), og hvor sådanne obligationer anvendes som sikkerhed. I sådanne tilfælde, hvor et kreditinstitut rekapitaliseres af staten ved direkte placeringer af rekapitaliseringsobligationer, rejser den efterfølgende anvendelse af rekapitaliseringsobligationer som sikkerhed ved likviditetsoperationer fra centralbanken monetære finansieringsspørgsmål.[105] Likviditetsstøtte i nødsituationer, der ydes uafhængigt og efter en national centralbanks eget skøn til solvente kreditinstitutter på grundlag af sikkerhed i form af en statsgaranti, skal opfylde følgende kriterier: i) det skal sikres, at kreditten, som ydes af den nationale centralbank, er så kortvarig som muligt, ii) systemiske stabilitetsaspekter skal være i spil, iii) der må ikke være tvivl om den juridiske gyldighed og håndhævelsesmuligheden af statsgarantien i henhold til gældende national lovgivning, og iv) der må ikke være tvivl om statsgarantiens økonomiske tilstrækkelighed, som skal dække både lånets hovedstol og renter.[106]

En indsættelse i national lovgivning af henvisninger til artikel 123 i traktaten bør derfor overvejes.

Finansiel støtte til afviklingsfonde eller finansielle ordninger og til indskuds- og investorgarantiordninger

Mens administrative afviklingsopgaver typisk opfattes som relateret til de opgaver, der er henvist til i traktatens artikel 127, stk. 5, er finansieringen af afviklingsfonde eller finansielle ordninger ikke i overensstemmelse med forbuddet mod monetær finansiering.[107] Hvis en national centralbank er afviklingsmyndighed, bør den under ingen omstændigheder påtage sig eller finansiere forpligtelser fra hverken et overgangsinstitut eller et porteføljeadministrationsselskab.[108] I forbindelse hermed bør national lovgivning præcisere, at den nationale centralbank ikke påtager sig eller finansierer disse enheders forpligtelser.[109]

I henhold til direktivet om indskudsgarantiordninger[110] og direktivet om investorgarantiordninger[111] skal udgifterne til finansiering af indskudsgarantiordninger og investorgarantiordninger afholdes af henholdsvis kreditinstitutterne og investeringsselskaberne selv. National lovgivning, hvorefter en national centralbank forventes at finansiere en national indskudsgarantiordning for kreditinstitutter eller en national investorgarantiordning for investeringsselskaber, vil kun være forenelig med forbuddet mod monetær finansiering, hvis den er af kort varighed, angår krisesituationer, involverer risiko for den systemiske stabilitet, og afgørelserne beror på den nationale centralbanks skøn.[112] En indsættelse i national lovgivning af henvisninger til artikel 123 i traktaten bør derfor overvejes. Når en national centralbank udøver sit skøn i forbindelse med långivning, skal den sikre, at den ikke de facto overtager en statslig opgave.[113] Navnlig bør støtte fra en centralbank til indskudsgarantiordninger ikke udgøre en systematisk forhåndsfinansierende operation.[114]

Funktion som fiskal agent

Det fremgår af artikel 21.2 i statutten, at "ECB og de nationale centralbanker kan optræde som fiskal agent" for "Unionens institutioner, organer, kontorer eller agenturer, centralregeringer, regionale, lokale eller andre offentlige myndigheder, andre organer inden for den offentlige sektor eller offentlige foretagender i medlemsstaterne". Formålet med statuttens artikel 21.2 er efter overførsel af den pengepolitiske kompetence til Eurosystemet at præcisere, at de nationale centralbanker kan fortsætte med at udføre de opgaver som fiskal agent, som de traditionelt udførte for regeringer og andre offentlige enheder, uden dermed at overtræde forbuddet mod monetær finansiering. Forordning (EF) nr. 3603/93 opstiller derudover en række udtrykkelige og snævert definerede undtagelser fra forbuddet mod monetær finansiering i tilknytning til funktionen som fiskal agent: i) intradag-kreditter til den offentlige sektor er tilladt, hvis de er begrænset til den pågældende dag, og forlængelse ikke er mulig[115], ii) kreditering af den offentlige sektors konto med checks, der er udstedt af tredjepart, før trassatbanken er debiteret, er tilladt, såfremt et fastsat tidsrum, der svarer til den tid, der normalt forløber ved en national centralbanks inkassering af checks, er forløbet efter modtagelsen af checken og på betingelse af, at en eventuel strøm, der kan opstå, er af ekstraordinær karakter, udgør et lille beløb og bliver udlignet på kort sigt[116] og iii) en beholdning af mønter, der er udstedt af og krediteret den offentlige sektor, er tilladt, såfremt størrelsen af sådanne aktiver ikke overstiger 10 pct. af de mønter, som er i omløb.[117]

National lovgivning om funktionen som fiskal agent bør være i overensstemmelse med EU-lovgivningen i almindelighed og med forbuddet mod monetær finansiering i særdeleshed.[118] Under hensyntagen til den udtrykkelige anerkendelse i statuttens artikel 21.2 af udførelsen af opgaver som fiskal agent, som er en lovlig funktion, der traditionelt udføres af den nationale centralbank, overholder centralbankernes udførelse af opgaver som fiskal agent forbuddet mod monetær finansiering, forudsat at sådanne opgaver forbliver inden for området for funktionen som fiskal agent og ikke udgør en centralbanks finansiering af den offentlige sektors forpligtelser over for tredjepart eller centralbankkredit til den offentlige sektor uden for de snævert definerede undtagelser i forordning (EF) nr. 3603/93.[119] Der er intet retligt problem i, at en national centralbank fører og forrenter indskudskonti for staten, såfremt forrentningen ikke fører til ydelse af kredit, herunder dag-til-dag overtræk. Der vil dog kunne opstå et spørgsmål om overholdelse af forbuddet mod monetær finansiering, hvis fx indskud eller saldi på foliokonti i henhold til national lovgivning forrentes over markedsrenten i stedet for til eller under markedsrenten. En forrentning over markedsrenten udgør en de facto-kredit, som strider imod det økonomiske formål bag forbuddet mod monetær finansiering, og kan dermed undergrave dette. Det er i forbindelse med forrentningen af enhver konto vigtigt, at markedsparametrene afspejles, og det er særlig vigtigt, at renten, som indskuddene forrentes med, korrelerer med løbetiden.[120] En national centralbanks udførelse af opgaver som fiskal agent uden tilskrivning af renter giver endvidere ikke anledning til bekymringer om monetær finansiering, forudsat at det er kerneopgaver, der normalt udføres af en fiskal agent.[121]

Forbud mod privilegeret adgang

Det følger af traktatens artikel 124, at "[e]nhver foranstaltning, der ikke er baseret på tilsynsmæssige hensyn, og hvorved der gives EU-institutioner, -organer, -kontorer eller -agenturer, centralregeringer, regionale, lokale eller andre offentlige myndigheder, andre organer inden for den offentlige sektor eller offentlige foretagender i medlemsstaterne privilegeret adgang til finansielle institutioner, er forbudt." Som det var tilfældet med forbuddet mod monetær finansiering, skal forbuddet mod privilegeret adgang tilskynde medlemsstaten til at føre en sund budgetpolitik, som ikke muliggør, at monetær finansiering af offentlige underskud eller offentlige myndigheders privilegerede adgang til finansielle markeder fører til et uforholdsmæssigt højt gældsniveau eller uforholdsmæssigt store underskud i medlemsstaten.[122]

I henhold til artikel 1, stk. 1, i Rådets forordning (EF) nr. 3604/93[123] forstås der ved privilegeret adgang enhver lov eller administrativ bestemmelse eller enhver bindende retsakt vedtaget som led i udøvelsen af offentlig myndighed, som: a) forpligter finansielle institutioner til at erhverve eller ligge inde med fordringer på EU-institutioner eller -organer, centralregeringer, regionale, lokale eller andre offentlige myndigheder, andre organer inden for den offentlige sektor eller offentlige foretagender i medlemsstaterne, eller b) medfører skatte- eller afgiftsmæssige fordele, som kun kan komme finansielle institutioner til gode, eller medfører økonomiske fordele, som ikke stemmer overens med markedsøkonomiske principper, med sigte på at fremme, at de finansielle institutioner erhverver eller besidder fordringer af nævnte art.

I deres egenskab af offentlig myndighed må nationale centralbanker ikke træffe foranstaltninger, hvorved den offentlige sektor giver privilegeret adgang til finansielle institutioner, medmindre disse foranstaltninger er baseret på tilsynsmæssige hensyn. Endvidere må reglerne for tilvejebringelse eller pantsætning af gældsinstrumenter, som er fastsat af de nationale centralbanker, ikke benyttes til at omgå forbuddet mod privilegeret adgang.[124] Medlemsstaternes lovgivning på dette område må ikke indføre privilegeret adgang.

Artikel 2 i forordning (EF) nr. 3604/93 definerer "tilsynsmæssige hensyn" som de hensyn, der danner grundlaget for de nationale love og administrative bestemmelser eller foranstaltninger, der er baseret på eller er forenelige med EU-retten, og som tager sigte på at fremme de enkelte finansielle institutioners soliditet for derved at styrke stabiliteten i det finansielle system som helhed og beskytte de finansielle institutioners kunder. De tilsynsmæssige hensyn skal sikre bankers solvens i forhold til deres indskydere.[125] Inden for det prudentielle tilsyn er der ved afledt EU-ret fastsat en række krav, der skal sikre kreditinstitutternes soliditet.[126] Et "kreditinstitut" defineres som en virksomhed, hvis aktivitet består i fra offentligheden at tage imod indskud eller andre midler, der skal tilbagebetales, samt i at yde lån for egen regning.[127] I tillæg hertil kræves der for kreditinstitutter, der ofte benævnes "banker", en tilladelse fra den kompetente myndighed i en medlemsstat, for at instituttet kan levere tjenesteydelser.[128]

Selvom mindstereserver kan opfattes som en del af de tilsynsmæssige krav, udgør de en del af en national centralbanks operationelle rammer og anvendes som et pengepolitisk redskab i de fleste økonomier, herunder i euroområdet.[129] I denne henseende fastsætter afsnit 2 i bilag I til retningslinje ECB/2014/60[130], at Eurosystemets reservekravsystem hovedsagelig har som mål at stabilisere pengemarkedsrenten og skabe (eller forøge) et strukturelt likviditetsunderskud.[131] ECB kræver, at kreditinstitutter, der er etableret i euroområdet, holder de påkrævede mindstereserver (i form af indskud) på konti hos deres nationale centralbank.[132]

I denne rapport fokuseres på foreneligheden af både national lovgivning eller regler vedtaget af de nationale centralbanker samt de nationale centralbankers statutter med traktatens forbud mod privilegeret adgang. Denne rapport indeholder dog ikke en vurdering af, om love, regler eller administrative bestemmelser i medlemsstaterne under dække af tilsynsmæssige hensyn benyttes til at omgå forbuddet mod privilegeret adgang. En sådan vurdering ligger uden for rammerne af denne rapport.

2.2.6 Ensartet stavemåde for euro

Det fremgår af artikel 3, stk. 4, i traktaten om Den Europæiske Union, at "Unionen opretter en økonomisk og monetær union, der har euroen som valuta". I traktatteksterne skrevet på de autentiske sprog, som bruger det latinske alfabet, er euro konsekvent skrevet i nominativ ental som "euro". I den tekst, som er skrevet med det græske alfabet, staves euro "ευρώ", og i teksten skrevet med det kyrilliske alfabet staves ordet euro "евро".[133] I overensstemmelse hermed slår Rådets forordning (EF) nr. 974/98 af 3. maj 1998 om indførelse af euroen[134] fast, at navnet på den fælles valuta skal være det samme på alle de officielle sprog i Den Europæiske Union, idet der dog tages hensyn til de forskellige alfabeter. I traktaterne kræves der således, at ordet "euro" staves på samme måde i nominativ ental i alle Unionens og de nationale lovbestemmelser, idet der dog tages hensyn til de forskellige alfabeter.

Som følge af EU's enekompetence til at bestemme navnet for den fælles valuta er enhver afvigelse fra denne regel uforenelig med traktaten og bør fjernes.[135] Mens dette princip gælder for alle typer af national lovgivning, vedrører vurderingen i landekapitlerne først og fremmest de nationale centralbankers statutter og lovgivning om indførelse af euroen.

2.2.7 De nationale centralbankers juridiske integration i Eurosystemet

Bestemmelser i national lovgivning (især en national centralbanks statut, men også anden lovgivning), som kan udgøre en hindring for udførelsen af opgaver i forbindelse med Eurosystemet eller efterlevelse af ECB's beslutninger, er uforenelige med Eurosystemets effektive funktion, når den pågældende medlemsstat har indført euroen. National lovgivning skal derfor tilpasses for at sikre forenelighed med traktaten og statutten med hensyn til opgaver i forbindelse med Eurosystemet. For at opfylde kravet i traktatens artikel 131 skulle de nationale lovgivningsprocedurer tilpasses således, at den nationale lovgivnings forenelighed var sikret senest på tidspunktet for ESCB's oprettelse (for så vidt angår Sverige) og 1. maj 2004, 1. januar 2007 og 1. juli 2013 (for så vidt angår de medlemsstater, som på denne dato blev optaget i EU). Sådanne lovkrav vedrørende en national centralbanks fulde juridiske integration i Eurosystemet behøver dog først at træde i kraft fra det tidspunkt, hvor den nationale centralbank er fuldt integreret, dvs. for en medlemsstat med dispensation den dato, hvor landet indfører euroen.

De vigtigste områder, der behandles i denne rapport, er områder, hvor bestemmelser i statutterne kan hindre de nationale centralbanker i at efterleve Eurosystemets krav. Det kunne fx være bestemmelser, der i) kunne hindre de nationale centralbanker i at deltage i gennemførelsen af den fælles pengepolitik, som fastsat af ECB's besluttende organer, eller ii) som kunne hindre en centralbankchef i at opfylde sine pligter som medlem af ECB's styrelsesråd, eller iii) som ikke anerkender ECB's særlige beføjelser, eller iv) som ikke anerkender, at enekompetencen med hensyn til ESCB-relaterede opgaver i de medlemsstater, der har euroen som valuta, uigenkaldeligt er blevet overdraget til Unionen[136], eller v) i henhold til hvilke de nationale centralbanker i udførelsen af deres ESCB-relaterede opgaver er bundet af nationale myndigheders beslutninger, som er i strid med ECB's retsakter. Der sondres mellem mål for den økonomiske politik, opgaver, finansielle bestemmelser, valutakurspolitik og internationalt samarbejde. Endelig omtales andre områder, hvor det kan være nødvendigt at tilpasse de nationale centralbankers statutter.

Mål for den økonomiske politik

En national centralbanks fulde integration i Eurosystemet forudsætter, at dens formålsbestemmelser er i overensstemmelse med ESCB's mål som fastsat i statuttens artikel 2. Det betyder bl.a., at der skal ske en tilpasning af formålsbestemmelser med et "nationalt præg" – fx skal bestemmelser i statutterne, der henviser til en pligt til at føre pengepolitik inden for rammerne af den pågældende medlemsstats generelle økonomiske politik, tilpasses. Endvidere skal en national centralbanks sekundære mål være konsistente og må ikke gribe ind i dens forpligtelse til at støtte de generelle økonomiske politikker inden for EU med henblik på at bidrage til gennemførelsen af EU's mål som fastsat i artikel 3 i traktaten om Den Europæiske Union, hvilket i sig selv er et mål, der ikke berører hovedmålet om at fastholde prisstabilitet.[137]

Opgaver

Opgaverne for en national centralbank i en medlemsstat, som har indført euroen, er overvejende bestemt af traktaten og statutten, henset til den nationale centralbanks status som en integreret del af Eurosystemet. Med henblik på at opfylde traktatens artikel 131 skal bestemmelser om opgaver i de nationale centralbankstatutter derfor sammenholdes med de relevante bestemmelser i traktaten og statutten, og en eventuel uforenelighed skal fjernes.[138] Det gælder enhver bestemmelse, der efter indførelsen af euroen og integrationen i Eurosystemet kan udgøre en hindring for udførelsen af ESCB-relaterede opgaver, og navnlig bestemmelser, som ikke anerkender ESCB's kompetenceområder i henhold til statuttens kapitel IV.

