SØGEMULIGHEDER
Hjem Medier Explainers Forskning & Offentliggørelser Statistik Pengepolitik €uroen Betalinger & Markeder Kariere & Job
Forslag
Sortér efter
PRESSEMEDDELELSE

Fælles udtalelse fra Europa-Kommissionen og Den Europæiske Centralbank i anledning af at pengeinstitutterne i EU formelt lancerer SEPA-betalingsinstrumenter

28. januar 2008

I dag bliver det fælles eurobetalingsområde SEPA (Single Euro Payments Area) en realitet, og pengeinstitutterne i EU lancerer formelt det første SEPA-betalingsinstrument; nemlig det til konto-til-konto overførsler. Der er her tale om det første skridt i en migrationsproces. I løbet af de kommende år vil kunderne i en markedsstyret proces udskifte de nuværende nationale elektroniske betalingsinstrumenter med de nye SEPA-instrumenter. Dette er en logisk konsekvens af indførelsen af euroen, og SEPA vil som følge af et mere konkurrencedygtigt og effektivt betalingsmarked medføre betydelige fordele.

SEPA er det nye fælles eurobetalingsområde, som gør det muligt for folk at foretage betalinger i hele euroområdet lige så hurtigt, sikkert og nemt, som de foretager nationale betalinger. Inden for SEPA betragtes alle eurobetalinger som indenlandske og foretages med ét enkelt sæt betalingsinstrumenter. SEPA er derfor det naturlige næste skridt efter indførelsen af euroen og endnu et stort skridt frem mod fuld udnyttelse af det indre markeds potentiale. SEPA-betalinger kan også anvendes til eurobetalinger i EU-lande uden for euroområdet samt i en række af EUs nabolande [1].

Den Europæiske Centralbank (ECB) og Europa-Kommissionen hilser den officielle lancering af SEPA velkommen og udtrykker anerkendelse for det omfattende forberedende arbejde, som pengeinstitutterne i EU har udført i EPC-regi (European Payments Council) for at oprette SEPA. Dagen i dag og den officielle lancering af SEPA-betalingsinstrumentet til konto-til-konto overførsler markerer derfor en vigtig milepæl i migrationsprocessen. Af tekniske og juridiske årsager lanceres SEPA-betalingsinstrumentet til direkte debitering først på et senere tidspunkt. Det forventes dog at blive senest 1. november 2009. Rammerne for afvikling af SEPA-kortbetalinger har været i kraft siden 1. januar 2008.

SEPA vil yde et væsentligt bidrag til Lissabon-dagsordenen. Det vil forbedre effektiviteten på EUs betalingsmarkeder, fremme innovation og dermed gøre økonomien i EU mere konkurrencedygtig. I den offentlige sektor kan SEPA anvendes som platform til fremme af e-forvaltning og derved bidrage til de offentlige tjenesteydelsers effektivitet.

Studier udarbejdet af ECB [2] og Kommissionen [3] viser, at SEPA vil bringe meget store fordele med sig. Det fremgår således af Kommissionens studie, at den potentielle gevinst ved SEPA kan blive mere end 123 mia. euro alene på betalingsmarkederne i de kommende seks år og yderligere 238 mia. euro, hvis SEPA kan anvendes som platform for elektronisk fakturering.

De to studier viser også, at SEPA-migrationsprocessen bliver en udfordring især for pengeinstitutterne. ECBs studie viser, at pengeinstitutterne kan reducere deres omkostninger betydeligt, men at de vil blive konfronteret med øget konkurrence. SEPA vil også give pengeinstitutterne mulighed for at markedsføre nye tillægsydelser med relation til betalingskæden. ECB og Kommissionen opfordrer derfor pengeinstitutterne til at holde tempoet i SEPA-processen oppe, så brugerne i en markedsstyret proces hurtigt kan gå over til de nye SEPA-betalingsinstrumenter, og omkostningerne i forbindelse med parallelt eksisterende betalingssystemer (dvs. de eksisterende betalingsinstrumenter og de nye SEPA-standarder) kan holdes på et minimum. Dette forudsætter en hurtig lancering af det nye SEPA-betalingsinstrument til direkte debitering og de relevante interessenters endelige indførelse af SEPAs overordnede rammer for kortbetalinger.

I deres egenskab af storbrugere af betalingssystemer vil virksomheder og offentlige forvaltninger få stor gavn af de effektivitetsgevinster, som SEPA muliggør. De kan derfor spille en vigtig rolle, for så vidt angår SEPAs succes, hvis de hurtigt går over til at anvende SEPA-instrumenter. Dette skal ske i en markedsstyret proces og må ikke komme til at udgøre en forringelse [4] i forhold til det omkostnings- og serviceniveau, der gælder for de nuværende nationale betalingsinstrumenter.

For at markere den officielle lancering af SEPA vil Charlie McCreevy, EU-kommissær for det indre marked og tjenesteydelser, Gertrude Tumpel-Gugerell, medlem af ECBs direktion, og Gerard Hartsink, formand for European Payments Council, i aften være værter ved et arrangement i Bruxelles med deltagelse af fremtrædende repræsentanter for EUs betalingsmarked.

  1. [1] Island, Liechtenstein, Norge og Schweiz.

  2. [2] "The economic impact of the Single Euro Payments Area", ECB Occasional Paper nr. 71, august 2007.

  3. [3] Se COM IP pressemeddelelse om resultater af Capgemini-studie.

  4. [4] http://www.consilium.europa.eu/ueDocs/newsWord/da/ecofin/91496.doc.pdf, s. 19

KONTAKT

Den Europæiske Centralbank

Generaldirektoratet Kommunikation

Eftertryk tilladt med kildeangivelse.

Pressekontakt