Nationale pengepolitiske bestemmelser skal anerkende, at EU's pengepolitik er en opgave, som skal udføres af Eurosystemet.[139] De nationale centralbankers statutter kan indeholde bestemmelser om pengepolitiske instrumenter. Sådanne bestemmelser skal svare til de tilsvarende bestemmelser i traktaten og statutten, og enhver uoverensstemmelse skal fjernes med henblik på at opfylde traktatens artikel 131.

Overvågning af den fiskale udvikling er en opgave, som den nationale centralbank udfører regelmæssigt for at kunne vurdere, hvilken pengepolitisk stilling der skal tages. De nationale centralbanker kan også fremlægge deres holdninger om relevante fiskale udviklinger på baggrund af deres overvågningsaktiviteter og uafhængige rådgivning med henblik på at bidrage til, at Den Europæiske Monetære Union fungerer korrekt. En national centralbanks overvågning af den fiskale udvikling med henblik på pengepolitikken bør være baseret på fuld adgang til alle relevante data for de offentlige finanser. I overensstemmelse hermed bør de nationale centralbanker tildeles ubetinget, rettidig og automatisk adgang til alle relevante statistikker for de offentlige finanser. Den nationale centralbanks rolle bør dog ikke gå videre end overvågningen af aktiviteter, der er et resultat af eller forbundet – direkte eller indirekte – med udførelsen af deres pengepolitiske mandat.[140] En national centralbanks formelle mandat til at vurdere prognoser og budgetudviklinger medfører en rolle for den nationale centralbank (og det tilsvarende ansvar herfor) i finanspolitikken, som kan risikere at underminere udførelsen af Eurosystemets pengepolitiske mandat og den nationale centralbanks uafhængighed.[141]

I sammenhæng med nationale lovgivningsinitiativer for at imødegå uroen på de finansielle markeder har ECB påpeget, at enhver forvridning på de nationale pengemarkeder i euroområdet bør undgås, da den vil kunne svække gennemførelsen af den fælles pengepolitik. Dette gælder navnlig forlængelsen af statsgarantier til at dække interbankindskud.[142]

Medlemsstaterne skal sikre, at nationale tiltag på lovgivningsområdet til løsning af virksomheders og erhvervsdrivendes likviditetsproblemer, fx deres gæld til de finansielle institutioner, ikke påvirker likviditeten på markedet negativt. Tiltagene må navnlig ikke være i uoverensstemmelse med princippet om en åben markedsøkonomi, som det fremgår af artikel 3 i traktaten om Den Europæiske Union, da dette kan hæmme kreditstrømmen og påvirke de finansielle institutioner og markeders stabilitet i væsentlig grad og dermed påvirke udførelsen af Eurosystemets opgaver.[143]

National lovgivning, som giver en national centralbank eneret til at udstede pengesedler, skal anerkende, at ECB's styrelsesråd efter euroens indførelse har eneret til at bemyndige udstedelse af eurosedler i henhold til traktatens artikel 128, stk. 1, og statuttens artikel 16, mens retten til at udstede eurosedler tilkommer ECB og de nationale centralbanker. Nationale bestemmelser, der giver regeringen mulighed for at øve indflydelse på forhold som pålydende værdi, produktion, omfang og inddragelse af eurosedler, skal også, alt efter omstændighederne, enten ophæves eller anerkende ECB's kompetence med hensyn til eurosedler som fastsat i traktatens og statuttens bestemmelser. Uanset ansvarsfordelingen mellem regering og national centralbank med hensyn til mønter skal de relevante bestemmelser anerkende ECB's beføjelse til at godkende omfanget af møntudstedelsen efter indførelse af euroen. En medlemsstat må ikke betragte seddel- og møntomløbet som den nationale centralbanks gæld til staten, da dette vil forfejle hensigten med en fælles valuta og være uforeneligt med kravene om juridisk integration i Eurosystemet.[144]

Hvad angår forvaltningen af valutareserver,[145] opfylder en medlemsstat, som efter indførelsen af euroen ikke overfører sine officielle valutareserver[146] til sin nationale centralbank, ikke traktaten. Det vil heller ikke være foreneligt med traktatens artikel 127, stk. 2, tredje led, hvis en tredjepart – fx regeringen eller parlamentet – har ret til at øve indflydelse på en national centralbanks beslutninger med hensyn til forvaltningen af de officielle valutareserver. Endvidere skal de nationale centralbanker overføre valutareserver til ECB i forhold til deres andel af ECB's kapital. Det betyder, at der ikke må være lovmæssige hindringer for, at en national centralbank kan overføre valutareserver til ECB.

Selvom forordninger, der er vedtaget i henhold til statuttens artikel 34.1 inden for statistikområdet, ikke medfører rettigheder eller forpligtelser for de medlemsstater, der ikke har indført euroen, finder statuttens artikel 5, som vedrører indsamlingen af statistiske oplysninger, anvendelse for alle medlemsstater, uanset om de har indført euroen eller ej. I overensstemmelse hermed er de medlemsstater, der ikke har euroen som valuta, forpligtet til på nationalt plan at udforme og gennemføre alle de foranstaltninger, der er nødvendige for at gennemføre indsamlingen af den statistiske information, der er nødvendig for at opfylde ECB's statistiske rapporteringskrav og sikre rettidige forberedelser på statistikområdet med henblik på deres indførelse af euroen.[147] National lovgivning, der fastsætter rammerne for samarbejde mellem de nationale centralbanker og de nationale statistikkontorer, bør garantere de nationale centralbankers uafhængighed i forbindelse med udførelsen af deres opgaver inden for ESCB's statistiske rammer.[148]

Finansielle bestemmelser

De finansielle bestemmelser i statutten omfatter regler om regnskab[149], revision[150], kapitalindskud[151], overførsel af valutareserver[152] og fordeling af monetære indtægter[153]. Nationale centralbanker skal kunne opfylde deres forpligtelser i henhold til disse bestemmelser, og eventuelle uforenelige nationale bestemmelser skal derfor ophæves.

Valutakurspolitik

En medlemsstat med dispensation kan bibeholde national lovgivning, hvorefter regeringen er ansvarlig for medlemsstatens valutakurspolitik, og den nationale centralbank har en rådgivende og/eller udøvende rolle. I forbindelse med indførelse af euroen skal en sådan lovgivning dog afspejle, at ansvaret for euroområdets valutakurspolitik er overført til EU i overensstemmelse med traktatens artikel 138 og 219.

Internationalt samarbejde

I forbindelse med indførelsen af euroen skal den nationale lovgivning være forenelig med statuttens artikel 6.1, som bestemmer, at det i spørgsmål om internationalt samarbejde, der involverer opgaver pålagt Eurosystemet, tilkommer ECB at beslutte, hvordan ESCB skal være repræsenteret. National lovgivning, der tillader den nationale centralbank at deltage i internationale monetære institutioner, skal være godkendt af ECB (statuttens artikel 6.2).

Diverse

Ud over ovennævnte forhold er der for visse medlemsstater også andre områder, hvor de nationale bestemmelser kræver tilpasning (fx inden for clearing- og betalingssystemer og udveksling af oplysninger).

3 Den økonomiske konvergens

Dette kapitel indeholder et horisontalt overblik. Nogle af de faktorer, der er relevante for den samlede vurdering, er ikke omfattet heri, men indgår i kapitel 4 og 5.

Hvad angår opfyldelsen af konvergenskriterierne, er der gjort begrænsede fremskridt siden ECB's konvergensrapport fra 2018 (jf. tabel 3.1). I fem af de syv lande, som undersøges i rapporten, er HICP-inflationen over referenceværdien, mens dette kun var tilfældet for to lande i 2018. Siden maj 2018 er 12-måneders gennemsnittet af de lange rentespænd over for euroområdet fortsat med at falde i tre af de syv lande, som behandles i rapporten, og kun et enkelt land ligger stadig over referenceværdien, sammenlignet med to lande i 2018. Ingen af landene deltager i valutakursmekanismen (ERM2). To lande har dog givet udtryk for, at de agter at anmode om, at deres valutaer optages i ERM2. Nogle af de lande, som behandles i denne rapport, har i de seneste par år oplevet betydelige udsving i valutakursen i forhold til euroen. Der er gjort visse fremskridt med at nedbringe finanspolitiske ubalancer i de fleste af de lande, der undersøges i denne rapport, dog med én bemærkelsesværdig undtagelse.

Tabel 3.1

Oversigtstabel over økonomiske indikatorer for konvergens

Kilder: Europa-Kommissionen, (Eurostat, Generaldirektoratet for Økonomiske og Finansielle Anliggender) og Det Europæiske System af Centralbanker.
1) Gennemsnitlig ændring i pct. år-til-år. Observationerne for 2020 vedrører perioden april 2019 til marts 2020.

2) Angiver, om et land var underlagt en rådsafgørelse om et uforholdsmæssigt stort underskud i hvert fald en del af året.
3) Observationerne for 2020 vedrører perioden indtil rapportens skæringsdato for statistikken (7. maj 2020).
4) I pct. af BNP. Observationerne for 2020 er fra Europa-Kommissionens økonomiske prognose (forår 2020).
5) Gennemsnitlig ændring i pct. år-til-år. Et positivt (negativt) tal betyder en appreciering (depreciering) over for euroen. Observationerne for 2020 vedrører perioden fra 1. januar 2020 til 31. marts 2020.
6) Gennemsnitlig årlig rente. Observationerne for 2020 vedrører perioden april 2019 til marts 2020.
7) Referenceværdierne for HICP-inflationen og den lange rente vedrører perioden fra april 2019 til marts 2020. For den offentlige budgetsaldo og den offentlige gæld er referenceværdierne defineret i artikel 126 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde og protokollen i forbindelse hermed (nr. 12) om proceduren vedrørende uforholdsmæssigt store underskud.

De økonomiske forhold i de fleste af de syv lande, der undersøges i denne rapport, var stort set robuste i hele perioden, fra den foregående konvergensrapport blev offentliggjort, til coronaviruskrisen (covid 19) begyndte i 1. kvartal 2020. På trods af forværrede eksterne forhold, især siden 2019, har en robust indenlandsk efterspørgsel fortsat understøttet den økonomiske aktivitet i de fleste tilfælde. Den indenlandske efterspørgsel har primært været understøttet af en vedvarende vækst i beskæftigelsen og lønningerne samt en lempelig penge- og finanspolitik i en række lande. Arbejdsmarkedsforholdene er blevet stadig strammere i de fleste tilfælde. I nogle lande blev manglen på arbejdskraft også påvirket af en nedgang i befolkningen i den arbejdsdygtige alder på grund af nettoudvandring. I alle lande er der gjort yderligere fremskridt med at korrigere eksterne ubalancer og reducere afhængigheden af ekstern finansiering. Dette har øget modstandskraften i de fleste af de betragtede lande. Der er dog stadig betydelige sårbarheder af forskellig art, omend i varierende grad afhængigt af landet. Hvis disse sårbarheder ikke afhjælpes i tilstrækkelig grad i de lande, hvor BNP pr. indbygger er lavest, vil de sandsynligvis sinke konvergensprocessen på langt sigt. Siden begyndelsen af 2020 er de økonomiske forhold imidlertid blevet drastisk forværrede på grund af covid-19-udbruddet. Den økonomiske aktivitet er aftaget markant i alle de betragtede lande og er endog faldet i nogle af landene. De nationale myndigheder har truffet omfattende finanspolitiske, makroprudentielle, tilsynsmæssige og pengepolitiske foranstaltninger for at opveje den økonomiske skade forårsaget af covid-19.

For så vidt angår kriteriet vedrørende prisstabilitet var den gennemsnitlige 12-måneders inflationstakt over referenceværdien på 1,8 pct. i fem af de syv lande, der undersøges i rapporten (jf. figur 3.1). Inflationen i Bulgarien, Polen, Rumænien, Tjekkiet og Ungarn var et godt stykke over referenceværdien, mens den i Sverige var under og i Kroatien et godt stykke under referenceværdien. På baggrund af covid-19-pandemien er der stor usikkerhed om, hvordan inflationen vil udvikle sig over de kommende måneder. I konvergensrapporten fra 2018 var Tjekkiet og Ungarn de eneste lande med en inflation over den på det tidspunkt gældende referenceværdi på 1,9 pct.

Figur 3.1

HICP-inflation

(gennemsnitlig ændring i pct. år-til-år)

Kilde: Eurostat.

På tidspunktet for offentliggørelsen af denne rapport er ét land underlagt en procedure i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud, mens ingen af landene var underlagt en sådan procedure på tidspunktet for den foregående rapport. Som følge af covid-19-pandemien forventes imidlertid en kraftig forringelse af budgetstillingen i alle lande i 2020. Alle de betragtede lande, bortset fra Rumænien, var i 2019 under referenceværdien for underskuddet på 3 pct. Bulgarien, Kroatien, Tjekkiet og Sverige havde overskud i 2019. I Rumænien er underskuddet blevet brat forværret siden konvergensrapporten fra 2018, idet det er steget fra 2,6 pct. af BNP i 2017 til 4,3 pct. af BNP i 2019 (jf. figur 3.2), og der blev i april 2020 indledt en procedure i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud. Ifølge Europa-Kommissionens økonomiske prognose (forår 2020) forventes der i 2020 et budgetunderskud på over referenceværdien på 3 pct. i alle landene undtagen Bulgarien som følge af covid-19-pandemien. I henhold til den traditionelle antagelse om uændrede politikker (hvor det antages, at de finanspolitiske foranstaltninger, der er gennemført for at afbøde krisen, er midlertidige) forventes det samlede underskud at falde betydeligt fra 2021 i alle de betragtede lande, undtagen Rumænien (og til under referenceværdien på 3 pct. af BNP i Bulgarien, Sverige og Kroatien). Hvad angår gældskriteriet, var gældskvoten i Polen under 50 pct. af BNP i 2019. I Tjekkiet, Rumænien og Sverige var kvoten mellem 30 pct. og 40 pct. af BNP, mens den var lidt over 20 pct. af BNP i Bulgarien (jf. figur 3.3). Kroatien og Ungarn var i 2019 de eneste lande med en gældskvote over referenceværdien på 60 pct., hvilket også var tilfældet i 2017. I begge lande mindskedes gældskvoten fra 2015 til 2019 og nærmede sig 60 pct. af BNP med en tilfredsstillende hastighed indtil udgangen af 2019. Covid-19-pandemien forventes imidlertid, ifølge Europa-Kommissionens økonomiske prognose (forår 2020), at medføre stigende gældskvoter i alle de betragtede lande i 2020.

Figur 3.2

Offentligt overskud (+) eller underskud (-)

(i pct. af BNP)

Kilde: Eurostat.
Anm.: Dataene for 2017 er blevet justeret en smule siden konvergensrapporten fra 2018.

Figur 3.3

Offentlig bruttogæld

(i pct. af BNP)

Kilde: Eurostat.
Anm.: Dataene for 2017 er blevet justeret en smule siden konvergensrapporten fra 2018.

For så vidt angår valutakurskriteriet, deltager ingen af de betragtede lande i ERM2 på tidspunktet for offentliggørelsen af denne rapport. De bulgarske og kroatiske myndigheder har imidlertid givet udtryk for, at de agter at anmode om, at lev og kuna optages i ERM2. I juli 2018 tilkendegav eurolandenes finansministre, ECB og repræsentanterne for den danske finansminister og for direktøren for Danmarks Nationalbank, at de kunne tilslutte sig de bulgarske myndigheders planer, som skal sikre, at de nødvendige elementer for at deltage i ERM2 er på plads. Ligeledes tilkendegav finansministrene i eurolandene og Danmark, ECB og repræsentanten for direktøren for Danmarks Nationalbank i juli 2019, at de kunne tilslutte sig de kroatiske myndigheders planer, som skal sikre, at de nødvendige elementer for at deltage i ERM2 er på plads. I denne forbindelse har både Bulgarien og Kroatien indgået en række forpligtelser på politikområder af særlig relevans for en gnidningsløs deltagelse i ERM2. Hvad angår valutakursudviklingen, udviste valutakursen i de fleste af de betragtede lande en forholdsvis høj volatilitet gennem det meste af referenceperioden, indtil februar 2020. Undtagelser var Bulgarien, der har et currency board over for euroen, Kroatien, der benytter et system med stramt styrede valutakurser, og i mindre omfang Rumænien. Indtil februar 2020 deprecierede den ungarske forint og – i mindre grad – den rumænske leu og den svenske krone over for euroen, mens den polske zloty forblev stort set uændret, og den tjekkiske koruna apprecierede (jf. figur 3.4). Fra og med marts 2020, hvilket vil sige efter udbruddet af coronavirus i Europa og dets indvirkning på den økonomiske aktivitet og de globale finansielle markeder, har valutaerne i alle de lande, som undersøges i denne rapport, bortset fra den bulgarske lev, været under et betydeligt deprecieringspres.

Figur 3.4

Bilaterale valutakurser over for euroen

(indeks: gennemsnit for april 2018 = 100; daglige observationer; 1. april 2018 – 31. marts 2020)

Kilde: ECB.
Anm.: En stigning (et fald) viser en appreciering (depreciering) af valutaen.

For så vidt angår konvergensen i de lange renter, lå den lange rente kun over referenceværdien på 2,9 pct. i ét af de syv betragtede lande (jf. figur 3.5). Renten var over referenceværdien i Rumænien, mens Bulgarien og Sverige havde de laveste renter. Til sammenligning var den lange rente over referenceværdien i både Polen og Rumænien i konvergensrapporten fra 2018. På det tidspunkt var referenceværdien 3,2 pct.

Figur 3.5

Den lange rente

(i pct.; gennemsnit pr. år)

Kilder: Eurostat og ECB.

Holdbarheden er helt afgørende, når opfyldelsen af konvergenskriterierne vurderes. Konvergenskriterierne skal opfyldes løbende, ikke blot på et givet tidspunkt. De første ti år af Den Økonomiske og Monetære Union (ØMU) har vist, hvilke risici svage grundlæggende faktorer, en alt for lempelig makroøkonomisk politik i de enkelte lande og alt for optimistiske forventninger med hensyn til konvergens i realindkomsten indebærer, ikke kun for de pågældende lande, men for hele euroområdets smidige funktion. Opfyldelsen af de numeriske konvergenskriterier på et bestemt tidspunkt er ikke i sig selv en garanti for et gnidningsløst medlemskab af euroområdet. Lande, der tiltræder euroområdet, bør således påvise, at deres konvergensprocesser er holdbare, og at de er i stand til at leve op til de forpligtelser, som indførelsen af euroen til stadighed indebærer. Dette er både i landets egen og euroområdets interesse.

For at opnå vedvarende konvergens er der behov for varige politiktilpasninger i mange af de betragtede lande. Makroøkonomisk stabilitet – og især en sund finanspolitik – er en forudsætning for vedvarende konvergens. For at kunne imødegå makroøkonomiske stød er det helt afgørende, at produkt- og arbejdsmarkederne er meget fleksible. Der er behov for en stabilitetskultur med fast forankrede inflationsforventninger, som kan bidrage til at skabe prisstabilitet. Gunstige forhold for en effektiv anvendelse af kapital og arbejdskraft i økonomien er nødvendige for at øge totalfaktorproduktiviteten og den økonomiske vækst på langt sigt. Vedvarende konvergens kræver også sunde institutioner og et gunstigt erhvervsklima. For at nå frem til en synkronisering af konjunkturforløbene er der behov for en høj grad af økonomisk integration med euroområdet. Endvidere er det nødvendigt, at der er hensigtsmæssige makroprudentielle politikker på plads til at forhindre, at der opbygges makroøkonomiske ubalancer, som fx uforholdsmæssigt store stigninger i aktivpriserne og boom-bust-kreditcykler. Det er også nødvendigt, at der er indført hensigtsmæssige rammer for tilsynet med de finansielle institutioner. For lande, der er genstand for Europa-Kommissionens dybdegående undersøgelse, er det afgørende, at de imødegår ubalancer i deres økonomi. Endelig er de institutionelle forholds styrke også en vigtig faktor i den økonomiske integration og konvergens.

3.1 Kriteriet vedrørende prisstabilitet

I marts 2020 lå den gennemsnitlige 12-måneders inflationstakt i fem af de syv betragtede lande over referenceværdien på 1,8 pct., for så vidt angår kriteriet vedrørende prisstabilitet. Inflationen i euroområdet steg i 2018 for derefter at falde markant i 2019, primært som følge af lavere energipriser og en nedgang i den økonomiske aktivitet. I de fleste af de lande, der undersøges i denne rapport, fortsatte inflationen derimod med at stige, eller den forblev forholdsvis høj, hvilket primært skyldtes en robust indenlandsk efterspørgsel. Som følge heraf lå inflationen i Bulgarien, Polen, Rumænien, Tjekkiet og Ungarn et godt stykke over referenceværdien, mens den var under referenceværdien i Sverige og et godt stykke under i Kroatien. Inflationen aftog i de fleste af de betragtede lande i begyndelsen af 2020, omend i varierende grad, primært på grund af lavere oliepriser.

I de seneste ti år varierede både inflationens gennemsnitlige niveau og volatilitet betydeligt i alle de undersøgte lande. Rumænien og Ungarn havde i perioden en gennemsnitlig HICP-inflation på et godt stykke over 2 pct. I Tjekkiet og Polen var den gennemsnitlige inflation tættere på 1,5 pct. I Bulgarien, Kroatien og Sverige har den gennemsnitlige inflation kun været lidt over 1,0 pct. i de seneste ti år. I denne periode var prisudviklingen særligt volatil i Bulgarien, Ungarn, Kroatien, Polen og Rumænien, idet der i disse lande var inflationsudsving inden for et forholdsvis bredt interval. I Sverige udviste inflationstakten de mindste udsving. Selvom der er sket visse fremskridt mod konvergens gennem de seneste ti år, er inflationsspændene i de fleste af de betragtede lande øget i løbet af referenceperioden fra april 2019 til marts 2020.

Den langsigtede prisudvikling afspejlede mere volatile makroøkonomiske forhold i mange lande. I 2010 blev prisudviklingen i de fleste af de betragtede lande mere uensartet, hvilket delvis afspejler forskelle i styrken af den økonomiske genopretning og landespecifikke foranstaltninger i relation til administrativt fastsatte priser efter den bratte nedgang i økonomien. Den nedadgående tendens i inflationen begyndte i alle de betragtede lande i 2013, hvor den nåede et historisk lavpunkt og endda ofte var negativ. Denne bredt funderede udvikling skyldtes hovedsagelig den globale udvikling i råvarepriserne, et lavt importeret inflationspres og fortsat ledig kapacitet i nogle lande. Udviklingen i de globale råvarepriser har haft en særlig udtalt effekt på de central- og østeuropæiske økonomier på grund af den relativt store vægt, som energi- og fødevarepriser udgør i deres HICP-kurve. I nogle af de betragtede lande udøvede nedsættelser af administrativt fastsatte priser og indirekte skatter eller en styrkelse af de nominelle effektive valutakurser også et nedadrettet pres på inflationen. Set på denne baggrund er pengepolitikken blevet lempet betydeligt. Fra og med 2017 steg inflationen betydeligt på grund af styrkelsen af den økonomiske aktivitet, som primært var drevet af en solid indenlandsk efterspørgsel og stigende energi- og råvarepriser. På trods af udefrakommende modvinde og lavere energipriser forblev inflationen høj i 2019 og i begyndelsen af 2020 i de fleste af de lande, som behandles i rapporten. Dette skyldtes en robust indenlandsk efterspørgsel, stadig strammere arbejdsmarkedsforhold og fødevarepriserne. Samtidig er pengepolitikken og finanspolitikken forblevet lempelige eller meget lempelige i de fleste lande.

Inflationen forventes at falde i de kommende år i de fleste af de betragtede lande, selvom den stadig vil være forholdsvis høj i nogle af dem. Under de nuværende ekstraordinære omstændigheder er prognoserne usædvanligt usikre. I de fleste af de undersøgte lande er der på længere sigt grund til bekymring for holdbarheden af inflationskonvergensen. I henhold til Europa-Kommissionens økonomiske prognose (forår 2020) forventes inflationen at falde i de fleste af landene i prognoseperioden, med undtagelse af Polen. På grund af covid-19-pandemien er navnlig de internationale forhold blevet yderligere forværret i 2020. Balancen mellem de nedadrettede pres på inflationen, som følge af en svagere efterspørgsel, og de opadrettede pres forbundet med forstyrrelser af forsyningen, navnlig på fødevarepriserne, som har en betydelig vægt i HICP-kurven i nogle af de betragtede lande, er forbundet med en betragtelig usikkerhed. I 2020 forventes deflationspresset også at blive understøttet af det kraftige fald i oliepriserne. Inflationen forventes dog at holde sig over 1,8 pct. i Tjekkiet, Ungarn, Polen og Rumænien i prognoseperioden. De risici, som findes i tilknytning til inflationsudsigterne, er stort set afbalancerede i alle de betragtede lande, undtagen i Polen, hvor de er nedadrettede. De opadrettede risici skyldes hovedsagelig en hurtigere end forventet genopretning efter den økonomiske nedgang som følge af covid-19-pandemien, mens en længerevarende økonomisk nedgang udgør en væsentlig nedadrettet risiko for inflationsudsigterne. På længere sigt vil "catching-up"-processen sandsynligvis føre til positive inflationsspænd over for euroområdet i mange af de betragtede central- og østeuropæiske lande, da BNP pr. indbygger og prisniveauet stadig er betydeligt lavere end i euroområdet, medmindre dette i nogle lande modvirkes af en appreciering af den nominelle valutakurs.

Forhold, der fremmer holdbar prisstabilitet i bl.a. de lande, som omhandles i denne rapport, kræver en stabilitetsorienteret økonomisk politik, strukturelle reformer og foranstaltninger til at sikre finansiel stabilitet. For at skabe eller fastholde forhold, der fremmer prisstabilitet, er det tvingende nødvendigt at gennemføre yderligere strukturelle reformer. Især bør lønudviklingen afspejle væksten i arbejdskraftsproduktiviteten på virksomhedsniveau og tage højde for arbejdsmarkedsforhold og udviklingen i konkurrerende lande. Desuden er der fortsat behov for reformer for yderligere at forbedre arbejds- og produktmarkedernes funktion og fastholde gunstige vilkår for økonomisk vækst og beskæftigelsesvækst. Til dette formål er foranstaltninger, som bidrager til øget styring og yderligere forbedringer af institutionernes kvalitet, afgørende i de central-og østeuropæiske økonomier. På grund af pengepolitikkens begrænsede råderum i forbindelse med det stramt styrede valutakurssystem i Kroatien og rammerne for Bulgariens currency board, og med henblik på en problemfri overgang til og deltagelse i ERM2, er det meget vigtigt, at andre politikområder understøtter disse økonomiers evne til at fastholde prisstabilitet, imødegå landespecifikke stød og forhindre, at der igen opstår makroøkonomiske ubalancer. Reguleringen af den finansielle sektor og tilsynspolitikken bør have til formål yderligere at sikre den finansielle stabilitet. For yderligere at styrke tilliden til det finansielle system bør de kompetente nationale myndigheder fortsat forbedre deres tilsynspraksis ved bl.a. at følge de gældende henstillinger fra de relevante internationale og europæiske organer og ved at arbejde tæt sammen med andre EU-landes nationale tilsynsmyndigheder inden for tilsynskollegierne.

3.2 Kriteriet vedrørende den offentlige budgetstilling

På tidspunktet for offentliggørelsen af denne rapport er ét land underlagt en procedure i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud. Til sammenligning var ingen af de betragtede lande underlagt en sådan procedure i 2018. Siden 2018 er underskuddet i Rumænien blevet betydeligt forværret, og i 2019 oversteg det referenceværdien på 3 pct. af BNP. I april 2020 blev der indledt en procedure i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud, hvor fristen for at rette op på underskuddet blev sat til 2022. Alle de øvrige lande havde overskud eller budgetunderskud under referenceværdien i 2019. Der var et underskud på 2,0 pct. af BNP i Ungarn og på 0,7 pct. af BNP i Polen, mens Tjekkiet, Kroatien og Sverige havde et mindre overskud på henholdsvis 0,3 pct., 0,4 pct. og 0,5 pct. af BNP, og Bulgarien havde et overskud på lidt over 2,0 pct. af BNP.

Mellem 2017 og 2019 er den offentlige saldo blevet forværret i de fleste af de lande, som er omfattet af denne rapport, med undtagelse af Bulgarien, Ungarn og Polen, hvor den blev forbedret. I Rumænien, Kroatien, Tjekkiet og Sverige skyldes forværringen af den samlede budgetsaldo hovedsagelig lempelsen af finanspolitikken, som delvis er blevet udlignet af den mere positive makroøkonomiske udvikling. I Polen og Ungarn bidrog gode makroøkonomiske forhold til en reduktion af det samlede budgetunderskud.

I 2020 forventer Europa-Kommissionen, at budgetunderskuddet, som følge af covid-19-pandemien, vil være over referenceværdien på 3 pct. af BNP i alle landene med undtagelse af Bulgarien. Den markante forringelse af den offentlige budgetsaldo ventes at være resultatet af den kraftige nedgang i den økonomiske aktivitet og de finanspolitiske foranstaltninger, der er gennemført for at afbøde krisen. Den offentlige saldo ventes at blive forringet med ca. 3 procentpoint i Ungarn, med ca. 5 procentpoint i Bulgarien og Rumænien, med 6 til 7 procentpoint i Tjekkiet og Sverige, med 7,5 procentpoint i Kroatien og med ca. 9 procentpoint i Polen.

I Kroatien og Ungarn var gældskvoten over 60 pct. af BNP i 2019, mens gældsniveauet i de øvrige betragtede lande befandt sig under eller et godt stykke under denne grænseværdi (jf. tabel 3.1 og figur 3.3). Mellem 2017 og 2019 faldt den offentlige gælds andel af BNP i alle betragtede lande med undtagelse af Rumænien, hvor den stort set stabiliserede sig. Gældskvoten faldt med 6,6 procentpoint i Ungarn, 5,7 procentpoint i Sverige, 4,9 procentpoint i Bulgarien, 4,7 procentpoint i Polen, 4,5 procentpoint i Kroatien og 3,9 procentpoint i Tjekkiet. Set over en længere periode var der mellem 2010 og 2019 en kraftig stigning i den offentlige gælds andel af BNP i Kroatien (på 15,4 procentpoint) og en betydelig stigning i Rumænien (på 5,6 procentpoint) og Bulgarien (på 5,0 procentpoint). I de øvrige lande faldt gældskvoten.

Som følge af covid-19-pandemien venter Europa-Kommissionen, at gældskvoterne i 2020 vil stige i alle landene. Kommissionen forventer endvidere, at gældskvoten holder sig under eller et godt stykke under referenceværdien på 60 pct. i alle lande i 2020 med undtagelse af Kroatien og Ungarn.

Rettes blikket fremad – og hvis der ses bort fra de politiske foranstaltninger, der er truffet for at imødegå covid-19-pandemien – er det afgørende, at de undersøgte lande opnår og/eller fastholder en sund og holdbar budgetstilling. Rumænien, der overskred grænseværdien for underskuddet i 2019, bør sikre, at reglerne i stabilitets- og vækstpagten overholdes, og korrigere sit uforholdsmæssigt store underskud inden 2022. Endvidere bør lande, hvor gældskvoten ligger over referenceværdien, i henhold til bestemmelserne i samme pagt sikre, at kvoten falder tilstrækkeligt, samtidig med at der tages højde for covid-19-pandemien. Yderligere konsolidering ville også gøre det nemmere at tage de finanspolitiske udfordringer op, som vedrører den negative demografiske udvikling, og at opbygge de nødvendige stødpuder, som giver de automatiske stabilisatorer mulighed for at virke. Stærke nationale finanspolitiske rammer, der fuldt ud er i tråd med EU-reglerne og gennemføres effektivt, bør støtte budgetkonsolideringen og begrænse overskridelser af de offentlige udgifter, samtidig med at de hjælper med til at forhindre, at der igen opstår makroøkonomiske ubalancer. Generelt bør de finanspolitiske strategier være forenelige med omfattende strukturelle reformer, som skal øge den potentielle vækst og beskæftigelsen.

3.3 Valutakurskriteriet

På tidspunktet for offentliggørelsen af denne rapport deltager ingen af de betragtede lande i ERM2. De syv lande har forskellige former for valutakurssystemer. I henholdsvis juli 2018 og juli 2019 gav de bulgarske og kroatiske myndigheder imidlertid udtryk for, at de agter at anmode om, at lev og kuna optages i ERM2, og der er i mellemtiden gjort betydelige fremskridt med de relevante processer.

Den bulgarske lev var i referenceperioden fastlåst til euroen (til en kurs på 1,95583 lev pr. euro) inden for rammerne af et currency board. Valutakurssystemet eksisterer, samtidig med at de korte rentespænd over for euroområdet oftest var små.

Den kroatiske kuna og den rumænske leu blev handlet inden for rammerne af valutakurssystemer, der – i mere eller mindre grad – indebærer en styret flydende kurs over for euroen. For den kroatiske kunas vedkommende afspejlede dette sig i en meget lav valutakursvolatilitet og små korte rentespænd over for euroområdet. Den rumænske leus kurs over for euro udviste lav volatilitet, samtidig med at de korte rentespænd over euroområdet holdt sig på et forholdsvis højt niveau i referenceperioden. På baggrund af de spændinger på de finansielle markeder, der opstod, efter at covid-19-pandemien intensiveredes i marts 2020, kom begge valutaer imidlertid under deprecieringspres.

Alle andre valutaer blev handlet inden for rammerne af fleksible valutakurssystemer, de fleste på en baggrund af høj volatilitet i valutakurserne, navnlig efter at der opstod spændinger på de finansielle markeder på baggrund af intensiveringen af covid-19-pandemien i marts 2020. Der var små korte rentespænd over for euroområdet i Sverige og Ungarn, mens de var forholdsvis store i Polen og Tjekkiet. Sveriges riksbank havde en swapaftale med ECB, som – fordi den bidrog til at mindske finansielle sårbarheder – også kan have haft en effekt på valutakursudviklingen i referenceperioden.

3.4 Kriteriet vedrørende den lange rente

I referenceperioden fra april 2019 til marts 2020 lå den gennemsnitlige lange rente kun over referenceværdien på 2,9 pct. i ét af de betragtede lande. I Sverige var den gennemsnitlige lange rente svagt negativ på -0,1 pct. I Bulgarien var den 0,3 pct., mens den gennemsnitlige lange rente i Tjekkiet og Kroatien var henholdsvis 1,5 pct. og 0,9 pct. I Ungarn og Polen stabiliserede renten sig på et niveau under 2,5 pct., hvorimod den gennemsnitlige lange rente i Rumænien var 4,4 pct., dvs. over referenceværdien på 2,9 pct. Efter at der opstod spændinger på de finansielle markeder som følge af intensiveringen af covid-19-pandemien mod slutningen af referenceperioden i marts 2020, annoncerede – og gennemførte i nogle tilfælde – centralbankerne i Kroatien, Ungarn, Polen og Rumænien programmer til opkøb af statsobligationer. Sverige annoncerede en stigning i den samlede ramme for landets program for opkøb af gældsinstrumenter, som også omfatter statsobligationer.

Siden konvergensrapporten fra 2018 har udviklingen i det lange rentespænd over for euroområdegennemsnittet været temmelig uensartet i de betragtede lande. Dette afspejler forskelle i både konjunkturforholdene og de finansielle markeders vurdering af landenes eksterne og interne sårbarheder, herunder udviklingen i budgetstillingen og udsigterne til vedvarende konvergens. I ét af de syv betragtede lande, Sverige, er rentespændet negativt, mens rentespændet i Bulgarien er nul. Sverige er en moderne og udviklet økonomi, hvis finansielle system allerede i høj grad er integreret med euroområdet, mens banksektoren i Bulgarien fortrinsvis er ejet af banker med hjemsted i euroområdet, og centralbanken har et currency board-system, som reelt importerer de monetære forhold i euroområdet. I Kroatien har en løbende budgetkonsolidering gennem de seneste år bidraget til at mindske rentespændet over for euroområdet til ca. 80 basispoint ved udgangen af referenceperioden. I Tjekkiet, Ungarn og Polen ligger spændet mellem 110 og 220 basispoint, hovedsagelig på grund af en højere inflation og en hurtigere vækst i realt BNP. Rumænien er det eneste land, hvor rentespændet er betydeligt. Ved udgangen af referenceperioden var det omkring 440 basispoint efter at være steget i tre år som følge af både indenlandske og eksterne ubalancer.

3.5 Andre relevante forhold

Ifølge Europa-Kommissionen har de fleste af de betragtede lande gjort fremskridt med hensyn til at imødegå ubalancer i deres økonomier, omend i varierende grad. Resultaterne af Europa-Kommissionens dybdegående undersøgelser, som blev offentliggjort 26. februar 2020, viste, at der var makroøkonomiske ubalancer i Kroatien, Rumænien og Sverige. Det blev imidlertid vurderet, at Bulgarien ikke længere havde makroøkonomiske ubalancer. Hvad angår Kroatien, fandt Kommissionen, at ubalancerne er knyttet til et højt offentligt og privat gældsniveau samt en stor udlandsgæld. Disse ubalancer i beholdningerne begyndte at aftage med det økonomiske opsving. For Rumæniens vedkommende fandt Kommissionen, at der stadig er sårbarheder i tilknytning til tab af omkostningskonkurrenceevne og et voksende underskud på betalingsbalancens løbende poster i sammenhæng med en stærkt ekspansiv finanspolitik, og at disse sårbarheder vil blive forstærket, hvis den aktuelle udvikling ikke vendes. Hvad angår Sverige, fastslog Kommissionen, at boligpriserne på trods af den seneste korrektion stadig er historisk høje, samtidig med at husholdningernes gæld fortsætter med at vokse. Selvom Europa-Kommissionen vurderede, at de øvrige betragtede lande ikke har nogen ubalancer, har disse lande også forskellige udfordringer.

For de fleste landes vedkommende har den økonomiske stilling over for udlandet stabiliseret sig i de seneste år. Resultattavlen vedrørende proceduren i forbindelse med makroøkonomiske ubalancer (PMU) viser, at det treårige gennemsnit af betalingsbalancens løbende poster fortsat var i overskud i 2018 og 2019 (jf. tabel 3.2) i næsten alle de betragtede lande undtagen Polen, som havde et beskedent underskud, og Rumænien, hvor underskuddet steg yderligere.

Den negative nettokapitalbalance over for udlandet som andel af BNP er faldet, men befinder sig fortsat på et højt niveau i næsten alle de betragtede lande. De central- og østeuropæiske landes nettoforpligtelser over for udlandet er hovedsagelig i udenlandske direkte investeringer, som vurderes at udgøre en mere stabil form for finansiering. I 2019 lå nettokapitalbalancen over for udlandet over den vejledende grænseværdi på -35 pct. af BNP i fire af de syv betragtede lande. Nettoforpligtelserne over for udlandet var mindst i Tjekkiet (20,7 pct. af BNP), mens Sveriges nettokapitalbalance over for udlandet var positiv (20,9 pct. af BNP).

Hvad omkostnings- og priskonkurrenceevnen angår, steg den reale effektive valutakurs, deflateret med HICP, mellem 2016 og 2019 i forskellig grad i de fleste af de undersøgte lande med Sverige som den eneste undtagelse. Den treårige vækstrate i enhedslønomkostningerne, som i årene før krisen var meget høj i næsten alle landene, er begyndt at stige igen, og i fire af de syv lande, der undersøges i denne rapport, oversteg den – i nogle tilfælde meget betydeligt – den vejledende grænseværdi på 12 pct. Den var særlig høj i Rumænien, hvor den treårige vækstrate i enhedslønomkostningerne var 24,9 pct. i 2019. I de fem år fra 2015 til 2019 voksede eksportmarkedsandelene betydeligt i alle lande undtagen i Sverige. Væksten aftog dog med tiden.

Boligpriserne fortsatte med at stige i alle de betragtede lande undtagen Sverige. Boligpriserne steg hurtigere, tæt på eller over den vejledende grænseværdi på 6 pct., i alle lande undtagen Bulgarien og Sverige. Selvom boligpriserne påbegyndte en nedadrettet korrektion i Sverige efter kraftige stigninger de foregående år, som delvis skyldtes flaskehalse på udbudssiden og historisk lave renter, fortsatte de med at stige meget kraftigt og ud over den vejledende grænseværdi i Tjekkiet og, navnlig, Ungarn, idet de også blev stimuleret af de lave renter.

Tabel 3.2

Resultattavle for overvågning af makroøkonomiske ubalancer

Tabel 3.2a – Indikatorer for eksterne ubalancer og konkurrenceevne

Kilder: Europa-Kommissionen, (Eurostat, Generaldirektoratet for Økonomiske og Finansielle Anliggender) og Det Europæiske System af Centralbanker.
Anm.: Denne tabel indbefatter observationer til og med 7. maj 2020, dvs. skæringsdatoen for denne rapport, og afviger derfor fra resultattavlen i Alert Mechanism Report fra november 2019.

1) I pct. af BNP, treårigt gennemsnit.
2) I pct. af BNP.
3) Procentvis ændring over tre år i forhold til 41 andre industrilande. En positiv værdi angiver tab af konkurrenceevne.
4) Procentvis ændring over fem år
5) Procentvis ændring over tre år.
6) Årlig procentvis ændring.
7) Treårigt gennemsnit.
8) Ændring i procentpoint over tre år.

Tabel 3.2b – Indikatorer for interne ubalancer og arbejdsløshed

Efter en forholdsvis lang periode med vækst i kreditgivningen før den finansielle krise havde den ikke-finansielle private sektor i nogle af de betragtede lande akkumuleret en høj – omend moderat faldende – gæld. Dette er stadig en af de største svagheder i disse lande, selvom væksten i kreditgivningen i den private sektor er aftaget og ikke overstiger den vejledende grænseværdi på 14 pct. i nogen af de betragtede lande. I Sverige var den private gæld dog stadig særlig høj – over 200 pct. af BNP – i 2019.

Formålet med reguleringen af den finansielle sektor i de betragtede lande bør være at sikre, at sektoren yder et solidt bidrag til den økonomiske vækst og prisstabilitet, og formålet med tilsynspolitikken bør være at stabilisere tilsynsrammerne, som er en forudsætning for at deltage i Den Fælles Tilsynsmekanisme (SSM). For yderligere at styrke tilliden til det finansielle system bør de kompetente nationale myndigheder fortsat forbedre deres tilsynspraksis, bl.a. ved at følge de gældende anbefalinger fra de relevante internationale og europæiske organer og ved at arbejde tæt sammen med andre EU-landes nationale tilsynsmyndigheder i tilsynskollegierne.

Justeringsprocessen efter den finansielle krise resulterede i en forholdsvis høj arbejdsløshed i nogle af de betragtede lande, men arbejdsløsheden har været faldende i de seneste år. I den betragtede periode er arbejdsløsheden faldet yderligere i de fleste lande og er stadig under den vejledende grænseværdi på 10 pct. i alle de betragtede lande. Mens arbejdsløsheden stadig er høj i Kroatien, selvom den er faldet betydeligt, delvis på grund af en væsentlig nedgang i langtidsarbejdsløsheden og især ungdomsarbejdsløsheden, har Ungarn, Tjekkiet og Polen en historisk lav arbejdsløshed, og nogle lande oplever en stigende mangel på arbejdskraft i visse segmenter af arbejdsmarkedet.

De institutionelle forhold er endnu en vigtig faktor i analysen af holdbarheden af den økonomiske integration og konvergens. Institutionernes lave kvalitet og en svag forvaltning kan fx afspejle svagheder i erhvervsklimaet, en ineffektiv offentlig administration, skatteunddragelse, korruption, manglende social inklusion, manglende gennemsigtighed, manglende domstolsuafhængighed og/eller mangelfuld adgang til onlinetjenester. Hvis institutionernes kvalitet blev forbedret, ville det i flere af de central- og østeuropæiske lande bidrage til at fjerne den eksisterende træghed og hindringerne for en effektiv anvendelse og fordeling af produktionsfaktorerne og herved øge vækstkapaciteten på langt sigt. Når svage institutionelle forhold bremser den potentielle produktionsvækst, kan de også undergrave et lands evne til at betjene sin gæld og gøre det vanskeligere at foretage økonomiske justeringer. De kan også påvirke et lands evne til at gennemføre nødvendige politiske foranstaltninger.

Med undtagelse af Sverige er institutionernes og forvaltningens kvalitet forholdsvis svag i alle de betragtede lande – navnlig i Bulgarien, Rumænien, Kroatien og Ungarn. Dette kan medføre risici for den økonomiske robusthed og for konvergensens holdbarhed. Specifikke institutionelle indikatorer bekræfter det overordnede billede af, at institutionernes og forvaltningens kvalitet er ringe i de fleste af landene, selvom der er markante forskelle (jf. figur 3.6 og 3.7).[154] Hvad dette angår, er Bulgarien, Rumænien, Kroatien og Ungarn blandt de lande, som har de største udfordringer i EU.

Figur 3.6

EU-landene opstillet i rangorden efter institutionel kvalitet

Kilder: Worldwide Governance Indicators 2019, The Global Competitiveness Report 2019 (World Economic Forum), Corruption Perceptions Index 2019 (Transparency International) og Doing Business 2020 (Verdensbanken).
Anm.: Landene er opstillet fra nr. 1 (det bedste resultat i EU) til nr. 27 (det dårligste resultat i EU) og i henhold til deres gennemsnitlige placering i de senest opstillede rangordener. Malta er kun behandlet i Doing Business-rapporten siden 2013-rapporten og Cypern kun siden 2010.

Figur 3.7

EU-landene opstillet i rangorden efter institutionel kvalitet i henhold til en individuel indikator

Kilder: Worldwide Governance Indicators 2019, The Global Competitiveness Report 2019 (World Economic Forum), Corruption Perceptions Index 2019 (Transparency International) og Doing Business 2020 (Verdensbanken).
Anm.: Landene er opstillet fra nr. 1 (det bedste resultat i EU) til nr. 27 (det dårligste resultat i EU) og i henhold til deres gennemsnitlige placering i de senest opstillede rangordener.

Der er i de fleste af de betragtede lande behov for vidtrækkende strukturelle reformer til at forbedre den økonomiske vækst og konkurrenceevnen. Forbedringer af lokale institutioner, forvaltningen og erhvervsforholdene samt yderligere fremskridt med hensyn til reformen og privatiseringen af statsejede virksomheder og en effektiv udnyttelse af EU-midler ville bidrage til at fremskynde produktivitetsvæksten. Dette ville igen bidrage til at øge konkurrencen inden for centrale regulerede sektorer (fx energi og transport), sænke adgangsbarrierer og tilskynde til stærkt tiltrængte private investeringer.

Endelig er institutionelle elementer i relation til statistikkvaliteten også vigtige for at understøtte en gnidningsløs konvergensproces. Dette gælder bl.a. for fastsættelsen ved lov af den nationale statistikmyndigheds uafhængighed i forhold til administrativt tilsyn og budget, fastsættelsen ved lov af bemyndigelsen til at indsamle data og lovbestemmelser om statistisk fortrolighed, som er beskrevet nærmere i kapitel 6.

4 Sammenfatning land for land

4.1 Bulgarien

I marts 2020 havde Bulgarien en 12-måneders gennemsnitlig HICP-inflation på 2,6 pct., dvs. et godt stykke over referenceværdien på 1,8 pct. for kriteriet vedrørende prisstabilitet. På baggrund af coronaviruspandemien (covid-19) er der stor usikkerhed om, hvordan inflationen vil udvikle sig over de kommende måneder. De nationale myndigheder har truffet omfattende finanspolitiske og makroprudentielle foranstaltninger for at opveje den økonomiske skade, som covid-19-pandemien har ført med sig. De seneste ti år har HICP-inflationen svinget inden for et forholdsvis bredt interval på mellem -1,7 pct. og 3,8 pct., og gennemsnittet for samme periode var afdæmpet, på 1,1 pct. På længere sigt er der grund til bekymring for holdbarheden af inflationskonvergensen i Bulgarien, når den markante stigning i enhedslønomkostningerne – særlig i perioden 2017-18 – også tages i betragtning. "Catching-up"-processen vil sandsynligvis medføre positive inflationsspænd over for euroområdet, idet BNP pr. indbygger og prisniveauet stadig er betydeligt lavere i Bulgarien end i euroområdet. For at forhindre en opbygning af uforholdsmæssigt store prispres og makroøkonomiske ubalancer skal "catching up"-processen understøttes af passende politikker.

Bulgariens offentlige budgetsaldo og gæld opfyldte Maastrichtkriterierne i 2019, men der forventes en betydelig forringelse af budgetsituationen i 2020-21. Bulgarien har været omfattet af den forebyggende del af stabilitets- og vækstpagten siden 2012. Fra 2012 til 2019 overholdt Bulgarien både underskudskriterierne (med én undtagelse i 2014) og gældskriterierne med en komfortabel margin. Europa-Kommissionens økonomiske prognose (forår 2020) forventer imidlertid en kraftig forringelse af budgetstillingen i 2020 som følge af den kombinerede effekt af den markante forringelse af den økonomiske aktivitet og de finanspolitiske foranstaltninger, der er gennemført for at afbøde krisen. Kommissionens Debt Sustainability Monitor fra 2019, der blev offentliggjort før covid-19-pandemien, viste, at den risiko, som Bulgarien var konfronteret med i tilknytning til de offentlige finansers holdbarhed, var lav på mellemlangt til langt sigt. Hvis der ses bort fra de politiske foranstaltninger, der er truffet for at imødegå covid-19-pandemien, er en forsigtig og vækstfremmende finanspolitik fortsat afgørende for at sikre sunde offentlige finanser i fremtiden.

I den toårige referenceperiode fra 1. april 2018 til 31. marts 2020 deltog den bulgarske lev ikke i ERM2, men valutakursen var fastlåst til en kurs på 1,95583 lev pr. euro inden for rammerne af et currency board. Bulgariens samlede betalingsbalance er forbedret betydeligt gennem de seneste ti år, og landets nettoforpligtelser over for udlandet er faldet markant. Den 29. juni 2018 gav de bulgarske myndigheder udtryk for, at de agtede at anmode om, at den bulgarske lev optages i ERM2. Den 12. juli 2018 kunne eurolandenes finansministre, ECB og repræsentanterne for den danske finansminister og for direktøren for Danmarks Nationalbank tilslutte sig de bulgarske myndigheders planer, som skal sikre, at de nødvendige elementer for at deltage i ERM2 er på plads. Bulgarien indgik en række forpligtelser på politikområder af særlig relevans for en gnidningsløs overgang til og deltagelse i ERM2. Disse forpligtelser vedrører banktilsyn, andre spørgsmål vedrørende den finansielle sektor samt institutionel kvalitet og forvaltning. ECB og Europa-Kommissionen overvåger den egentlige opfyldelse af disse forpligtelser inden for deres respektive kompetenceområder som fastsat i traktaterne og afledt ret.

Den gennemsnitlige lange rente i Bulgarien var i gennemsnit 0,3 pct. i referenceperioden fra april 2019 til marts 2020 og lå således et godt stykke under referenceværdien for rentekonvergenskriteriet på 2,9 pct. I Bulgarien er den lange rente faldet siden 2010, hvor den 12-måneders gennemsnitlige rente er faldet fra over 7 pct. til under 0,5 pct.

For at skabe forhold, der fremmer vedvarende konvergens i Bulgarien, kræves en stabilitetsorienteret økonomisk politik og vidtrækkende strukturelle reformer. Hvad angår makroøkonomiske ubalancer, udvalgte Europa-Kommissionen ikke Bulgarien til en dybdegående analyse i sin 2020-rapport om varslingsmekanismen. Konvergensens vedvarende karakter og den økonomiske robusthed ville drage fordel af vidtrækkende strukturelle reformer, som kan styrke den strukturelle robusthed, erhvervsforholdene, finansiel stabilitet, institutionel kvalitet og forvaltning. På banktilsynsområdet sendte de relevante bulgarske myndigheder 18. juli 2018 en anmodning om indledning af et tæt samarbejde med ECB inden for Den Fælles Tilsynsmekanisme med henblik på ERM2-deltagelse. I overensstemmelse med proceduren i forbindelse hermed offentliggjorde ECB 26. juli 2019 resultaterne af den omfattende vurdering af seks bulgarske banker. I forbindelse med vurderingen blev der identificeret opfølgende foranstaltninger, som skal gennemføres inden for ni måneder efter tidspunktet for offentliggørelsen. Dette er et krav for to banker.

Bulgarsk lovgivning opfylder ikke alle krav om centralbankuafhængighed, forbuddet mod monetær finansiering og juridisk integration i Eurosystemet. Bulgarien er et EU-land med dispensation og skal derfor opfylde alle krav om tilpasning i henhold til traktatens artikel 131.

4.2 Tjekkiet

I marts 2020 havde Tjekkiet en 12-måneders gennemsnitlig HICP-inflation på 2,9 pct., dvs. et godt stykke over referenceværdien på 1,8 pct. for kriteriet vedrørende prisstabilitet. På baggrund af coronaviruspandemien (covid-19) er der stor usikkerhed om, hvordan inflationen vil udvikle sig over de kommende måneder. De nationale myndigheder har truffet omfattende finanspolitiske, makroprudentielle og pengepolitiske foranstaltninger for at opveje den økonomiske skade, som covid-19-pandemien har ført med sig. De seneste ti år har HICP-inflationen svinget inden for et interval på mellem 0,2 pct. og 3,6 pct., og det samlede gennemsnit for denne periode var moderat, på 1,6 pct. På længere sigt er der grund til bekymring for holdbarheden af inflationskonvergensen i Tjekkiet. "Catching-up"-processen kan medføre positive inflationsspænd over for euroområdet, idet BNP pr. indbygger og prisniveauet stadig er betydeligt lavere i Tjekkiet end i euroområdet, medmindre dette modvirkes af en appreciering af den nominelle valutakurs. For at forhindre en opbygning af uforholdsmæssigt store prispres og makroøkonomiske ubalancer skal "catching up"-processen understøttes af passende politikker.

Tjekkiets offentlige budgetsaldo og gæld opfyldte Maastrichtkriterierne i 2019. Som følge af covid-19-pandemien forventes der imidlertid en markant forringelse af budgetstillingen i 2020-21. Tjekkiet har været omfattet af den forebyggende del af stabilitets- og vækstpagten siden 2014. I den efterfølgende periode frem til 2019 blev både underskuds- og gældskriterierne overholdt med en komfortabel margin. Europa-Kommissionens økonomiske prognose (forår 2020) forventer imidlertid en kraftig forringelse af budgetstillingen som følge af den kombinerede effekt af den markante forringelse af den økonomiske aktivitet og de finanspolitiske foranstaltninger, der er gennemført for at afbøde krisen. Kommissionens Debt Sustainability Monitor fra 2019, der blev offentliggjort før covid-19-pandemien, viste, at den finanspolitiske risiko var lav på kort til mellemlangt sigt, men at befolkningens aldring medfører risici på langt sigt. Hvis der ses bort fra de politiske foranstaltninger, der er truffet for at imødegå covid-19-pandemien, er en forsigtig finanspolitik afgørende for at sikre sunde offentlige finanser i fremtiden.

I den toårige referenceperiode fra 1. april 2018 til 31. marts 2020 deltog den tjekkiske koruna ikke i ERM2, men blev handlet inden for rammerne af et fleksibelt valutakurssystem. Efter afskaffelsen af den nedre grænse for valutakursen i 2017 var den tjekkiske koruna forholdsvis volatil over for euroen i den toårige referenceperiode. Den 31. marts 2020 var kursen 27,312 korunas pr. euro, dvs. 7,7 pct. lavere end gennemsnitskursen i april 2018. Tjekkiets samlede betalingsbalance er forbedret gennem de seneste ti år, mens landets nettoforpligtelser over for udlandet er faldet.

Den gennemsnitlige lange rente i Tjekkiet var 1,5 pct. i referenceperioden fra april 2019 til marts 2020 og holdt sig således under referenceværdien for rentekonvergenskriteriet på 2,9 pct. I Tjekkiet er den lange rente faldet siden 2010, idet den 12-måneders gennemsnitlige rente er faldet fra næsten 5 pct. til 1,5 pct.

For at skabe forhold, der fremmer vedvarende konvergens, er det nødvendigt at føre prisstabilitetsorienterede økonomiske politikker, herunder målrettede strukturelle reformer, som har til formål at sikre makroøkonomisk stabilitet. For så vidt angår makroøkonomiske ubalancer, udvalgte Europa-Kommissionen ikke Tjekkiet til en dybdegående analyse i sin 2020-rapport om varslingsmekanismen. Ikke desto mindre er det nødvendigt at sætte yderligere gang i de målrettede strukturelle reformer i relation til arbejds- og produktmarkedspolitikkerne samt erhvervsforholdene for at imødegå strukturelle svagheder, der kan bremse vækstudsigterne. For yderligere at styrke tilliden til det finansielle system bør de kompetente nationale myndigheder fortsat forbedre deres tilsynspraksis, bl.a. ved at følge de gældende anbefalinger fra de relevante internationale og europæiske organer og ved at arbejde tæt sammen med andre EU-landes nationale tilsynsmyndigheder i tilsynskollegierne.

Tjekkisk lovgivning opfylder ikke alle krav om centralbankuafhængighed, forbuddet mod monetær finansiering og juridisk integration i Eurosystemet. Tjekkiet er et EU-land med dispensation og skal derfor opfylde alle krav om tilpasning i henhold til traktatens artikel 131.

4.3 Kroatien

I marts 2020 havde Kroatien en 12-måneders gennemsnitlig HICP-inflation på 0,9 pct., dvs. et godt stykke under referenceværdien på 1,8 pct. for kriteriet vedrørende prisstabilitet. På baggrund af coronaviruspandemien (covid-19) er der stor usikkerhed om, hvordan inflationen vil udvikle sig over de kommende måneder. De nationale myndigheder har truffet omfattende finanspolitiske og pengepolitiske foranstaltninger for at opveje den økonomiske skade, som covid-19-pandemien har ført med sig. De seneste ti år har HICP-inflationen svinget inden for et forholdsvis bredt interval på mellem -0,8 pct. og 4,0 pct., og gennemsnittet for denne periode var afdæmpet, på 1,2 pct. På længere sigt er der grund til bekymring for holdbarheden af inflationskonvergensen i Kroatien. "Catching-up"-processen vil sandsynligvis medføre positive inflationsspænd over for euroområdet, idet BNP pr. indbygger og prisniveauet stadig er betydeligt lavere i Kroatien end i euroområdet. For at forhindre en opbygning af uforholdsmæssigt store prispres og makroøkonomiske ubalancer skal "catching up"-processen understøttes af passende politikker.

Kroatiens offentlige budgetsaldo opfyldte Maastrichtkriterierne i 2019, mens gældskvoten, der dog faldt fra 2015 til 2019, lå over referenceværdien. På trods heraf forventes en mærkbar forringelse af budgetstillingen og en markant stigning i gældskvoten i 2020-21 som følge af covid-19-pandemien. Kroatien har været omfattet af den korrigerende del af stabilitets- og vækstpagten siden 2014 og afsluttede proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud i juni 2017. I den efterfølgende periode frem til 2019 blev underskudskriteriet overholdt med en komfortabel margin, og gældskvoten faldt. Europa-Kommissionens økonomiske prognose (forår 2020) forventer imidlertid en kraftig forringelse af budgetstillingen i 2020 som følge af den kombinerede effekt af den markante forringelse af den økonomiske aktivitet og de finanspolitiske foranstaltninger, der er gennemført for at afbøde krisen. Kommissionens Debt Sustainability Monitor fra 2019, der blev offentliggjort før covid-19-pandemien, viste, at den risiko, som Kroatien var konfronteret med i tilknytning til gældens holdbarhed var lav på mellemlangt til langt sigt. På langt sigt – og trods en tilsyneladende lav risiko i Kroatien som følge af det ventede fald i de aldersbetingede udgifter – gav det ventede markante fald i kompensationsgraden anledning til bekymring for holdbarheden af pensionssystemet. Hvis der ses bort fra de politiske foranstaltninger, der er truffet for at imødegå covid-19-pandemien, bør en forsigtig finanspolitik, der yderligere fremmer effektiviteten af både indtægter og udgifter, medføre et langvarigt fald i gældskvoten.

I den toårige referenceperiode fra 1. april 2018 til 31. marts 2020 deltog den kroatiske kuna ikke i ERM2, men blev handlet inden for rammerne af et valutakurssystem med en stramt styret flydende valutakurs. Volatiliteten i den kroatiske kunas kurs over for euroen var, i gennemsnit, meget lav i referenceperioden. Den 31. marts 2020 var kursen 7,6255 kuna pr. euro, dvs. 2,8 pct. lavere end gennemsnitskursen i april 2018. Kroatiens samlede betalingsbalance er blevet forbedret i løbet af de seneste ti år, og landets nettoforpligtelser over for udlandet er faldet, men er fortsat meget store. Den 4. juli 2019 gav de kroatiske myndigheder udtryk for, at de agtede at anmode om, at den kroatiske kuna optages i ERM2. De offentliggjorde samtidig en handlingsplan med nærmere oplysninger om de reformer, som landet påtænker at gennemføre før deltagelsen i ERM2. Den 8. juli 2019 kunne finansministrene fra eurolandene og Danmark, ECB samt repræsentanten for direktøren for Danmarks Nationalbank tilslutte sig de kroatiske myndigheders planer, som skal sikre, at de nødvendige elementer for at deltage i ERM2 er på plads. Kroatien indgik en række forpligtelser på politikområder af særlig relevans for en gnidningsløs overgang til og deltagelse i ERM2. Foruden banktilsyn vedrører disse forpligtelser landets makroprudentielle rammer, dets rammer for bekæmpelse af hvidvask af penge, indsamling, udarbejdelse og formidling af statistik, offentlig forvaltning og mindskelse af den finansielle og administrative byrde. ECB og Europa-Kommissionen overvåger den egentlige opfyldelse af disse forpligtelser inden for deres respektive kompetenceområder som fastsat i traktaterne og afledt ret.

Den gennemsnitlige lange rente i Kroatien var 0,9 pct. i referenceperioden fra april 2019 til marts 2020 og holdt sig således et godt stykke under referenceværdien for rentekonvergenskriteriet på 2,9 pct. I Kroatien er den lange rente faldet siden 2010, hvor den 12-måneders gennemsnitlige rente er faldet fra lidt under 7 pct. til omkring 1,0 pct.

For at skabe forhold, der fremmer vedvarende konvergens i Kroatien, kræves en stabilitetsorienteret økonomisk politik og vidtrækkende strukturelle reformer. Hvad angår makroøkonomiske ubalancer, udvalgte Europa-Kommissionen Kroatien til en dybdegående undersøgelse i sin 2020-rapport om varslingsmekanismen, hvor konklusionen blev, at Kroatien har makroøkonomiske ubalancer. Kroatien ville drage fordel af strukturelle reformer, som har til formål at forbedre de institutionelle forhold og erhvervsforholdene, øge konkurrencen på produktmarkederne, reducere samordningsproblemer på arbejdsmarkedet og begrænsninger i arbejdskraftudbuddet samt forbedre effektiviteten i den offentlige administration og retssystemet. På banktilsynsområdet sendte de relevante kroatiske myndigheder 27. maj 2019 en anmodning om indledning af et tæt samarbejde med ECB inden for Den Fælles Tilsynsmekanisme med henblik på ERM2-deltagelse.

Kroatisk lovgivning opfylder ikke alle krav om centralbankuafhængighed. Kroatien er et EU-land med dispensation og skal derfor opfylde alle krav om tilpasning i henhold til traktatens artikel 131.

4.4 Ungarn

I marts 2020 havde Ungarn en 12-måneders gennemsnitlig HICP-inflation på 3,7 pct., dvs. et godt stykke over referenceværdien på 1,8 pct. for kriteriet vedrørende prisstabilitet. På baggrund af coronaviruspandemien (covid-19) er der stor usikkerhed om, hvordan inflationen vil udvikle sig over de kommende måneder. De nationale myndigheder har truffet omfattende finanspolitiske, makroprudentielle og pengepolitiske foranstaltninger for at opveje den økonomiske skade, som covid-19-pandemien har ført med sig. De seneste ti år har HICP-inflationen svinget inden for et forholdsvis bredt interval på mellem -0,3 pct. og 5,7 pct., og gennemsnittet for denne periode var højt, på 2,5 pct. På længere sigt er der grund til bekymring for holdbarheden af inflationskonvergensen i Ungarn. "Catching-up"-processen vil sandsynligvis medføre positive inflationsspænd over for euroområdet, idet BNP pr. indbygger og prisniveauet stadig er betydeligt lavere i Ungarn end i euroområdet, medmindre dette modvirkes af en appreciering af den nominelle valutakurs. For at forhindre en opbygning af uforholdsmæssigt store prispres og makroøkonomiske ubalancer skal "catching up"-processen understøttes af passende politikker.

Ungarns offentlige budgetsaldo opfyldte Maastrichtkriterierne i 2019, mens gældskvoten, der dog faldt fra 2012 til 2019, lå over referenceværdien. På trods heraf forventes en mærkbar forringelse af budgetstillingen og en betydelig stigning i gældskvoten i 2020-21 som følge af covid-19-pandemien. Ungarn har været omfattet af den forebyggende del af stabilitets- og vækstpagten siden 2013 og en procedure i forbindelse med betydelige afvigelser siden 2018. Europa-Kommissionens økonomiske prognose (forår 2020) peger i retning af en kraftig forringelse af budgetstillingen i 2020 som følge af den kombinerede effekt af den markante forringelse af den økonomiske aktivitet og de finanspolitiske foranstaltninger, der er gennemført for at afbøde krisen. Kommissionens Debt Sustainability Monitor fra 2019, der blev offentliggjort før covid-19-pandemien, viste, at Ungarns risiko for finanspolitisk stress var lav på kort til mellemlangt sigt, men middelstor på langt sigt. Den aldrende befolkning udgjorde en udfordring for de offentlige finansers holdbarhed. Hvis der ses bort fra de politiske foranstaltninger, der er truffet for at imødegå covid-19-pandemien, er en forsigtig finanspolitik afgørende for at sikre sunde offentlige finanser i fremtiden.

I den toårige referenceperiode fra 1. april 2018 til 31. marts 2020 deltog den ungarske forint ikke i ERM2, men blev handlet inden for rammerne af et fleksibelt valutakurssystem. Volatiliteten i den ungarske forints kurs over for euroen har, i gennemsnit, været forholdsvis høj i referenceperioden. Den 31. marts 2020 var kursen 360,02 forint pr. euro, hvilket var 15,5 pct. lavere end gennemsnitskursen i april 2018. I løbet af de seneste ti år har Ungarns betalingsbalance konstant været i overskud. Dette har bidraget til en vis nedgang i landets nettoforpligtelser over for udlandet, som dog stadig er meget store.

Den gennemsnitlige lange rente i Ungarn var 2,3 pct. i referenceperioden fra april 2019 til marts 2020 og holdt sig således under referenceværdien for rentekonvergenskriteriet på 2,9 pct. I Ungarn er den lange rente faldet siden 2010, hvor den 12-måneders gennemsnitlige rente er faldet fra 9 pct. til under 3 pct.

For at skabe forhold, der fremmer vedvarende konvergens i Ungarn, kræves en stabilitetsorienteret økonomisk politik og vidtrækkende strukturelle reformer. Hvad angår makroøkonomiske ubalancer, udvalgte Europa-Kommissionen ikke Ungarn til en dybdegående analyse i sin 2020-rapport om varslingsmekanismen. Ungarn ville imidlertid drage fordel af strukturelle reformer, som har til formål at forbedre de offentlige institutioners og den offentlige forvaltnings kvalitet, samt af at gennemføre passende produkt- og arbejdsmarkedspolitikker. For yderligere at styrke tilliden til det finansielle system bør de kompetente nationale myndigheder fortsat forbedre deres tilsynspraksis, bl.a. ved at følge de gældende anbefalinger fra de relevante internationale og europæiske organer og ved at arbejde tæt sammen med andre EU-landes nationale tilsynsmyndigheder i tilsynskollegierne.

Ungarsk lovgivning opfylder ikke alle krav om centralbankuafhængighed, forbuddet mod monetær finansiering samt kravene om en ensartet stavemåde for euro og juridisk integration i Eurosystemet. Ungarn er et EU-land med dispensation og skal derfor opfylde alle krav om tilpasning i henhold til traktatens artikel 131.

4.5 Polen

I marts 2020 havde Polen en 12-måneders gennemsnitlig HICP-inflation på 2,8 pct., dvs. et godt stykke over referenceværdien på 1,8 pct. for kriteriet vedrørende prisstabilitet. På baggrund af coronaviruspandemien (covid-19) er der stor usikkerhed om, hvordan inflationen vil udvikle sig over de kommende måneder. De nationale myndigheder har truffet omfattende finanspolitiske, makroprudentielle og pengepolitiske foranstaltninger for at opveje den økonomiske skade, som covid-19-pandemien har ført med sig. De seneste ti år har HICP-inflationen svinget inden for et forholdsvis bredt interval på mellem -0,7 pct. og 4,1 pct., og gennemsnittet for denne periode var moderat, på 1,5 pct. På længere sigt er der grund til bekymring for holdbarheden af inflationskonvergensen i Polen. "Catching-up"-processen vil sandsynligvis medføre positive inflationsspænd over for euroområdet, idet BNP pr. indbygger og prisniveauet stadig er betydeligt lavere i Polen end i euroområdet, medmindre dette modvirkes af en appreciering af den nominelle valutakurs. For at forhindre en opbygning af uforholdsmæssigt store prispres og makroøkonomiske ubalancer skal "catching up"-processen understøttes af passende politikker.

Polens offentlige budgetsaldo og gæld opfyldte Maastrichtkriterierne i 2019. Der forventes imidlertid en markant forringelse af budgetstillingen og en markant stigning i gældskvoten i 2020-21 som følge af covid-19-pandemien. Polen har været omfattet af den forebyggende del af stabilitets- og vækstpagten siden 2015. I den efterfølgende periode frem til 2019 blev underskudskriteriet overholdt, og gældskvoten faldt. Europa-Kommissionens økonomiske prognose (forår 2020) forventer en kraftig forringelse af budgetstillingen i 2020 som følge af den kombinerede effekt af den markante forringelse af den økonomiske aktivitet og de finanspolitiske foranstaltninger, der er gennemført for at afbøde krisen. Kommissionens Debt Sustainability Monitor fra 2019, der blev offentliggjort før covid-19-pandemien, viste, at den risiko, som Polen var konfronteret med i tilknytning til de offentlige finansers holdbarhed, var lav på mellemlangt til langt sigt. På trods heraf var der behov for at sikre pensionssystemets holdbarhed for at forhindre, at kompensationsgraden falder betydelig på mellemlangt til langt sigt. Hvis der ses bort fra de politiske foranstaltninger, der er truffet for at imødegå covid-19-pandemien, er en forsigtig finanspolitik afgørende for at sikre sunde offentlige finanser i fremtiden.

I den toårige referenceperiode fra 1. april 2018 til 31. marts 2020 deltog den polske zloty ikke i ERM2, men blev handlet inden for rammerne af et fleksibelt valutakurssystem. Volatiliteten i den polske zlotys kurs over for euroen har, i gennemsnit, været forholdsvis høj i referenceperioden. Den 31. marts 2020 var kursen 4,5506 zloty pr. euro, hvilket var 8,5 pct. lavere end gennemsnitskursen i april 2018. Polens samlede betalingsbalance er blevet forbedret i løbet af de seneste ti år, mens landets nettoforpligtelser over for udlandet fortsat er meget store, selvom de har været faldende siden 2017 og primært består af nettoforpligtelser i forbindelse med direkte investeringer.

Den gennemsnitlige lange rente i Polen var 2,2 pct. i referenceperioden fra april 2019 til marts 2020 og lå således under referenceværdien for rentekonvergenskriteriet på 2,9 pct. I Polen er den lange rente faldet siden 2010, hvor den 12-måneders gennemsnitlige rente er faldet fra ca.6 pct. til ca. 2 pct.

For at skabe forhold, der fremmer vedvarende konvergens i Polen, kræves en stabilitetsorienteret økonomisk politik, politiske foranstaltninger til at sikre finansiel stabilitet og målrettede strukturelle reformer. Hvad angår makroøkonomiske ubalancer, udvalgte Europa-Kommissionen ikke Polen til en dybdegående analyse i sin 2020-rapport om varslingsmekanismen. Det er vigtigt at bibeholde den nuværende stærke finansielle position i banksektoren for at bevare udenlandske investorers tillid og sikre dens solide bidrag til økonomisk vækst, som bør understøttes af strukturelle reformer, der er målrettet mod at reducere friktioner på arbejdsmarkedet, øge konkurrencen på produktmarkederne og sætte fart i innovation, privatisering og modernisering af infrastrukturen. For yderligere at styrke tilliden til det finansielle system bør de kompetente nationale myndigheder fortsat forbedre deres tilsynspraksis, bl.a. ved at følge de gældende anbefalinger fra de relevante internationale og europæiske organer og ved at arbejde tæt sammen med andre EU-landes nationale tilsynsmyndigheder i tilsynskollegierne.

Polsk lovgivning opfylder ikke alle krav om centralbankuafhængighed, fortrolighed, forbuddet mod monetær finansiering og juridisk integration i Eurosystemet. Polen er et EU-land med dispensation og skal derfor opfylde alle krav om tilpasning i henhold til traktatens artikel 131.

4.6 Rumænien

I marts 2020 havde Rumænien en 12-måneders gennemsnitlig HICP-inflation på 3,7 pct., dvs. et godt stykke over referenceværdien på 1,8 pct. for kriteriet vedrørende prisstabilitet. På baggrund af coronaviruspandemien (covid-19) er der stor usikkerhed om, hvordan inflationen vil udvikle sig over de kommende måneder. De nationale myndigheder har truffet omfattende finanspolitiske, makroprudentielle og pengepolitiske foranstaltninger for at opveje den økonomiske skade, som covid-19-pandemien har ført med sig. De seneste ti år har HICP-inflationen svinget inden for et forholdsvis bredt interval på mellem -1,7 pct. og 7,8 pct., og gennemsnittet for denne periode var højt, på 2,7 pct. På længere sigt er der grund til alvorlig bekymring for holdbarheden af inflationskonvergensen i Rumænien. "Catching-up"-processen vil sandsynligvis medføre positive inflationsspænd over for euroområdet, idet BNP pr. indbygger og prisniveauet stadig er betydeligt lavere i Rumænien end i euroområdet, medmindre dette modvirkes af en appreciering af den nominelle valutakurs. For at forhindre en opbygning af uforholdsmæssigt store prispres og makroøkonomiske ubalancer skal "catching up"-processen understøttes af passende politikker.

Mens Rumæniens gæld opfyldte Maastrichtraktatens gældskriterium, overskred landets offentlige underskud referenceværdien på 3 pct. i 2019; der blev derfor iværksat en procedure i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud i april 2020, der indebar et krav om, at landet senest i 2022 har rettet op på sit uforholdsmæssigt store underskud. Rumænien har været omfattet af en procedure i forbindelse med betydelige afvigelser inden for den forebyggende del af stabilitets- og vækstpagten siden juni 2017, og siden april 2020 har landet været omfattet af en procedure i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud inden for den forebyggende del. Myndighederne har gentagne gange undladt at træffe effektive foranstaltninger med henblik på at rette op på den betydelige afvigelse fra tilpasningen i retning af den mellemfristede budgetmålsætning. Den strukturelle balances afvigelse har været betydelig og stigende siden 2016. I henhold til Europa-Kommissionens økonomiske prognose (forår 2020) forventes budgetunderskuddet at blive markant forværret med en stigende margin i forhold til referenceværdien på 3 pct. af BNP. Den kraftige forringelse af den samlede budgetsaldo og de strukturelle balancer skyldes den markante forringelse af den økonomiske aktivitet og de finanspolitiske foranstaltninger, der er truffet for at afbøde covid-19-krisen, og den betydelige stigning i alderspensionen, der er resultatet af den nye pensionslov, der blev vedtaget i sommeren 2019. Disse forhold er også skyld i den stigende tendens i gældskvoten. Kommissionens Debt Sustainability Monitor fra 2019, der blev offentliggjort før covid-19-pandemien, pegede på store risici i tilknytning til holdbarheden på mellemlangt og langt sigt, som for størstedelens vedkommende drives af forringelsen af den ventede strukturelle primære balance og stigningen i aldersrelaterede udgifter. Hvis der ses bort fra de politiske foranstaltninger, der er truffet for at imødegå covid-19-pandemien, vil yderligere reformer på disse områder og betydelige konsolideringstiltag være nødvendige for at rette op på situationen med uforholdsmæssigt stort underskud og sikre de offentlige finansers holdbarhed.

I den toårige referenceperiode fra 1. april 2018 til 31. marts 2020 deltog den rumænske leu ikke i ERM2, men blev handlet inden for rammerne af et fleksibelt valutakurssystem med en stramt styret flydende valutakurs. Volatiliteten i den rumænske leus kurs over for euroen har, i gennemsnit, været lav i referenceperioden. Den 31. marts 2020 var kursen 4,8283 lei pr. euro, dvs. 3,7 pct. lavere end gennemsnitskursen i april 2018. Rumæniens betalingsbalance er blevet forbedret i løbet af de seneste ti år, og landets nettoforpligtelser over for udlandet er faldet, men er fortsat store.

Den gennemsnitlige lange rente i Rumænien var 4,4 pct. i referenceperioden fra april 2019 til marts 2020 og lå således over referenceværdien for rentekonvergenskriteriet på 2,9 pct. I Rumænien er den lange rente faldet siden 2010, hvor den 12-måneders gennemsnitlige rente er faldet fra lidt under 10 pct. til ca. 4,5 pct.

For at skabe forhold, der fremmer vedvarende konvergens i Rumænien, kræves en stabilitetsorienteret økonomisk politik og vidtrækkende strukturelle reformer. Hvad angår makroøkonomiske ubalancer, udvalgte Europa-Kommissionen Rumænien til en dybdegående analyse i sin 2020-rapport om varslingsmekanismen, der udarbejdes i begyndelsen af 2020. Der er betydelige muligheder og et behov for foranstaltninger til at forbedre de institutionelle forhold og erhvervsforholdene, øge investeringerne og konkurrencen på produktmarkederne, reducere den betydelige diskrepans mellem udbudte og efterspurgte kvalifikationer og manglen på kvalifikationer og øge arbejdsstyrkens erhvervsfrekvens for at reducere spændinger på arbejdsmarkedet samt forbedre både kvaliteten af og effektiviteten i den offentlige administration og retssystemet, især efter at der ikke længere sker fremskridt på vigtige områder, som fx bekæmpelse af korruption. Der bør også gøres en stor indsats for at forbedre Rumæniens udnyttelse af EU-midler. For yderligere at styrke tilliden til det finansielle system bør de kompetente nationale myndigheder fortsat forbedre deres tilsynspraksis, bl.a. ved at følge de gældende anbefalinger fra de relevante internationale og europæiske organer og ved at arbejde tæt sammen med andre EU-landes nationale tilsynsmyndigheder i tilsynskollegierne.

Rumænsk lovgivning opfylder ikke alle krav om centralbankuafhængighed, forbuddet mod monetær finansiering og juridisk integration i Eurosystemet. Rumænien er et EU-land med dispensation og skal derfor opfylde alle krav om tilpasning i henhold til traktatens artikel 131.

4.7 Sverige

I april 2020 havde Sverige en 12-måneders gennemsnitlig HICP-inflation på 1,6 pct., dvs. under referenceværdien på 1,8 pct. for kriteriet vedrørende prisstabilitet. På baggrund af coronaviruspandemien (covid-19) er der stor usikkerhed om, hvordan inflationen vil udvikle sig over de kommende måneder. De nationale myndigheder har truffet omfattende finanspolitiske, makroprudentielle og pengepolitiske foranstaltninger for at opveje den økonomiske skade, som covid-19-pandemien har ført med sig. De seneste ti år har HICP-inflationen svinget inden for et forholdsvis snævert interval på mellem 0,2 pct. og 2,1 pct., og gennemsnittet for denne periode var afdæmpet, på 1,2 pct. Sveriges BNP pr. indbygger ligger allerede over euroområdeniveau. Fremover bør pengepolitikken og de stabilitetsorienterede institutionelle rammer fortsat bidrage til, at der opnås prisstabilitet i Sverige.

Sveriges offentlige budgetsaldo opfyldte Maastrichtkriterierne i 2019, men den forventes at blive mærkbart forringet i 2020 som følge af covid-19-pandemien. I perioden 1998 til 2019 var Sverige ikke omfattet af en procedure i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud. I henhold til Europa-Kommissionens økonomiske prognose (forår 2020) forventes Sveriges budgetsaldo at blive markant forværret i 2020 til et underskud på 5,6 pct. af BNP som følge af de makroøkonomiske virkninger af covid-19-pandemien og de dermed forbundne finanspolitiske tiltag. Der ventes en tilbagevenden til et niveau under referenceværdien på 3 pct. i 2021. Den offentlige gælds andel af BNP ventes også at stige markant, men at holde sig under referenceværdien på 60 pct. Kommissionens Debt Sustainability Monitor fra 2019, der blev offentliggjort før covid-19-pandemien, viste, at den risiko, som Sverige var konfronteret med på mellemlangt til langt sigt, var lav som følge af det fortsat lave gældsniveau. Hvis der ses bort fra de politiske foranstaltninger, der er truffet for at imødegå covid-19-pandemien, vil en fortsat overholdelse af den mellemfristede målsætning i de kommende år sikre, at de hidtidige resultater med sunde offentlige finanser forbedres yderligere.

I den toårige referenceperiode fra 1. april 2018 til 31. marts 2020 deltog den svenske krone ikke i ERM2, men blev handlet inden for rammerne af et fleksibelt valutakurssystem. Volatiliteten i den svenske krones kurs over for euroen har, i gennemsnit, været forholdsvis høj i referenceperioden, og udviklingen i kronekursen har overordnet set været faldende. Den 31. marts 2020 var kursen 11,0613 kroner pr. euro, hvilket var 6,6 pct. lavere end gennemsnitskursen i april 2018. De seneste ti år har Sverige haft store overskud på de løbende poster, og siden 2015 har landets nettokapitalbalance over for udlandet været positiv.

Den gennemsnitlige lange rente i Sverige var -0,1 pct. i referenceperioden fra april 2019 til marts 2020 og holdt sig således et godt stykke under referenceværdien for rentekonvergenskriteriet på 2,9 pct. I Sverige er den lange rente faldet siden 2010, hvor den 12-måneders gennemsnitlige rente er faldet fra over 3 pct. til ca. 0 pct.

For at fastholde forhold, der fremmer vedvarende konvergens i Sverige, kræves en fortsat stabilitetsorienteret økonomisk politik, målrettede strukturelle reformer og foranstaltninger til at sikre finansiel stabilitet. Hvad angår makroøkonomiske ubalancer, konkluderede Europa-Kommissionen i sin 2020-rapport om varslingsmekanismen, at Sverige stadig har makroøkonomiske ubalancer. På den baggrund er der behov for yderligere skridt til at imødegå de risici for den makroøkonomiske stabilitet, som skyldes historisk høje boligpriser og husholdningernes store gældsætning i forbindelse hermed. For yderligere at styrke tilliden til det finansielle system bør de kompetente nationale myndigheder fortsat forbedre deres tilsynspraksis, bl.a. ved at følge de gældende anbefalinger fra de relevante internationale og europæiske organer og ved at arbejde tæt sammen med andre EU-landes nationale tilsynsmyndigheder i tilsynskollegierne.

Svensk lovgivning opfylder ikke alle krav om centralbankuafhængighed, forbuddet mod monetær finansiering og juridisk integration i Eurosystemet. Sverige er et EU-land med dispensation og skal derfor opfylde alle krav om tilpasning i henhold til traktatens artikel 131. I henhold til traktaten har Sverige været forpligtet til at vedtage national lovgivning med henblik på integration i Eurosystemet siden 1. juni 1998. Hidtil har de svenske myndigheder ikke truffet lovgivningsmæssige foranstaltninger til at fjerne de uforeneligheder, som er beskrevet i denne og tidligere rapporter.

© Den Europæiske Centralbank, 2020

Postadresse 60640 Frankfurt am Main, Tyskland
Telefon +49 69 1344 0

Websted www.ecb.europa.eu

Alle rettigheder forbeholdt. Kopiering til uddannelsesformål eller i ikke-kommercielt øjemed er tilladt, såfremt kilden angives.

Skæringsdatoen for data i denne beretning var 7. maj 2020.

For så vidt angår terminologi og forkortelser henvises til ECB glossary.

HTML ISBN 978-92-899-4320-8, ISSN 1725-9495, doi:10.2866/14029, QB-AD-20-001-DA-Q

Tegnforklaringer i tabellerne

"-" Foreligger ikke/Ikke anvendelig
"." Foreligger endnu ikke

  1. Da Maastrichttraktaten blev indgået i 1992, fik Danmark en undtagelsesklausul eller opt out-klausul, i henhold til hvilken landet ikke er forpligtet til at deltage i tredje fase af ØMU og dermed til at indføre euroen.
  2. Medmindre andet er anført, henviser "traktat" i denne rapport til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, og referencer til artikelnumre henviser til nummereringen, der trådte i kraft den 1. december 2009. Medmindre andet er anført, henviser "traktaterne" i denne rapport til både traktaten om Den Europæiske Union og traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde. Se også den nærmere forklaring på disse termer i ECB web glossary.
  3. Dette er datoen, hvor ECB påtog sig de opgaver, som den fik overdraget i henhold til artikel 33, stk. 2, i Rådets forordning (EU) nr. 1024/2013 af 15. oktober 2013 om overdragelse af specifikke opgaver til Den Europæiske Centralbank i forbindelse med politikker vedrørende tilsyn med kreditinstitutter.
  4. Jf. 10. betragtning i Den Europæiske Centralbanks forordning ECB/2014/17 af 16. april 2014 om fastlæggelse af en ramme for samarbejde inden for Den Fælles Tilsynsmekanisme mellem Den Europæiske Centralbank og de kompetente nationale myndigheder og med de udpegede nationale myndigheder (SSM-rammeforordningen).
  5. På grund af de ekstraordinære omstændigheder og den store usikkerhed bør Europa-Kommissionens prognoser opfattes som ét af adskillige mulige scenarier.
  6. Rådets forordning (EF) nr.1467/97 af 7. juli 1997 om fremskyndelse og afklaring af gennemførelsen af proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud (EFT L 209 af 2.8.1997, s. 6).
  7. Rådets forordning (EU) nr.1177/2011 af 8. november 2011 om ændring af forordning (EF) nr.1467/97 om fremskyndelse og afklaring af gennemførelsen af proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud (EUT L 306 af 23.11.2011, s. 33).
  8. TSSS finder også anvendelse på de EU-lande med dispensation, som har ratificeret den, fra og med den dato, hvor afgørelsen om ophævelse af dispensationen får virkning, eller fra en tidligere dato, hvis den pågældende medlemsstat erklærer at ville være bundet af alle eller nogle af bestemmelserne i TSSS fra en tidligere dato.
  9. Rådets forordning (EF) nr.1466/97 af 7. juli 1997 om styrkelse af overvågningen af budgetstillinger samt overvågning og samordning af økonomiske politikker (EFT L 209 af 2.8.1997, s. 1).
  10. Rådets direktiv 2011/85/EU af 8. november 2011 om krav til medlemsstaternes budgetmæssige rammer (EUT L 306 af 23.11.2011, s. 41).
  11. Jf. 2. betragtning i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1176/2011 af 16. november 2011 om forebyggelse og korrektion af makroøkonomiske ubalancer (EUT L 306 af 23.11.2011, s. 25).
  12. Jf. artikel 4, stk. 4, i forordning (EU) nr. 1176/2011.
  13. Jf. 17. betragtning i forordning (EU) nr. 1176/2011.
  14. Udtalelse CON/2010/37 og CON/2010/91.
  15. Rådets beslutning 98/317/EF af 3. maj 1998 i overensstemmelse med artikel 109 J, stk. 4, i traktaten (EFT L 139 af 11.5.1998, s. 30). Anm.: Titlen på beslutning 98/317/EF henviser til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab (inden omnummereringen af EF-traktatens artikler, jf. Amsterdamtraktatens artikel 12). Bestemmelsen er ophævet i Lissabontraktaten.
  16. Akt vedrørende vilkårene for Den Tjekkiske Republiks, Republikken Estlands, Republikken Cyperns, Republikken Letlands, Republikken Litauens, Republikken Ungarns, Republikken Maltas, Republikken Polens, Republikken Sloveniens og Den Slovakiske Republiks tiltrædelse og tilpasningerne af de traktater, der danner grundlag for Den Europæiske Union (EUT L 236 af 23.9.2003, s. 33).
  17. Vedrørende Bulgarien og Rumænien, jf. artikel 5 i akt om Republikken Bulgariens og Rumæniens tiltrædelsesvilkår samt om tilpasning af de traktater, som Den Europæiske Union bygger på (EUT L 157 af 21.6.2005, s. 203). Vedrørende Kroatien, jf. artikel 5 i Akt om Republikken Kroatiens tiltrædelsesvilkår samt om tilpasning af traktaten om Den Europæiske Union, traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde og traktaten om oprettelse af Det Europæiske Atomenergifællesskab (EUT L 112 af 24.4.2012, s. 21).
  18. Jf. artikel 127, stk. 1, i udtrædelsesaftalen. Jf. også artikel 127, stk. 3 og stk. 6., og artikel 7, stk. 1, i udtrædelsesaftalen. I henhold til artikel 128, stk. 4, i udtrædelsesaftalen skal Bank of England – med hensyn til deltagelse i de institutionelle ordninger, der er fastsat bestemmelser om i artikel 282 og 283 i traktaten og statutten med undtagelse af statuttens artikel 21, stk. 2 – ikke anses for at være en national centralbank i en medlemsstat i overgangsperioden.
  19. Især ECB's konvergensrapporter fra maj 2018 (om Bulgarien, Tjekkiet, Kroatien, Ungarn, Polen, Rumænien og Sverige), juni 2016 (om Bulgarien, Tjekkiet, Kroatien, Ungarn, Polen, Rumænien og Sverige), juni 2014 (om Bulgarien, Tjekkiet, Kroatien, Litauen, Ungarn, Polen, Rumænien og Sverige), juni 2013 (om Letland), maj 2012 (om Bulgarien, Tjekkiet, Letland, Litauen, Ungarn, Polen, Rumænien og Sverige), maj 2010 (om Bulgarien, Tjekkiet, Estland, Letland, Litauen, Ungarn, Polen, Rumænien og Sverige), maj 2008 (om Bulgarien, Tjekkiet, Estland, Letland, Litauen, Ungarn, Polen, Rumænien, Slovakiet og Sverige), maj 2007 (om Cypern og Malta), december 2006 (om Tjekkiet, Estland, Cypern, Letland, Ungarn, Malta, Polen, Slovakiet og Sverige), maj 2006 (om Litauen og Slovenien), oktober 2004 (om Tjekkiet, Estland, Cypern, Letland, Litauen, Ungarn, Malta, Polen, Slovenien, Slovakiet og Sverige), maj 2002 (om Sverige) og april 2000 (om Grækenland og Sverige) samt EMI's konvergensrapport fra marts 1998.
  20. Jf. bl.a. Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber mod Den Franske Republik, C-265/95, ECLI:EU:C:1997:595.
  21. EFT L 189 af 3.7.1998, s. 42.
  22. Dette gælder også ESCB's forskrifter om tavshedspligt. Jf. afsnit 2.2.4 i denne Konvergensrapport.
  23. Udtalelse CON/2011/104.
  24. Jf. udtalelse CON/2019/15 og Kommissionen mod Den Europæiske Centralbank, C-11/00, ECLI:EU:C:2003:395, præmis 134 til 136.
  25. Udtalelse CON/2019/23.
  26. Udtalelse CON/2011/104 og CON/2017/34.
  27. Udtalelse CON/2010/31.
  28. Udtalelse CON/2009/93.
  29. Udtalelse CON/2010/94.
  30. Udtalelse CON/2016/33.
  31. Udtalelse CON/2014/25 og CON/2015/57.
  32. Udtalelse CON/2018/17.
  33. Jf. Rimšēvičs mod Letland, C-202/18, ECLI:EU:C:2019:139, præmis 76.
  34. Jf. Rimšēvičs mod Letland, C-202/18, ECLI:EU:C:2019:139, præmis 52, og udtalelse CON/2011/9.
  35. Jf. fx udtalelse CON/2010/56, CON/2010/80, CON/2011/104 og CON/2011/106.
  36. Udtalelse CON/2018/23.
  37. Udtalelse CON/2012/89.
  38. Udtalelse CON/2018/17, CON/2019/19 og CON/2019/36.
  39. Udtalelse CON/2018/53.
  40. Jf. udtalelse CON/2019/36 og forslag til afgørelse fra generaladvokat Kokott i Rimšēvičs mod Letland, C-202/18, ECLI:EU:C:2018:1030, punkt 77.
  41. Jf. Rimšēvičs mod Letland, C-202/18, ECLI:EU:C:2019:139, præmis 96.
  42. Udtalelse CON/2004/35, CON/2005/26, CON/2006/32, CON/2006/44, CON/2007/6, CON/2019/19 og CON/2019/24.
  43. Udtalelse CON/2018/23.
  44. Udtalelse CON/2014/24, CON/2014/27, CON/2014/56 og CON/2017/17.
  45. Artikel 30.4 i statutten gælder kun Eurosystemet.
  46. Artikel 33.2 i statutten gælder kun Eurosystemet.
  47. Udtalelse CON/2016/55.
  48. Udtalelse CON/2018/17.
  49. EFT L 115 af 16.5.2000, s. 1.
  50. Afgørelse ECB/2010/26 af 13. december 2010 om udvidelse af Den Europæiske Centralbanks kapital (EUT L 11 af 15.1.2011, s. 53).
  51. De vigtigste ledende ECB-udtalelser på dette område er: CON/2002/16, CON/2003/22, CON/2003/27, CON/2004/1, CON/2006/38, CON/2006/47, CON/2007/8, CON/2008/13, CON/2008/68 og CON/2009/32.
  52. Udtalelse CON/2019/12.
  53. Udtalelse CON/2019/19.
  54. De aktiviteter, som udføres af den nationale centralbanks uafhængige eksterne revisor, fremgår af statuttens artikel 27.1.
  55. Udtalelse CON/2011/9, CON/2011/53, CON/2015/57 og CON/2018/17.
  56. Udtalelse CON/2015/8, CON/2015/57, CON/2016/24, CON/2016/59 og CON/2018/17.
  57. Udtalelse CON/2017/17 og CON/2018/17.
  58. Udtalelse CON/2009/85 og CON/2017/17.
  59. Udtalelse CON/2009/26 og CON/2013/15.
  60. Udtalelse CON/2009/59 og CON/2009/63.
  61. Udtalelse CON/2009/53, CON/2019/83 og CON/2019/21.
  62. Udtalelse CON/2009/26 og CON/2012/69.
  63. Udtalelse CON/2019/19.
  64. Udtalelse CON/2008/9, CON/2008/10 og CON/2019/89.
  65. Udtalelse CON/2019/19.
  66. Udtalelse CON/2010/42, CON/2010/51, CON/2010/56, CON/2010/69, CON/2010/80, CON/2011/104, CON/2011/106, CON/2012/6, CON/2012/86 og CON/2014/7.
  67. Udtalelse CON/2014/38.
  68. Udtalelse CON/2015/8 og CON/2015/57.
  69. EFT L 332 af 31.12.1993, s. 1. Artikel 104 og 104 B, stk. 1, i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab er nu artikel 123 og 125, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde.
  70. Jf. Konvergensrapporten 2008, s. 23, fodnote 13, der indeholder en oversigt over ledende EMI/ECB- udtalelser på området, som blev vedtaget mellem maj 1995 og marts 2008.
  71. Udtalelse CON/2013/16, CON/2016/21 og CON/2017/4.
  72. En sådan vurdering er ikke nødvendig, hvis opgaven, der overdrages til den nationale centralbank, blot supplerer en eksisterende funktion i den nationale centralbank og ikke udgør en helt ny opgave.
  73. Jf. fx udtalelse CON/2016/54.
  74. Udtalelse CON/2011/30, CON/2015/36 og CON/2015/46.
  75. Udtalelse CON/2015/22.
  76. Jf. afsnittet "Finansiel støtte til afviklingsfonde eller finansielle ordninger og til indskuds- og investorgarantiordninger" for visse konkrete tilfælde.
  77. Udtalelse CON/2015/36, CON/2015/46, CON/2016/49, CON/2016/57 og CON/2018/57.
  78. Udtalelse CON/2015/12.
  79. Udtalelse CON/2016/45.
  80. Udtalelse CON/2016/54.
  81. Udtalelse CON/2017/19.
  82. Udtalelse CON/2017/32.
  83. Udtalelse CON/2018/43.
  84. Udtalelse CON/2020/2.
  85. Udtalelse CON/2007/29, CON/ 2016/31, CON/2017/3 og CON/2017/12.
  86. Udtalelse CON/2019/27.
  87. Udtalelse CON/2015/45.
  88. Udtalelse CON/2016/31.
  89. Udtalelse CON/2015/54, CON/2016/34 og CON/2017/3.
  90. Udtalelse CON/2019/7.
  91. Udtalelse CON/2019/2.
  92. Udtalelse CON/2017/52.
  93. Udtalelse CON/2018/2 og CON/2018/5.
  94. Udtalelse CON/2016/38.
  95. Udtalelse CON/2017/2.
  96. Dette er nærmere defineret i afsnittet nedenfor om "Finansiel støtte til afviklingsfonde eller finansielle ordninger og til indskuds- og investorgarantiordninger".
  97. Udtalelse CON/2016/42.
  98. Udtalelse CON/2012/4.
  99. Udtalelse CON/2011/91 og CON/2011/99.
  100. Udtalelse CON/2009/59 og CON/2009/63.
  101. Udtalelse CON/2013/56.
  102. Udtalelse CON/2015/22.
  103. Udtalelse CON/2019/20.
  104. Udtalelse CON/2013/05.
  105. Udtalelse CON/2012/50, CON/2012/64 og CON/2012/71.
  106. Udtalelse CON/2012/4. Fodnote 42 henviser til yderligere relevante udtalelser inden for dette område. Jf. også udtalelse CON/2016/55 og CON/2017/01.
  107. Udtalelse CON/2015/22, CON/2016/28 og CON/2019/16.
  108. Udtalelse CON/2011/103, CON/2012/99, CON/2015/3 og CON/2015/22.
  109. Udtalelse CON/2015/33, CON/2015/35 og CON/2016/60.
  110. Betragtning 27 til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/49/EU af 16. april 2014 om indskudsgarantiordninger (EUT L 173 af 12.6.2014, s. 149).
  111. Betragtning 23 til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/9/EF af 3. marts 1997 om investorgarantiordninger (EFT L 84 af 26.3.1997, s. 22).
  112. Udtalelse CON/2015/40 og CON/2016/60.
  113. Udtalelse CON/2011/83 og CON/2015/52.
  114. Udtalelse CON/2011/84.
  115. Artikel 4 i forordning (EF) nr. 3603/93 og udtalelse CON/2013/2.
  116. Artikel 5 i forordning (EF) nr. 3603/93.
  117. Artikel 6 i forordning (EF) nr. 3603/93.
  118. Udtalelse CON/2013/3.
  119. Udtalelse CON/2009/23, CON/2009/67 og CON/2019/9.
  120. Jf. bl.a. udtalelse CON/2010/54, CON/2010/55 og CON/2013/62.
  121. Udtalelse CON/2012/9.
  122. Jf. i denne forbindelse Smaranda Bara m.fl. mod Casa Naţională de Asigurări de Sănătate m.fl., C-201/14, ECLI:EU:C:2015:638, præmis 22, og Peter Gauweiler m.fl. mod Deutscher Bundestag, C-62/14, ECLI:EU:C:2015:400, præmis 100.
  123. Rådets forordning (EF) nr. 3604/93 af 13. december 1993 om fastlæggelse af definitioner med henblik på gennemførelse af forbuddet mod privilegeret adgang til traktatens artikel 104 A [traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab] (EFT L 332 af 31.12.1993, s. 4). Artikel 104 A i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab er nu artikel 124 i traktaten.
  124. Artikel 3, stk. 2, og betragtning 10 i forordning (EF) nr. 3604/93.
  125. Forslag til afgørelse fra generaladvokat Elmer i Société civile immobilière Parodi mod Banque H. Albert de Bary et Cie., C-222/95, ECLI:EU:C:1997:345, punkt 24.
  126. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber og om ændring af forordning (EU) nr. 648/2012 (EUT L 176 af 27.6.2013, s. 1) og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU af 26. juni 2013 om adgang til at udøve virksomhed som kreditinstitut og om tilsyn med kreditinstitutter og investeringsselskaber, om ændring af direktiv 2002/87/EF og om ophævelse af direktiv 2006/48/EF og 2006/49/EF (EUT L 176 af 27.6.2013, s. 338).
  127. Artikel 4, stk. 1, nr. 1), i forordning (EU) nr. 575/2013.
  128. Artikel 8 i direktiv 2013/36/EU.
  129. Dette understøttes af artikel 3, stk. 2, og betragtning 9 i forordning (EF) nr. 3604/93.
  130. Den Europæiske Centralbanks retningslinje (EU) 2015/510 af 19. december 2014 om gennemførelse af Eurosystemets pengepolitiske ramme (retningslinjen om dokumentationsgrundlaget) (ECB/2014/60) (EUT L 91 af 2.4.2015, s. 3).
  131. Jo højere reservekravene sættes, jo færre banker er nødt til at foretage udlån, hvilket fører til en lavere pengemængde.
  132. Jf. statuttens artikel 19, Rådets forordning (EF) nr. 2531/98 af 23. november 1998 om Den Europæiske Centralbanks anvendelse af mindstereserver (EFT L 318 af 27.11.1998, s.1), Den Europæiske Centralbanks forordning (EF) nr.1745/2003 af 12. september 2003 om anvendelse af mindstereserver (ECB/2003/9) (EUT L 250 af 2.10.2003, s. 10) og Den Europæiske Centralbanks forordning (EU) nr. 1071/2013 af 24. september 2013 om den konsoliderede balance i MFI-sektoren (monetære finansielle institutioner) (ECB/2013/33) (EUT L 297 af 27.11.2013, s. 1).
  133. Af "Erklæring fra Republikken Letland, Republikken Ungarn og Republikken Malta om, hvordan navnet på den fælles valuta skal skrives i traktaterne", der er knyttet som bilag til traktaterne, fremgår det, at "Uden at ville anfægte den ensartede måde, hvorpå navnet på Den Europæiske Unions fælles valuta, der er omhandlet i traktaterne, skrives på pengesedler og mønter, erklærer Letland, Ungarn og Malta, at skrivemåden for navnet på den fælles valuta, herunder de afledte former, der er anvendt i den lettiske, ungarske og maltesiske udgave af traktaterne, ikke har indflydelse på de gældende regler for det lettiske, ungarske og maltesiske sprog."
  134. EFT L 139 af 11.5.1998, s. 1.
  135. Udtalelse CON/2012/87.
  136. Udtalelse CON/2020/2.
  137. Udtalelse CON/2010/30 og CON/2010/48.
  138. Jf. navnlig traktatens artikel 127 og 128 og statuttens artikel 3 til 6 samt 16.
  139. Jf. traktatens artikel 127, stk. 2, første led.
  140. Udtalelse CON/2012/105, CON/2013/90 og CON/2013/91.
  141. Fx nationale bestemmelser, der gennemfører Rådets direktiv 2011/85/EU af 8. november 2011 om krav til medlemsstaternes budgetmæssige rammer (EUT L 306 af 23.11.2011, s. 41). Jf. udtalelse CON/2013/90 og CON/2013/91.
  142. Udtalelse CON/2009/99, CON/2011/79 og CON/2017/1.
  143. Udtalelse CON/2010/8.
  144. Udtalelse CON/2008/34.
  145. Jf. traktatens artikel 127, stk. 2, tredje led.
  146. Undtagen arbejdsbeholdninger i udenlandsk valuta, som medlemsstaterne kan bevare i henhold til traktatens artikel 127, stk. 3.
  147. Udtalelse CON/2013/88.
  148. Udtalelse CON/2015/5 og CON/2015/24.
  149. Statuttens artikel 26.
  150. Statuttens artikel 27.
  151. Statuttens artikel 28.
  152. Statuttens artikel 30.
  153. Statuttens artikel 32.
  154. Det er vanskeligt og kontroversielt at måle institutionel kvalitet.
    På den ene side kan opfattelsesbaserede indikatorer have nogle fordele fremfor mere "objektive" indikatorer. En af fordelene ved opfattelsesbaserede undersøgelser er deres altomfattende karakter, hvorimod mere specifikke mål kan resultere i stærkt fordrejet information. Desuden er opfattelsesbaserede indikatorer – selvom der kan sættes spørgsmålstegn ved deres absolutte værdi – nyttige i sammenligninger på tværs af lande, medmindre der er en tydelig systematisk bias mod et eller flere konkrete lande. Endvidere kan "objektive" indikatorer, som udelukkende er baseret på indholdet af lovgivning, men ikke på en nærmere viden om dens faktiske gennemførelse, være vildledende. Eftersom der ikke er en institutionel model, som kan antages at være at foretrække på forhånd, kan opfattelsesbaserede undersøgelser desuden forhindre, at der opstår bias, når de forskellige dimensioner af økonomisk styring måles direkte.
    På den anden side skaber opfattelsesbaserede undersøgelser også forvridninger. De kan fx være kraftigt påvirkede af en nylig episode eller dårligt udformede spørgsmål.
    På grund af de respektive svagheder og komparative fordele ved opfattelsesbaserede (fx korruption) og mere objektive (fx doing business) institutionelle indikatorer viser figur 3.6 og 3.7 begge typer indikatorer.
    Endvidere er det institutionelle fokus, for så vidt angår EU-landene, først i de seneste år blevet tillagt analytisk og politisk betydning. Generelt er der således stadig rig mulighed for forbedringer i målingen. Endelig er tværnationale tilgange til et så komplekst spørgsmål som institutionel kvalitet eller god forvaltning nødvendigvis utilstrækkelige og bør tydeligvis suppleres med mere landespecifikke og langsigtede vurderinger. Samtidig bør målingsvanskeligheder ikke føre til nedtoning af disse helt afgørende bestemmende faktorer for langsigtet velstand, social retfærdighed og velfærd.